Lad dig fylde op - indremission.dk
Indre Missions Tidende

25.06.2020

Lad dig fylde op

Vi har brug for at suge til os, være åbne modtagere og gavmilde givere




I dette nummer af impuls kommer vi omkring det hele. Alle vores vigtigste behov. De ydre og indre behov som vi skal have opfyldt for at kunne leve og udvikle os som hele og sunde mennesker. Fysisk, socialt, mentalt og åndeligt.

Vi har besøgt Det Blå Sted i Aarhus, som har fokus på at hjælpe de mennesker, som er udfordrede på de helt basale behov, såsom et måltid, et bad og et tag over hovedet. Her får brugerne også tilbudt samtaler, råd og vejledning.

Fordybelse

I temaet om kunst og kultur fokuserer vi på behovet for at stille spørgsmål, skabe nyt og finde mening i det daglige liv. Det handler for eksempel om at fordybe sig i musik, litteratur og billedkunst. Noget som for tidligere kristne generationer måske forekom lidt overflødigt, men som er nødvendigt for at forstå os selv, vores tid og den verden, der omgiver os.

Og så har vi – som sædvanlig – fokus på de åndelige behov. Behovet for at vokse i troen og tilliden til Gud og til at hvile i Guds nåde. Vi skriver om at bygge sit liv på Jesus, om at vokse i helliggørelse og tjenersind og om at handle på Guds kald – både når det handler om at dele evangeliet med andre, og når det handler om at støtte missionen med penge.

Tankstationer

Lige som brugerne oplever det i Det Blå Sted i Aarhus, sådan har vi alle brug for tankstationer. Steder hvor vi bliver fyldt op og får hjælp til at komme videre. Både til dagen og vejen her og nu og til hele livet – både før og efter døden. Vi har brug for at suge til os, være åbne modtagere og gavmilde givere. Det håber jeg, at dette impuls kan inspirere til, og at sommertiden kan give tid og anledning for.



Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter