Romanen rummer sand spænding med etiske dilemmaer - indremission.dk
Indre Missions Tidende

06.07.2014

Romanen rummer sand spænding med etiske dilemmaer

I spændingsromanen "Tæl på fingrene" bliver en journalist omdrejningspunktet i en makaber sag




Grensaksen kan andet end at klippe buksbom og smukke, sarte roser. Det viser forfatter Jørgen Hedager Nielsen i sin første spændingsroman, der netop er kommet på gaden. Tiden går hurtigt, når du læser "Tæl på fingrene", og snart er du dus med Svend og Lisbeth og resten af figurerne i bogen samtidig med, at du overvejer, om nogen person ved sine fulde fem tør stole på Sundhedsstyrelsen; du er i gang med at diskutere ret og rimelighed i abort og etik, mens du hele tiden prøver at tænke dig frem til den skyldige.

    Samtidig efterlader bogen spørgsmålet om, hvor langt læseren vil gå, når virkeligheden klipper de ellers velovervejede og faste overbevisninger væk bid for bid. Og det er faktisk forfatterens mening - via en klassisk spændingsroman at spørge: Hvor langt går du selv, når du er presset? Hvor ligger grænsen mellem selvtægt og retfærdigt korstog - hvor den etiske måde at handle på ville være forkert i andre situationer?

    "Krimigenren er eminent til at behandle etiske emner, og derfor bruger jeg den. Målgruppen for Tæl på fingrene er ikke præcis skåret til, men jeg håber da, mange vil læse den," siger Jørgen Hedager Nielsen, der stiller op til interview på en varm fredag den 13.

Afprøver egne evner

Forbrydelse, tvang og et tvist af kærlige følelser. Bogen har lidt af hvert, og plottet tager afsæt i den danske abortlovgivning. Som læser er man både underholdt og udfordret - ikke omklamret og fastlåst i en bestemt holdning.

    "Jeg har skrevet en bog, jeg godt selv kan lide at læse, og som, jeg tror, kunne foregå i virkeligheden, selv om den er fiktion. For mig har det været vigtigt, at personerne i bogen udvikler sig. Min ambition er, at udviklingen skal være troværdig, selv om det f.eks. må være svært at ændre syn på gerninger, man igennem et helt liv har udført med god samvittighed - gerninger man nu bliver overbevist om slet ikke holder rent etisk. Så man må lave en etisk kovending."

Krimier inspirerer

Til hverdag er Jørgen Hedager Nielsen en ganske gemytlig og vidende person med bl.a. 16 års erfaring som forlagsredaktør i Lohse og de seneste 11 år journalist på Indre Missions Tidende. Han har skrevet en del, undervist og talt i utallige missionshuse. Derhjemme kan han godt gribe grensaksen og klippe hist og pist i haven, men allerhelst vil han læse krimier og se film, når han da ikke læser opbyggelig litteratur eller laver noter til et nyt projekt. For ham er en krimi ren afslapning, og de bedste bøger er bøger, man ærgrer sig over ikke har flere sider. Især er han fan af John Grisham, fordi han skriver "lige ud ad vejen".

    "Det er et ideal at formulere sig, så alle kan læse med," mener han. Samtidig er Grisham nøgtern, og det kan Jørgen Hedager Nielsen vældig godt lide.

Arkivmappe fyldt op

En amerikansk roman gav i 1996 den første ide, og siden har han samlet stof og senere lavet skitser af personer og begivenheder. Netop et nøgternt udgangspunkt kendetegner forfatterens måde at gå til stoffet på. Det er ikke magisk - men faktuelt. Og skriveprocessen handler om at komme ind i et godt flow, så man arbejder sig frem side for side. Gennemskrivning for gennemskrivning.

    "Jeg vil have en viden at skrive ud fra - fakta og etiske problemstillinger," siger Jørgen.

    Han vil ikke skrive noget, hvor man faktuelt kan komme efter ham. Det skal være holdbart. For eksempel har han pænt styr på personernes alder og logistik, og han har researchet grundigt i nøglepersonernes arbejdsliv, og de centrale dokumenter i bogen findes i virkeligheden.

Fløj en tur efter ideen

På et tidspunkt gik forfatteren i stå - ikke fordi inspirationen manglede, men fordi han manglede en troværdig måde at få sagt nogle ting på. Konkret løste han det med at lade hovedpersonen tage en tur til Gran Canaria, hvor Jørgen også selv har været. Nogle gange skal man flyve ud for at komme hjem med det ønskede - uden at det bliver en lappeløsning i handlingen, så læseren bliver forvirret. Genren er fiktion, og der er målet, at læseren danner billeder af personer, detaljer og begivenheder - og selv når frem til konklusionerne.

    "Jeg synes, det var sjovt at opfinde personerne og et unikt univers for derefter at samle det hele med handlinger af forskellig slags. Hvordan figurerne udviklede sig undervejs til levende personer, kom lidt bag på mig. De fik på en måde deres eget liv. Jeg viser noget, men konkluderer ikke for læseren."

De manges kritik

Den store indsamling af materiale har taget tid, men været nødvendig for at skabe såvel spændingskurver som detaljer, der får læseren til at prøve at regne sig frem til en gerningsmand. Forfatteren arbejder kontinuerligt og normalt bedst med en kort deadline.

    "Jeg har haft flere fagpersoner til at læse med, hvilket har været en nødvendig hjælp, selv om det ikke altid er så let at få rettet i det skrevne. Men jeg har jo tidligere øvet mig i at rette andres tekster, og nu har jeg så taget min egen medicin! Men det er da ikke nemt - heller ikke at have meget mere materiale, som jeg kunne tænke mig at have brugt," smiler han.

Hjerteblod

Således ved han nu, hvor svært det er at have mere viden og flere ideer, end bogen kan rumme. Nu kan han i hvert fald bedre forstå det. Efter år som forlagsredaktør har han ellers ofte givet tilbagemeldinger på manuskripter, så forfatterne selv burde kunne se, hvordan de kunne forbedre dem. Men det var de andres.

    Det med selv at skulle tage gode afsnit ud og undlade specifikke ellers gennemtænkte formuleringer er ikke helt så let, når man selv har skrevet guldkornene. Det må forfatteren sande. Omvendt er han fra sin hverdag på Indre Missions Tidende vant til, at en kollega læser med og kommer med feedback.

Myndigheders pligt halter

"Tæl på fingrene" er også et indlæg i den danske sundhedsdebat - ikke mindst Sundhedsstyrelsen bliver taget kærligt under behandling - og medierne ditto.

    "Et hovedtema i bogen er myndighedernes pligt til at oplyse og svare borgerne, og det gør Sundhedsstyrelsen ikke godt nok i det tema, jeg har taget op. At en officiel rapport nu også udtaler sig kritisk, ganske vist om andre områder, er kun et plus for mig. Desuden er jeg optaget af mediernes manglende vilje til at skrive om visse spørgsmål, selv om der er dokumentation for den gode og meget vedkommende historie. Medierne viger tilbage for etiske emner, de vurderer som politisk ukorrekte - også selv om det er væsentligt for mange mennesker," understreger Jørgen Hedager Nielsen.

Den næste bog

På spørgsmålet, om der kommer en fortsættelse af "Tæl på fingrene", svarer krimielskeren: "Ikke med Svend som hovedperson, men jeg har ikke skrevet de sidste sider i denne genre. Jeg har lyst til at skrive mere. "

    Lige nu skriver Jørgen på en faglitterær bog om Jesu genkomst og er meget optaget af den. Udgangspunktet er en meter bøger plus masser af sider på internettet, og den bog er hans forberedelse til den næste spændingsroman. Fordybelsen er vigtig, synes han.

    "Jeg er ikke teolog men journalist, så jeg opbygger en faglig basis. Jeg har bestemt lyst til at skrive en spændingsroman om de sidste tider, for det tema er ikke meget fremme i forhold til, hvad det fylder i Bibelen - og måske er Jesu genkomst nært forestående."

    Indtil videre får "Tæl på fingrene" sit eget liv. Med grensaks, tatoveringer, gynækologer, forældre og sundhedspersonale. Det er godt, spændingsromanen ikke blev en abort. Bogen bevæger holdninger - og liv.

Spændingsroman

Tæl på fingrene
Jørgen Hedager Nielsen
Fokal, Forlagsgruppen Lohse 2014
www.fokal.dk
224 sider – 249,95 kr.
E-bog – 149,95 kr.



Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter