Som noget nyt understregede regeringen, at Danmark er et kristent land
Ved regeringsskiftet i juni blev Bertel Haarder kulturminister og kirkeminister. Han har stor fortrolighed med kirkens indre forhold og mangeårig politisk erfaring. Han har også tidligere været minister for kirken (2005-2007) og er kendt for at ville spille en tilbagetrukket rolle i forhold til kirken, idet han opfatter en kirkeministers rolle som "pedel".
I forhold til andre kirkeministre, der har haft deres egen dagsorden for kirken, er det trygt at have en minister, der i udgangspunktet ønsker at lytte til kirkelige kredses ønsker. I god overensstemmelse hermed var der ingen reformplaner for folkekirken i regeringsgrundlaget.
Lars Løkke Rasmussens mindretalsregering skrev i sit regeringsgrundlag, at "Danmark er et kristent land, og den evangelisk-lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke". Blot fordi folkekirken har en grundlovgivet særstatus, og blot fordi det store flertal af danskerne er medlemmer – pr. 1. juli var der 4.394.869 medlemmer af folkekirken, svarende til 77,4 procent af alle indbyggere – er det ikke nødvendigvis sådan, at Danmark også kan kaldes et kristent land.
Et sådant udsagn er også nye toner i dansk politik. Mellem år og dag har man ofte hørt det udtryk, at Danmark er et kristent land. Formelt set har dette dog ikke været tilfældet siden 1849. Indtil grundloven af 1849 byggede Danmark på de ti bud som straffelov, og den almindelige dansker skulle være medlem af kongens kirke, så dengang kunne man med megen ret tale om Danmark som et kristent land. I 1849 kom der fuld religionsfrihed, idet man dog gav den evangelisk-lutherske kirke en særstilling som "folkekirke". Det er nyt på højt politisk plan at kalde Danmark for et kristent land. Måske hænger det sammen med, at dét, som ikke længere er nogen selvfølge, har brug for at blive formuleret.
Der blev da også rettet kritik af sætningen. Som forventet kom den især fra den største ikke-kristne gruppe i landet, nemlig de sekulariserede danskere. For eksempel følte kommentatoren og ateisten David Trads sig direkte krænket over formuleringen. Derimod har tilhængere af landets største ikke-kristne religion, islam, ikke særlige problemer med formuleringen. Muslimer fornemmer tydeligt, sikkert bedre end flertallet af folkekirkemedlemmer, at Danmark faktisk er dybt præget af den kristne tro. Men de har jo deres religionsfrihed, og muslimer ser som regel gerne, at kristen tro og religion kommer til at spille en større rolle i landet, for så vil der også være større forståelse for muslimers religiøse følelser.
Indre Missions formand støttede regeringsgrundlagets formulering om Danmark som et kristent land: "Som kirke og missionsbevægelse må det give os stor frimodighed til at vidne om, hvad det vil sige at leve som bekendende kristne og være tjenende for land og folk." Hans-Ole Bækgaard fik dog andre sider frem, som også må høre med i talen om et kristent land. "Principielt kan et land ikke være kristent, for så vidt det gælder en personlig tro … Jeg kan følge det syn, at Danmark snarere er en frafalden nation, hvor landets indbyggere bør bekende deres synd, omvende sig og søge Guds nåde."
Efter at Danmark var blevet kaldt "et kristent land", trådte landets nye uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen, frem med en åben bekendelse af sin tro på Gud. For visse religionsforskrækkede politikere og videnskabsfolk var dette en rød klud: Hvordan kan man være netop forskningsminister og tro på Gud som skaber? Der er i forvejen megen religionsforskrækkelse i samfundet, hvilket kom til udtryk, da busselskabet Movia godt ville annoncere for Ateistisk Selskab, men ikke for en kristen frikirke. Hvorfor ikke? Fordi man ikke ville bringe religiøse reklamer! Argumentet er lige så håbløst, som det er tidstypisk, for hvad er ateisme andet end et udtryk for en religiøs tro?
Der må råde stor uvidenhed om, hvad kristendom går ud på, hvis man mener, at tro på Gud som skaber er uforenelig med en videnskabelig forskning. En videnskabsmand kan udmærket synge "Op al den ting, som Gud har gjort" om søndagen, og på hverdagene arbejde videnskabeligt med alt fra himmelrummet til de mindste celler i kroppen.
Som skribenten Michael Bøss gjorde opmærksom på i Kristeligt Dagblad, er der tale om brug af forskellige sprog: Videnskaben har sit rationelle sprog, kunsten har sit sprog om følelser og intuitive erfaringer, og troen har sin tolkning af livets mening – alle tre tilgange er værdifulde, og de strider ikke mod hinanden. Hvorfor stille det op som nogen modsætning, at den samme person kan lovsynge Gud, berøres af et kunstværk og kigge i et mikroskop?
Da forskningsminister Esben Lunde Larsen på ingen måde vil begrænse den frie forsknings ret til at undersøge tingene, er det usagligt, at hans tro skal udsættes for kritik. Grundloven taler om, at den evangelisk-lutherske kirke er Danmarks folkekirke og understøttes som sådan af staten. Hvordan dette "understøttes" skal forstås, kan man altid diskutere. Men det vil være helt imod grundloven, hvis det skulle være umuligt for en minister at beklæde sit embede, hvis han deler folkekirkens tro på "Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber".
Det hed også i regeringsgrundlaget, at man ville bevare den evangelisk-lutherske kirkes særstatus som folkekirke. Samtidig var det afgørende for regeringen, at der skulle være frihed til at tro på det, man ville, så længe det skete med fuld respekt for andres ret til det samme. Måske havde såvel regeringsgrundlagets tale om Danmark som et kristent land som ordene om "fuld respekt" sin egentlige baggrund i den tragedie i januar måned, hvor en rabiat muslim skød og dræbte en dansk deltager i et debatmøde og senere en vagtpost foran den jødiske synagoge i Krystalgade.
Jøderne har haft ret til at bo i Danmark i snart 350 år, og medlemmer af det jødiske trossamfund har ydet betydelige bidrag til dansk kultur- og erhvervsliv og politik. Heldigvis var der massiv politisk opbakning til jøderne efter attentatet, også fra Dansk Islamisk Råd, der fordømte mordene. 30.000 deltog efterfølgende i en mindehøjtidelighed.
Efterfølgende har Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen taget initiativ til et forum, hvor kristne, jødiske og muslimske ledere mødes. Et sådant mødested må hilses velkomment. Som kristne ved vi, at der kun er frelse ved tro på Jesus som Guds søn. Den tro deler muslimer og jøder ikke, og derfor må der drives kristen mission også over for dem. Men udover missionsforpligtelsen må vi som kristne og medborgere også have en interesse i et godt forhold til vores naboer af anden tro. Fredelig sameksistens har værdi; og den kan man godt pleje uden at miste hverken missionsforpligtelsen eller kristendommens egenart af syne.
Senere på året dukkede det synspunkt desværre op i dansk debat, at omskæring af små drengebørn er et overgreb, og at dette burde forbydes i Danmark. Konsekvensen af et sådant forbud mod mandlig omskærelse er et skjult, men dog tydeligt angreb på jøder og muslimer, der i så fald ikke ville kunne praktisere deres religion her i landet. Her gælder det om at stå vagt om trosfrihed og religionsfrihed, også for dem, man er helt uenige med.
Der er ingen lette løsninger på verdens flygtninge- og migrantsituation
Årets største politiske udfordring var flygtningestrømmen. I flere år har skrøbelige både ført flygtninge og migranter til Europas kyster, men i løbet af 2015 steg antallet dramatisk, især til de græske øer. En dag i september nåede strømmen for alvor Danmark, da talrige flygtninge kom vandrende op ad en jysk motorvej. Siden har dansk politik ikke været den samme.
På den ene side er der stor forståelse for det forfærdelige i at være personligt forfulgt. Mennesker i nød kan man ikke vende ryggen til, og derfor skal flygtninge hjælpes og bydes velkomne. Dette anliggende udsendtes som signaler fra Tyskland og Sverige, og dette var vel medvirkende til, at mange af verdens 60 millioner flygtninge strømmede imod især disse to lande. Danmark fik langt færre asylansøgere, men dog stadig mange: Alene i oktober måned søgte 3646 personer om asyl her i landet.
På den anden side er det også politikeres pligt at værne deres lande mod et indre sammenbrud, forårsaget af et for stort antal flygtninge. Og regeringerne må værne deres lande mod migranter, der ser en chance i at komme til én af de nordeuropæiske velfærdsstater for at forbedre deres økonomiske og sociale vilkår. Det er jo ganske forståeligt, at mange i det fattige Afrika ønsker dette. Men Europa kan næppe bære befolkningsoverskuddet fra Afrika uden at gå til grunde.
Der er ingen lette løsninger på verdens flygtninge- og migrantsituation. Der er meget at diskutere. Dilemmaerne er mange. En læserbrevsskribent stillede det sådan op: Skal vi bruge pengene på de forholdsvis få og resursestærke flygtninge, der formår at komme hertil og bede om asyl, eller skal vi hellere bruge dem på de mange resursesvage enker, der i flygtningelejrene i Mellemøsten må være glade, hvis de blot kan afværge, at deres børn dør af sult og kulde eller udsættes for seksuelt misbrug?
Hvad man som kristen og som kirke ikke kan diskutere er, at de flygtninge og asylansøgere, der faktisk når hertil, skal mødes med venlighed og imødekommenhed fra kirkens og kristne organisationers side. Danske Kirkers Råd og Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne udsendte en fælles opfordring til at vise de mange nye flygtninge venlighed og respekt.
Der er intet overblik over de nytilkomnes religiøse baggrund. Da langt de fleste kommer fra helt overvejende muslimske lande som Syrien, Afghanistan, Iran og Irak må det forventes, at det store flertal af flygtninge/migranter også er muslimer. Om flygtninge/migranter fra Eritrea overvejende kommer fra den muslimske eller kristne halvdel af befolkningen i det land, vides heller ikke. Men en del af flygtningene/migranterne er kristne hjemmefra. Sådan har det været længe, og derfor fortsætter arbejdet på at integrere dem i kristne menigheder her.
Der er 245 kristne migrantmenigheder her i landet. Deres medlemmer kommer fra vidt forskellige kirketraditioner og fra alle verdensdele, men fælles for dem er ønsket om at kunne leve og overleve som kristne i en fremmedartet dansk kultur. For nogle, der i hjemlandet har levet som forfulgte mindretal, virker Danmark som et kristent fristed. For andre af dem virker Danmark som et dybt sekulariseret land, hvor det er svært at overleve som troende kristen.
Kun få af disse menigheder har råd til egen kirkebygning, men ca. halvdelen af dem har fundet husly i enten en katolsk kirke eller i en af de evangeliske frikirker. Sognekirker giver husly til ca. en fjerdedel, men nogle mødes til gudstjenester i beboerhuse eller – i nogle få tilfælde – i missionshuse. Mange af de kristne migranter er katolikker, mens mange af de mellemøstlige kristne har baggrund i forskellige ortodokse eller orientalske kirketraditioner. Evangeliske menigheder finder man især hos flygtninge og migranter fra Asien og Afrika.
Foruden disse mange menigheder, er der mange enkeltstående kristne flygtninge og migranter, der har mere eller mindre tæt tilknytning til menigheder i Danmark. En del med ikke-kristen baggrund går til undervisning her og bliver døbt. Det er et meget glædeligt træk i nutidens danske kirkeliv.
I vide kredse er der opbakning omkring konfirmandundervisningen
Den nye skolelov har den konsekvens, at børn skal blive på skolen længere hver dag. Reformen har i årets løb givet en række vanskeligheder for kirkens minikonfirmandundervisning og konfirmandforberedelse både med hensyn til timetal og struktur. Det gamle mønster med konfirmandtimer fra morgenen af – i hvert fald uden for hovedstadsområdet – er under hastig afvikling. Tidspunktet for konfirmationsforberedelsen flyttes mange steder til eftermiddagen og måske endda uden for skoletiden.
Mange skoleledere mener, at de ikke kan tage hensyn til præsternes ønsker. Det fik kirkeminister Marianne Jelved til at udtale, at skolelederen har pligt til at sikre, at der afsættes den nødvendige tid til konfirmationsforberedelsen inden for rammerne af normal skoletid. For børn og forældre kan der være store praktiske og logistiske problemer forbundet med at gå til kirkens undervisning om eftermiddagen, og det kan af den grund frygtes, at færre vil blive konfirmeret i fremtiden.
Den nye undervisningsminister Ellen Trane Nørby gav kommunerne mulighed for at søge om at komme med i en forsøgsordning, hvor man i op til to timer om ugen kunne tage elever ud af den understøttende undervisning for at gå til præst. Så slap konfirmanderne for at blive undervist i de sene eftermiddagstimer eller i weekenden. Den mulighed søgte ikke færre end 74 ud af landets 98 kommuner om at få lov at bruge – et vidnesbyrd om, at der i vide kredse er opbakning omkring konfirmandundervisningen.
Pædagogisk er der også udfordringer. At samle undervisningen i større blokke på for eksempel temadage giver på den ene side præsterne nye muligheder for at give konfirmander nye spændende oplevelser, men hvad med formidlingen af det reelle katekismusstof?
Det er et tidens tegn, at der er glædelig stor deltagelse i utraditionelle begivenheder i kirkelig sammenhæng. I sognekirker og også i missionshuse er der stor opfindsomhed, når det gælder nye tiltag. Og mange kommer. Aalborg stift har optalt, at der kommer 47 i gennemsnit til den almindelige højmesse, men 160 til ungdomsgudstjenester. Det er jo særdeles glædeligt, at så mange unge vælger at gå til ungdomsgudstjeneste.
Religionssociologen Peter Lüchau forklarer det med, at "de generationer, der kommer frem nu, har ganske enkelt en større interesse for religion og kristendom end de generationer, der kom før dem". Kristeligt Dagblad har samlet dokumentation for den fornyede interesse for kirke og kristentro. For eksempel bliver flere nu regelmæssige kirkegængere – fra fire procent i 1990 til ni procent i 2014. Der er også blevet lidt flere danskere, der kalder sig selv troende: Fra 68 procent i 1981 til 72 procent i 2008.
Midt i glæden er der dog en stor udfordring: Hvordan kommer man fra de spændende events og over til den almindelige gudstjeneste eller til børneklubbens ugentlige undervisning i kristendommens grundsandheder? Mange børn og unge går ud i livet med et positivt forhold til kirke og kristendom, og det skal man ikke underkende. Men hvordan mon det står til med viden om grundlæggende kristendom?
At kalde sig selv troende lyder jo umiddelbart som en god ting. Men man kan tro på så meget, men kun én tro er den frelsende tro: Troen på Jesus Kristus som Guds søn og vor Herre. Uden at kende og tage imod den grundlæggende kristne sandhed, gavner det ikke at regne sig selv for troende.
To mediesager gav anledning til debat om troen på kødets opstandelse og det evige liv
Det tyder ikke på nogen stor opslutning omkring de kristne grundsandheder, når man spørger danskerne. I 2015 offentliggjorde C. T. Johannesen-Henry en undersøgelse af tro og kirkelighed hos 1043 overlevende kræftpatienter – et sikkert nogenlunde typisk udsnit af den lidt mere modne eller ældre del af befolkningen. Undersøgelsen viste, at kun 15 procent deler den klassiske kristne tro på, at de skal genopstå med krop og sjæl til evigt liv. 12 procent tror derimod, at de skal genfødes til et nyt liv på jorden (reinkarnation).
I årets løb har netop troen på kødets opstandelse og det evige liv givet anledning til to store mediesager omkring præster. Lige før jul 2014 fortalte sognepræst Per Ramsdal, at han undertiden brugte den nødløgn over for efterladte ved begravelser, at de skulle mødes igen, hvad han ikke selv troede på. Hans egen tro på opstandelsen forklarede han bl.a. således: "Jesus er måske ikke gået ud af gravhulen rent fysisk. Ingen har set det, men vi har selvfølgelig lov til at tro på det. Men faktum er, at hans ånd ikke kunne slås ihjel. Hans budskab og fortælling lever stadig videre i os …"
Efter en tjenstlig samtale hos Københavns biskop blev han pålagt at følge et teologisk efteruddannelseskursus hos professor Theodor Jørgensen. Efter at dette var gennemført, fortsatte Per Ramsdal sit virke. Han beklagede talen om nødløgn, men havde vistnok i øvrigt ikke ændret syn på opstandelsen. Professor Theodor Jørgensen, der klart bekendte sin tro på Jesu opstandelse og kødets opstandelse, ville dog heller ikke knytte Jesu opstandelse sammen med, at Jesu grav nødvendigvis var tom! Han sondrede mellem en virkelig opstandelse, som han troede på, og en fysisk opstandelse, som der ikke nødvendigvis var tale om. Det kom ikke til at stå klart, hvordan det er muligt, at opstandelsen kan være "virkelig" uden at være "fysisk", hvis ikke man ligefrem vil adskille sjæl og legeme.
Man må beklage, at Per Ramsdal og Theodor Jørgensen ikke kunne tale klart og utvetydigt om, at Jesus – fysisk og reelt – gik ud af sin grav. For kirken og alle troende gennem tiderne har Jesu opstandelse været basis for, at vi også selv tør håbe på, at vi skal opstå i en forherliget skikkelse med sjæl og legeme til evigt liv.
Det er – og har altid været – svært for den menneskelige tanke at rumme, hvordan Gud på den yderste dag skal rejse sit barn op af gravens støv eller aske til opstandelse og evigt liv. Men dette er kirkens tro og vores trøst over for sygdom og død. Og vores tro bygger ikke på hvad som helst, men på Guds faste ord og klare løfter. Hvad forstanden ikke kan rumme, kan troen holde sig til.
Guds ord må være det faste grundlag for den svage og usikre tro – og værnet mod overtro og fantasifulde forestillinger, hvor tankerne løber løbsk, idet man – som det hedder – ikke vil udelukke nogen mulighed for Gud. Nej, intet menneske kan sætte grænser for, hvad den levende Gud kan gøre. Men nu har Gud faktisk valgt at åbenbare sig for os i sit ord, og det ord viser vejen for os.
I Bibelen er der ingen tale om reinkarnation. Tværtimod. Alle tanker om reinkarnation er i grundlæggende modstrid med kristen tro. Hvad enten man som indiske tilhængere af reinkarnation frygter at komme til at leve som et dyr i næste liv, hvis man ikke passer på – eller man som optimistiske nyreligiøse vesterlændinge ser frem til at få en ny og bedre chance i det næste liv på jorden, så er det imod Bibelen. Det er en lære, der strider mod Bibelens tale om, at hvert enkelt menneske er skabt i Guds billede, får betroet en række år her på jorden, og på den yderste dag skal stå Gud til regnskab for sin forvaltning af dette liv. På dommens dag er der kun frelse at få ved tro på synderes frelser, Jesus Kristus. Reinkarnation undsiger således mange grundlæggende dele af den kristne tro: Mennesket som skabt, frelsen af nåde ved Jesus Kristus og alvoren ved dommens dag.
Det vakte derfor berettiget opsigt, da folkekirkepræsten Annette Berg fra Vig på Nordvestsjælland for åben skærm gav udtryk for sin tro på reinkarnation. Roskildebiskoppen greb med rette ind, og sognepræst Berg er i skrivende stund suspenderet fra sit embede.
Hvis et folk skal kaldes kristent, må det kende til de kristne grundsandheder. Det indebærer en mægtig undervisningsopgave, som tidligere blev løst af folkeskolen. Det er nu ved at være længe siden. Generationerne, der har gået i folkeskole siden 1975, har ikke fået den samme kristendomsundervisning, som folk på 50+ fik i deres skoletid.
Nogle har fået rådet lidt bod på manglen på oplæring ved at gå på efterskoler med en kirkelig tilknytning. En stor del af efterskolerne er grundtvigske. For nogle år siden viste en opgørelse, at 44 procent af danske efterskoler var grundtvigsk-koldske, andre kirkelige retningers efterskoler udgjorde 26 procent, mens 30 procent af efterskolerne var uden kirkelig tilknytning.
Hvordan det så ligger med de mange grundtvigske efterskolers tilknytning til kirke og kristendom kan sikkert variere meget fra skole til skole. Indflydelsen fra Grundtvig er som en vandåre, der ligger under en masse institutioner og foreninger, men hvor man ikke altid har hentet lige meget inspiration fra den gamle salmedigter og tænker.
Foreningen Grundtvigsk Forum med hjemsted på Grundtvigs gamle Vartov i København er det nærmeste, vi i Danmark kommer en organiseret grundtvigianisme. Engang hed det "Kirkeligt Samfund", men det skiftede for nogle år siden navn til "Grundtvigsk Forum". På årsmødet for denne bevægelse var der i 2015 et forslag om også at slette ordet "kirkeligt" fra formålsparagraffen, men dette blev ikke vedtaget. Foreningens formål er derfor stadig "at styrke samhørigheden mellem kirke og folk i Danmark, at sikre frihed og gode vilkår for evangeliets forkyndelse og at fremme et forpligtende folkeligt fællesskab".
Landdistrikterne lider under fraflytning. Et initiativ kaldet "Kirken på landet" søger at pege på nye muligheder
Overalt i den vestlige verden er der en markant strøm af mennesker fra land til by. Også i Danmark. Stadigt færre er beskæftiget ved landbruget, der også er et erhverv med store økonomiske problemer i disse år. Landbrugets krise fik en avisoverskrift til at tale om et sidste farvel til en 200 år gammel og stolt landbokultur, der engang var landets rygrad.
I dag findes væksten i byerne og deres erhverv. Dette betyder en centralisering af det danske samfund, dels omkring hovedstaden, dels omkring provinsbyerne som regionale centre. Den nye regering besluttede at gå op imod strømmen ved at flytte statslige styrelser bort fra København til en mere ligelig fordeling ud over landet. Men landdistrikterne lider også under fraflytning til større bycentre i nærheden. Omkring halvdelen af landets sogne har mindre end 1000 indbyggere. Nogle af disse sogne er ramt af fraflytning, faldende huspriser, nedslidning osv.
I Folkekirken mærkes tendensen til centralisering ved, at sogne og pastorater på landet sammenlægges til større enheder, og gamle præstegårde sælges til andet brug. Det begynder også at være et problem, at der er få ansøgere til præstestillinger på landet, bl.a. i Aalborg og Viborg stifter.
Et initiativ kaldet "Kirken på landet" søger at pege på nye muligheder. Initiativet stammer oprindeligt fra Grundtvigsk Forum, Lolland-Falster Stift og Folkekirkens Udviklings- og Videnscenter i 2012. Kirkeministeriet har i år bevilget 3,9 millioner kroner til arbejdet med denne vigtige problematik.
Også Indre Mission mærker til urbanisering og centralisering. Missionshuse på landet lukker, og missionsfolk samler sig i stigende grad omkring missionshuse og menigheder i byerne. Indre Missions nye generalsekretær Jens Medom Madsen så udfordringen heri og udtalte til Kristeligt Dagblad: "Vi skal, samtidigt med at vi samler os, hvor der er tilflytning, være klar til at kæmpe lokalt, så mennesker ikke lades alene uden mulighed for at kunne høre Guds ord".
I 2015 blev byen Christiansfeld af Unesco udnævnt til den fornemme værdighed af "verdensarv". Byen er bygget af den tysk-pietistiske vækkelsesretning, Brødremenigheden, der i 1773 fik lov at opføre en by i Danmark. Tilladelsen kom fra kong Christian den Syvende, og byen tog navn efter ham. Det er én af de første danske byer, der er opført efter en bestemt plan – og den eneste, der er opført efter en kristen grundplan. I Christiansfeld er kirken og kirkepladsen med byens brønd byens centrum. På symbolsk vis er der hermed sagt, at vand, Livets Vand, ledes fra kirken ud i alle byens hjem.
I en kultur, hvor sekulariseringen breder sig, er det glædeligt, at Christiansfeld har kunnet opnå denne fornemme status. Gid der også i mange andre sammenhænge måtte blive opmærksomhed omkring den rige arv, som Danmark – som et kristent land – er bygget op på. Og måtte Livets Vand flyde klart og læskende fra flere danske kirker ud i flere danske hjem.
Kurt E. Larsen er professor ved Menighedsfakultetet i Aarhus.
