Tilbageblik på året der gik - indremission.dk
Indre Missions Tidende

06.01.2017

Tilbageblik på året der gik

Spørgsmålet om religionens plads i samfundet fyldte meget i 2016




Året 2016 blev ikke som andre år meget præget af nogle indre-kirkelige debatter. Til gengæld kom spørgsmålet om religionens plads i samfundet som helhed til at fylde en stor plads, og på nogle punkter er der sket usædvanlige ting.

 

Mange voksne muslimer bliver døbt

Til en række kirker har der været en usædvanlig stor tilstrømning af folk, der vil døbes. De kommer oftest fra Iran, men også fra Afghanistan og andre steder, og de har som regel muslimsk baggrund. De har måske i Danmark hørt evangeliet for første gang. Eller måske har de hørt det undervejs på flugten eller allerede i hjemlandet, hvor der bare ikke var mulighed for at blive døbt. Det er der her, hvor de nu er havnet. I sognekirker, missionshuse og frikirker går flygtninge og indvandrere til dåbsundervisning og bliver døbt og slutter sig til menighederne.

    I april blev det oplyst fra Folkekirkens Asylsamarbejde, at 100 iranere var blevet døbt de seneste måneder, og at 250-300 var i gang med et undervisningsforløb frem mod dåben. Sognepræst Niels Nymann Eriksen på Vesterbro døbte i påsken to nigerianere, en marokkaner og ni iranere. I Nørrelandskirken i Holstebro er 49 voksne flygtninge blevet døbt på halvandet år.

    Ifølge sognepræst Carsten Ørum Jørgensen i Nørrelandskirken har arbejdet med flygtninge betydet en fornyelse, både af hans egen tro og i menigheden. Gudstjenesten præges af de nye, idet prædikenen oversættes til farsi. De danske medlemmer af menigheden får nye venner og gæster fra en anden kultur, og mange giver en hånd med i det praktiske arbejde, der følger med.

    Opgaven med at tage imod flygtninge og migranter har været en stor opmuntring og trosstyrkelse for mange menigheder og kristne fællesskaber. Det har også været et hårdt arbejde, der kræver mere end bare ord. Venlighed og hjælpsomhed, sproglig tålmodighed og kulturel tilpasning må også til. Men frugten er god: Mange mennesker kommer til tro og bliver døbt og lovpriser Jesus som Guds søn og verdens frelser.

Asylansøgeres ønske om dåb
I starten af året anmodede kirkeminister Bertel Haarder præsterne om at vise tilbageholdenhed med at udføre dåbshandlinger, indtil de pågældende personers sager vedrørende asyl og opholdstilladelse var afgjort. Derved ville man fjerne mistanken om, at asylansøgere lader sig døbe med den bagtanke at få hurtigere asyl.

    Anmodningen blev afvist af biskopperne med henvisning til, at dåben er en åndelig sag, der ikke kan gøres afhængig af politiske forhold. Hvis en asylansøger kommer med et oprigtigt ønske om kristen dåb, må vedkommende ikke afvises. Af biskoppernes skriftlige vejledning om dåb fremgår det også, at en asylansøger, der afventer behandling af sin sag, har ret til at blive døbt. Biskopperne lægger desuden vægt på, at voksne, der kommer fra en anden kultur og religiøs baggrund, men nu ønsker at blive døbt, skal gennemgå et længerevarende og grundigt oplæringsforløb forud for dåben.

    Det var en god udmelding fra biskoppernes side. Vi har undertiden i Indre Mission været meget uenige med biskopperne, f.eks. med hensyn til vielse af to af samme køn. Men i sagen om dåb af flygtninge er der grund til at glæde sig over, at biskopperne trådte myndigt frem som åndelige hyrder til værn for mennesker, der ønsker at blive døbt.

    I f.eks. Haderslev og Fredericia er mange blevet døbt, og det er ikke mindst missionspræster, der har stået for at gennemføre dåbsforløbene. Det førte i årets løb til et opstød fra en grundtvigsk præst, Birgitte Møldrup, der selv er asylpræst i Haderslev Stift og gennem årene har været aktiv i arbejdet for flygtninge. Hun klagede over, at de nydøbte blev knyttet til præster og menigheder på kirkens højrefløj, hvad hun fandt ensidigt.

