Stor ulighed i levealder - indremission.dk
Indre Missions Tidende

25.08.2017

Stor ulighed i levealder

Vi har et ansvar for at hjælpe dem, der har det sværest, påpeger Christian Bjerre, der er generalsekretær i Blå Kors




Socialt udsatte dør gennemsnitligt 17-19 år tidligere end den øvrige del af befolkningen. Det viser en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed. Den gennemsnitlige levealder i Danmark er 78 og 82 år for henholdsvis mænd og kvinder, mens levealderen for socialt udsatte er 59 og 65 år. I rapporten defineres socialt udsatte som brugere af herberger, væresteder, varmestuer og lignende sociale tilbud.

    "Så stor bør uligheden ikke være i Danmark," mener Christian Bjerre, der er generalsekretær i Blå Kors Danmark. Han konstaterer, at ethvert menneske har et ansvar for sit eget liv. "Men vi har som samfund også et ansvar for at hjælpe dem, der har det sværest, og som har brug for ekstra støtte," understreger han.

    Rapporten viser, at alkoholmisbrug er en af de væsentligste årsager til den store ulighed i levealder mellem socialt udsatte og resten af befolkningen. Christian Bjerre peger på, at der er brug for øget hjælp til alkoholmisbrugere.

    "Vi ser desværre, at der er en tendens til, at kommunerne giver op overfor især de ældre alkoholmisbrugere. Det er en meget skidt udvikling," siger generalsekretæren. "Det er vigtigt, at kommunen tilbyder behandling med det samme, når alkoholmisbrugeren er motiveret. Motivationen kan hurtigt forsvinde igen. Der er nødt til at være fokus på at hjælpe misbrugeren med at mindske forbruget og helst komme helt ud af misbruget."


Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter