"Min tro er en drivkraft i programmerne, men jeg er ikke missionerende" forklarer Christoffer Emil Bruun, der er vært på programmet Tidsånd på P1
"Det er en klar ambition for vores program at styrke talen om tro og historie i det offentlige rum, for det er en stærk nødvendighed i vores tid. Der er ikke mange store medier ud over Kristelig Dagblad, der aktivt diskuterer troen på troens præmisser."
Det forklarer Christoffer Emil Bruun, der er vært på P1's program "Tidsånd". Han har lige været i æteren med endnu et program, og lidt senere viser han rundt på P1's redaktion i DR-byen. Christoffer var første gang i vælten som vært i programmet den 4. januar.
"Programmet handler om historie og tro, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Vort hovedfokus er kristendommen, men der er også rum til at tale tro i en bredere forstand, hvor vi inddrager andre religioner," siger programværten.
Han mener, at der er i dag er et stort behov for et program som "Tidsånd".
"Jeg er overordnet set stor tilhænger af vores demokratiske samfund, men vi har brug for at se, at der er mere end stat og marked. Der er et stort og dybt kulturliv, og dér spiller kirken en utrolig vigtig rolle, for den er den dybeste og tungeste kulturbærer, vi har.
Som samfund skal vi værne om den, fordi der er en stærk tendens til, at man gør det modsatte. Man vil have al tro og religion ud af det offentlige rum," påpeger Christoffer.
Kirke og tro har ifølge programværten et væsentligt budskab at bidrage med og kommer med et eksempel.
"Vi har opbygget en præstationskultur, hvor mennesker bliver målt og vejet på deres præstation. Det er taget til i min levetid gennem skolereformer, i arbejdslivet og på andre områder i samfundet. Det har skabt et præstationspres, som giver sig udslag i en stor stressbølge. Ind i det er der brug for et trosmiljø, som ser det fra en radikal anden vinkel, som entydigt tager præstationen væk fra individet," forklarer han.
"Trosmiljøet kan byde ind med budskabet om frigørelse, som betyder, at præstationen bliver løftet væk fra et menneskes skuldre.
Mange er uenige med mig. De betragter det, som trosmiljøet kan bidrage med som en tvang, der bliver lagt ned over mennesker. Jeg ser det anderledes, for det er supervigtigt, at vi bliver ved med at reflektere over, hvordan vi forvalter kirke og tro i vores liv. Hvis vi ikke interesserer os nok for det og ikke værner om det, så overlader vi for meget til staten og markedet."
I programmet Tidsånd forsøger redaktionsgruppen at skabe et rum, hvori man kan drøfte troens rolle og betydning.
"Jeg forsøger at stille kritiske spørgsmål til troen på troens præmisser, det giver den mest reflekterede samtale om tro. Hvis udgangspunktet for hver udsendelse er, at Jesu genopstandelse er en skrøne, så når man ikke langt. Nogle af dem jeg har været på kant med, er religionssociologer, som forsker hele deres liv i noget, som de synes, er forfærdeligt. Det betragter jeg som en kedelig og livsfornægtende tilgang," understreger Christoffer.
Han mener, at det er en forudsætning for et program omkring tro, at værten selv tror på det han laver. "Jeg er et troende menneske, derfor mener jeg godt, at jeg kan behandle emner om tro og kirke på en nøgtern og kritisk måde. Jeg oplever faktisk, at det giver en bedre samtale," fortæller værten.
"Min tro er en drivkraft i udformningen af programmerne, men jeg gør det uden at være missionerende."
Som barn kom Christoffer meget i kirke, fordi hans mor var kirkesanger. Som ung blev hans tro inspireret af den kristne russiske forfatter Dostojevskij, men det var først i forbindelse med hans børns dåb, at han for alvor blev optaget af troens univers.
"Vi havde en god samtale med præsten, som var meget økumenisk orienteret. Det satte noget i gang i mig, og lige siden har tro og religion optaget mig mere og mere," forklarer Christoffer.
"Med inspiration fra den ortodokse kirke er jeg optaget af det mystiske i kristendommen, som for eksempel at Jomfru Maria bliver befrugtet med Helligånden, eller at Jesu genopstår. Jeg har altid undret mig over, at de kulturkristne i mit netværk oplever det mystiske som noget halvfarligt. For mig er sådan noget som nadveren højdepunktet, fordi det giver mig en følelse af, at jeg får Jesu legeme og blod.
"Højmessen er en del af mit kirkelige liv. I løbet af en weekend ser jeg på min mobil, hvem der er prædikant i min lokale kirke i Søllerød. Hvis det er den prædikant, jeg holder af, siger jeg til min familie, at jeg smutter i kirke. Jeg spørger, om der er nogen, som vil med. Det er der næsten aldrig," smiler Christoffer.
Han har et morgenritual, hvori han beder en bøn til Jomfru Maria.
"De dage, jeg ikke når det, så er det tit, at jeg om eftermiddagen bliver forvirret og mister overblikket. Mit morgenritual er med til, at jeg har jordforbindelse og kan bevare roen og overblikket," siger Christoffer.
"Min tro og kirkegang gør, at jeg føler mig mere modstandsdygtig overfor krav og præstation. Hvis jeg begår en fejl, så er alt ikke kaos. Tværtimod, man har lov til at begå en fejl, og man kan gøre det med ro i sindet, fordi der er noget større, som samler mig op."