    Man undres lidt: Når nu opgaven er så stor, og kræfterne så begrænsede, hvorfor så ikke glæde sig over dem, der faktisk gør noget? Mulighederne ligger jo lige for, så alle præster – også grundtvigske og bredt folkekirkelige – bare kan gå i gang. Man kommer til at tænke på manden, der delte menneskeheden op i to halvdele: Dem, der gør noget. Og dem, der kommer bagefter og kritiserer!

Folkekirkens Asylsamarbejde
I 2015 dannedes Folkekirkens Asylsamarbejde under Folkekirkens Mellemkirkelige Råd med økonomisk støtte fra Folkekirkens Fællesfond og Trygfonden. I 2015 var der en rekordstor flygtningestrøm til landet, og trods grænsekontrol og andre politiske tiltag kommer der stadig mange asylansøgere hertil. Så der er meget at se til for kirkelige kredse på asylområdet.

    Mange af asylansøgerne er kristne i forvejen, og et stigende antal asylansøgere med en anden religiøs baggrund ønsker altså nu at blive døbt i folkekirken. Folkekirkens Asylsamarbejde indsamler viden om og erfaringer fra arbejdet med flygtninge og asylansøgere og bistår menigheder med rådgivning.

    Folkekirkens stifter, der efter oprettelsen af stiftsråd har fået penge til rådighed til aktiviteter, har også sat mange ting i gang. I flere stifter er der udnævnt særlige asylpræster, der bruger en del af deres tid på at være præster for asylansøgere og besøge asylcentre. Sognepræst Kasper Høyer fra Landet Kirke på Lolland sørger f.eks. for at stille søndagens bibeltekster til rådighed på engelsk, farsi og arabisk. Via disse sprog når man en stor del af dem, der gerne vil kunne høre bibelteksten på deres eget modersmål.

    Et netværk af ressourcepræster står til rådighed med vejledning og støtte ude i de enkelte stifter. Disse ressourcepræster mødes regelmæssigt i et landsdækkende netværk for at udveksle erfaringer og drøfte generelle problemstillinger i det daglige arbejde med asylansøgere og konvertitter.

    Biskop Henrik Stubkjær har kontaktet borgmestrene i stiftet med henblik på praktisk samarbejde mellem kirken og kommunerne i Viborg Stift. Kirken har jo et netværk overalt og dermed et stort potentiale til at kunne give flygtninge venskabsfamilier og hjælpe dem ind i et stykke frivilligt arbejde.

Flere kristne end muslimer kommer til Danmark
Mange tror vist, at flygtninge og indvandrere til Danmark nærmest alle er muslimer, men nye tal viser, at der nu er flest kristne blandt de nytilkomne: 41 procent kristne mod 39 procent muslimer. Og nogle af muslimerne bliver altså kristne her.

    Der findes nu over 700.000 personer i gruppen af indvandrere, flygtninge og efterkommere i landet. Gruppen udgør 12 procent af Danmarks befolkning. Beregninger viser, at der heraf er 270.000 muslimer og 42.000 buddhister og hinduer. Men det er muslimerne, der fylder i medierne, og det har ikke mindst været tilfældet i år.


Imamerne bag sløret

Årets store religiøse begivenhed skyldtes TV 2. Stationen havde ladet en person virke undercover i nogle muslimske miljøer i Aarhus, og via skjulte optagelser fik de afsløret, at visse imamer oplærer i holdninger, der ligger meget langt fra danske værdier og opfordrer til omgåelse af dansk lovgivning.

    Efter udsendelserne var der en påfaldende stor gruppe, der var vrede på – TV 2! Det er helt bagvendt. Man vil vel heller aldrig skælde en fodgænger ud for at have været til stede på det fortov, hvor en gal hund vil til at bide? I forbindelse med debatten om "imamerne bag sløret" var der også danske debattører, der søgte at forsvare muslimer ved at henvise til, at der også blandt danske kristne findes fundamentalister, som f.eks. Indre Mission.

    Gymnasielærer Kurt West Rønne skrev i et debatindlæg i Politiken, at han selv som en del af Indre Mission opdrager sine egne børn i den kristne tro og i Bibelens kristne moralnormer. Men han påpegede den afgørende forskel, at det i Indre Mission sker i frihed: "Jeg har aldrig hørt nogen prædiken i Indre Mission, der kræver, at vi laver psykiske, fysiske eller sociale sanktioner mod vore børn, hvis de ikke følger vores strenge tro."

Imam-love
I den politiske verden har det store flertal af politikere ikke kunnet leve med disse parallelsamfund, der bliver bygget op. Der blev sat fokus på økonomiske tilskud, som visse yderligtgående miljøer har modtaget. Og afsløringerne førte til en række såkaldte "imam-love". Politikerne ville dæmme op for religiøs ekstremisme og den form for religiøs oplæring, hvor der reelt er tale om landsskadelig og samfundsundergravende arbejde. Resultatet er blevet en række love, der rammer religiøs udfoldelse mere bredt. Tanken er at begrænse frihedsrettigheder for at modarbejde dem, der vil bruge friheden til at undergrave samme rettigheder.

    Det vil nu være forbudt – og give fængselsstraf – hvis en præst går ind for fysisk afstraffelse af børn og vel at mærke fremfører det som et led i en religiøs forkyndelse og oplæring. Man må altså godt give udtryk for en mening over hækken, i en skoleklasse og endog fra folketingets talerstol, mens man kan blive straffet for at sige det samme, hvis det sker som et led i en religiøs opdragelse. "Imamerne bag sløret" har således medført, at man nu betragter religion som noget særligt farligt. Det er ikke rimeligt over for kristne frikirker og over for alle de fredelige buddhister og muslimer. Og de ekstreme muslimske miljøer vil sikkert finde en vej til at gå deres egne vilde veje fortsat.


Forbud mod omskæring af drenge

Efter det forfærdelige terrorangreb på Krudttønden og den jødiske synagoge i København i 2015 er det stadig sådan, at politiet er massivt til stede ved jødiske institutioner i København. Men jøderne er ikke kun truet fra terroristers side. Der har lydt stærke røster i år om at forbyde omskæring af drenge i det danske samfund. Talrige læger er på banen for at kræve, at man ikke må skære i uskyldige drenge. Deres argumenter går på, at omskærelse må vente, til de pågældende selv som voksne kan give tilladelse til det. Og videre: Da kvindelig omskæring er forbudt, vil det være diskriminering at tillade det ved drenge.

    Der er lande, hvor man traditionelt omskærer mange drengebørn af hygiejniske grunde (USA), og i jødedom og islam er det et led i en religiøs tradition. Som bekendt blev Abraham omskåret som tegn på sin pagt med Gud, og siden er alle jødiske drenge blevet omskåret.

    At tro at man kan få jøder og muslimer til at ændre en skik, bare fordi nogle danske læger kræver det, virker helt uvirkeligt. Foreløbigt er det blevet et krav, at omskæring skal ske offentligt og ved en læge.

    Kommer det nogensinde til et generelt forbud mod omskæring af drenge i Danmark, må følgen være, at man enten tager til udlandet for at få den religiøse ceremoni udført, eller også gør man det umuligt at være jøde i Danmark. I over 300 år har jøder ydet store bidrag til det danske samfund, kulturelt, politisk, erhvervsmæssigt og kunstnerisk. Det samme gør talrige muslimer også nu.

    "Juden Raus" (jøderne ud), sagde nazisterne i sin tid. Man hører ekkoet i det fjerne, hver gang kravet om forbud mod omskæring lyder.


Igen en ny kirkeminister

Igen i år kom der en ny kirkeminister. Mette Bock fra Liberal Alliance blev ny kirke- og kulturminister. I hende får kirken en minister, der er dybt fortrolig med kirke og kristendom og det almindelige menighedsliv i et sogn. Det lover i udgangspunktet godt. Dejligt, når en kirkens minister tør tale om, at kristendom er noget helt selvfølgeligt for hende.

    Mette Bock luftede straks ved sin tiltræden et liberalt forslag om at flytte på statens (lille) økonomiske tilskud til folkekirken, så dette ikke mere skulle bruges til præsteløn, men derimod til andre opgaver, som f.eks. kirkerestaureringer.

    Forslaget er ikke nyt, men har cirkuleret i politiske og kirkelige kredse i årtier. Den omlægning ville ikke ændre noget på folkekirkens økonomiske bundlinje, men i forhold til ateister og katolikker m.fl. ville det være en fordel. Det ville give anledning til mindre kritik af selve folkekirkeordningen, da det for disse grupper er lidt mindre mærkeligt, at de via statsskatten fremover kun skal bidrage lidt til f.eks. restaurering af kulturarv som Roskilde Domkirke med dens kongegrave. Det kan ingen danskere vel have indvendinger mod.

    Nogle er modstandere af Mette Bocks forslag. De ser dystre perspektiver i det, idet de finder det principielt rigtigt og vigtigt, at staten lever op til sin grundlovsbestemte støtte til folkekirken ved netop at være med til at betale præsternes løn. Andre frygter også, at en økonomisk omlægning gradvist vil betyde, at statstilskuddet vil blive beskåret, så vedligeholdelsen af kirkebygningerne ikke i længden vil kunne forblive på det nuværende høje niveau. Om Mette Bock ender med at fremsætte et egentligt lovforslag herom, og om det kan gennemføres politisk, må tiden vise. Det indgår ikke i regeringsgrundlaget, at der skal ske en sådan ændring.


Ateisme og udmeldelseskampagne

Danmark har i år oplevet en flugt fra folkekirken i et større omfang end ellers. Det har hidtil været sådan, at vore nabolande Tyskland og Sverige har oplevet massive udmeldelser af kirkesamfundene, mens vi hidtil er blevet sparet for det.

    Men Ateistisk Samfund har i år haft noget held med deres kampagner for udmeldelse. De har på busser og via internettet kørt en kampagne om, hvor nemt det er at melde sig ud af folkekirken, og om hvordan kirken bruger borgernes penge. Der er etableret hjemmesider, der yder den "service" at hjælpe folk til meget enkelt at foretage udmeldelse af folkekirken. Men er det sikkert nok, at man melder sig ud af folkekirken ved at klikke ind på en hjemmeside? Reglen må fortsat være, at man enten møder personligt op hos præsten eller på kirkekontoret, eller sender en personlig besked fra sin personlige mailkonto med oplysninger om fødsels- og dåbssted m.m. Så kan udmeldelsen registreres officielt i kirkebogen, så der ikke sker misbrug. Udmeldelse skal der være frihed til, men det skal overvejes grundigt, og frem for alt skal det ske på en betryggende og lovformelig måde, hvis det skal ske.

    Tallene for udmeldelser var usædvanlig store i de første kvartaler af året, men det forlyder allerede, at en del har meldt sig ind igen. Så i 2016 har vi både oplevet, at flere end ellers har meldt sig ud af folkekirken, fordi de ikke værdsætter deres dåb og kristne tro, og at flere end ellers har ladet sig døbe som voksne ind i kirken. Den første gruppe vil spare lidt penge i kirkeskat. Den anden gruppe er villig til at betale en høj personlig pris i deres familie og omgangskreds for deres tilvalg af dåb og kristentro. De har valgt at følge sandheden.


Koranvers i domkirken

Danmission har udpeget Saliha Fetteh, der som 18-årig konverterede til islam, som "ambassadør" for Danmission og dens arbejde i såvel Danmark, som Asien, Afrika og Mellemøsten. Det gamle hæderkronede missionsselskab, som før sammenslutningen med Dansk Santalmission hed DMS, og som mange af IM's venner gennem årene har støttet, har tilsyneladende givet køb på noget helt grundlæggende i sin selvforståelse.

    I Københavns Domkirke lod den grænsesøgende domprovst Anders Gadegaard muslimske talsmænd få ordet. Ved en mindehøjtidelighed blev der læst kristendomskritiske koranvers op. Redaktør Bent Falbert gav ham tørt på i Ekstra Bladet: "Den flinke og gæstfrie domprovst signalerer med sine multireligiøse forestillinger, at den ene religion kan være lige så god som den anden … Mens muslimernes blodige lovreligion hyldes i Danmarks fineste domkirke, vælter medlemmerne ud af folkekirken. Holdningsløse typer som domprovst Gadegaard holder døren vidt åben."

Kirken er et Guds hus
Der er en balancegang at gå i forhold til andre religioner. På den ene side er det godt at forsvare vores mindretal. Det er flertallets pligt som kristne og som borgere. Sådan skete det heldigvis under den tyske besættelse over for det lille jødiske mindretal, der var så gode danske borgere som nogen.

    Det er tilsvarende også en kristen pligt at forsvare jævne, moderate danske muslimers ret til at være her og til at praktisere deres tro.

    Men på den anden side er kirken et Guds hus, indviet til brug for den kristne menighed. Kirkebygningen er hverken en moské eller en synagoge. Det hjælper hverken de andre religioners tilhængere eller os selv at blande tingene sammen. Præster og biskopper må se det som en primær opgave at forkynde Jesus Kristus som vejen, sandheden og livet. I præsteløftet har enhver præst ligefrem lovet at "bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse."


Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter