Vejen lå foran mig - indremission.dk
Indre Missions Tidende

20.01.2017

Vejen lå foran mig

Petra Simonsen har skrevet sin troshistorie om en ung vestjysk piges troskamp. Hun blev siden bondekone og mor til ni




Den lå lige foran mig, så jeg kunne jeg vel finde ud af at gribe den. Sådan beskriver Petra Simonsen den røde tråd, der går gennem hendes liv.

    "Gennem mit liv har jeg gået på en vej, hvor tingene var lagt til rette for mig, og hvor jeg har fået det givet af Gud, som jeg havde brug for," fortæller hun over en kop kaffe en formiddag i Billum i Vestjylland.

    Petra beskriver sig selv som en glad, temperamentsfuld bondekone, som snakker meget, og som har en stor glæde ved at skrive. Cirka hver 14. dag skrev hun til sin søster, som var missionær i Indien i 33 år. For nogle år siden skrev Petra sin troshistorie.

    "Udviklingen går så hurtigt, at jeg vil fortælle om mit liv og min tro, så det ikke bliver glemt. Jeg vil ikke sætte mine børn i den situation, som jeg selv stod i, da jeg mistede min mor, der døde som 61-årig. Der var så meget, jeg gerne ville have talt med hende om," forklarer Petra.

Min fars bøn

Petra kom til verden for 84 år siden på en gård i Billum. Hun voksede op i et hjem, hvor kristentroen var det bærende.

    "Mine forældre troede på Gud og frelsen i Jesus Kristus. De bar os børn til dåben og lærte os som en naturlig ting at bede til Gud og tro på hans omsorg og hjælp i alle ting," fortæller Petra.

    "Min mor og far blev aldrig velhavende. Først måtte de igennem landbrugskrisen i 1930’erne. Så kom krigen og de tørre somre i 1940’erne, hvor de fik en meget dårlig avl i flere år.

    Et år oplevede min far, at han ikke kunne få kornet til at slå til indtil næste høst. Han vidste ikke sine levende råd, så han bad til Gud om hjælp. Da han bagefter kom op på loftet, hvor tærskemaskinen stod, fandt han en sæk korn, som han ikke vidste af eller havde set før. Det blev for ham et direkte svar på bøn.

    Jeg har også som barn set min mor på knæ i bøn i soveværelset. Når jeg så det, listede jeg lige så stille ud igen. Hun skulle ikke forstyrres."

Jeg ville så gerne tro

Petra var glad for at gå i søndagsskole. Allerede som 12-årig begyndte hun at tumle med, at hun måtte tage stilling til, om hun ville tro på Jesus.

    "Vi var tit med til møderne i missionshuset, og forkyndelsen gjorde én ting ved mig. Jeg vidste, at hvis jeg ikke blev omvendt, ville jeg gå fortabt. Jeg tænkte meget over, hvordan jeg skulle blive omvendt, og hvad det valg ville indebære.

    Jeg fulgtes nogle gange med min storesøster til ungdomsmøde og husker engang, vi var med til de unges missionsuge i Janderup, hvor der bagefter var eftermøde og kaffe i et hjem. Her blev der sunget og aflagt vidnesbyrd om, hvor godt det var at følge Jesus. Til sidst var der bedemøde, hvor alle bøjede deres knæ, og nogle holdt bøn. Det gjorde et vældigt indtryk på mig," fortæller Petra.

    "Da jeg blev 15 år, tumlede jeg meget med mine åndelige problemer. Jeg ville så gerne komme til personlig tro, men så opdagede jeg, at det kunne jeg ikke klare selv. Jeg læste hver aften et kapitel i Det Nye Testamente, og jeg bad meget, men lige lidt hjalp det.

    Det var umuligt at snakke med nogen om det, og somme tider var jeg helt fortvivlet."

Jeg kunne se det for mig

Hvert efterår blev der holdt missionsuge i Billum Missionshus. Der blev uddelt indbydelser til alle husstande, og bag på indbydelsen var der en sang, som blev sunget hver aften ved møderne. Et bestemt år lød omkvædet på sangen sådan: "Jesus dig kalder, hør Jesus dig kalder, han kalder dig nu."

    "Jeg var som de andre unge med til møderne, men forkyndelsen hjalp mig ikke. Jeg vidste det hele, men kunne ikke stille noget op med det, jeg hørte.

    En aften talte en sømandsmissionær om Jesu kærlighed til fortabte syndere, om hvordan han havde båret alle vore synder op på korsets træ, for at vi måtte blive fri. Han skildrede det på en måde, så jeg kunne se det hele for mig. Jeg blev så grebet af det, at jeg var færdig til at falde på knæ og takke og prise min himmelske far for hans kærlighed og nåde," forklarer Petra.

    "Da jeg kom hjem på mit værelse, gjorde jeg det af hele mit hjerte, og en forunderlig glæde og fred fyldte mig. Dagen efter var jeg fyldt af ordene: 'Jesus dig elsker, hør Jesus dig elsker, han elsker dig nu.' Og jeg måtte fortælle mine forældre, hvad der var sket, og de blev meget glade.

    De følgende dage var jeg ikke mig selv. Jeg var både glad, men jeg var også bekymret for, at det bare var et følelsesmæssigt flop, som ville forsvinde igen. Jeg syntes jo, at jeg stadig var den gamle Petra, selv om alt var nyt. Men Gud har været mig nådig, og han har lige siden holdt mig fast på mit ja.

    Jeg ved, at jeg er døbt til at høre ham til, og han er min frelser og min himmelske Far, som har omsorg for mig i alle ting."

Manden i mit liv

Petra deltog i ungdomsmøderne hver 14. dag i KFUK og KFUM i Billum og i de årlige vinterlejre, der blev arrangeret af Varde-Esbjerg-kredsens KFUK.

    "De to første år, jeg var med, var vi i Ansager Missionshus. Vi skulle have dyne, pude og et lagen med, og en stor sæk som blev fyldt med halm i præstegårdens lade. Det skulle gøre det ud for en madras, og så lå vi i lange rækker i den store sal og sov om natten.

    På vinterlejren hørte vi bibeltimer og foredrag. Nogle gange blev ordet bagefter givet frit, og mange kom til personlig tro," fortæller Petra, der kom ud at tjene som 16-årig, og i 1951 tog hun på Tommerup Højskole på Fyn.

    På det tidspunkt var hun blevet forlovet med Christen, som hun kendte fra det kristne ungdomsfællesskab i Billum. Petra var 20 år, da hun blev gift, og blev bondekone på en gammel slægtsgård i Billum.

    "Vi havde et godt ungdomsfællesskab, hvor vi også var med til håndbold og gymnastik. Vi fortsatte som en selvfølge i Indre Mission i Billum, og Christen blev ret hurtig medleder i søndagsskolen," fortæller hun.

Jeg var ved at køre træt

Ægteparret fik ni børn, så der var nok at se til for Petra. Derudover var hun engageret i lokalt foreningsarbejde, menighedsrådet og i den lokale kredsbestyrelse for Det Danske Missionsselskab.

    "Det interesserede mig meget, men det var travle år med alle børnene. Det kunne ske, at jeg var ved at køre træt. Jeg husker en søndag morgen, hvor vi havde været i stalden og havde haft travlt med at blive færdig, så Christen og børnene kunne komme af sted i søndagsskole.

    Jeg stod tilbage med rodet og de tre yngste børn. Jeg oplevede pludselig, at det blev for meget. Jeg blev både vred og ked af det, men så hørte jeg gudstjenesten i radioen, hvor præsten begyndte at tale til de fortravlede husmødre, at de også hørte ind under bibelordet fra Efeserbrevet 2,10. Her siges det, at vi skal vandre i de gerninger, som Gud forud har lagt tilrette for os. Det er ikke afhængigt af gerningens art, men af sindet som det bliver gjort med. Ordene ramte mig, og jeg kom til at se min hverdag i et andet lys," forklarer Petra.

    "Et år følte jeg, at jeg var tæt på at få stress, og jeg spurgte mig selv, hvad der egentlig var tilbage af mit trosliv. En dag sagde jeg til Gud: 'Min tro er som et halmstrå, herre, men jeg er nødt til at holde fast i det, og så må du hjælpe mig videre.' Og det gjorde han."

Knuden i brystet

Børnene flyttede efterhånden hjemmefra, og der blev mere stille på slægtsgården. Parret nød deres pensionisttilværelse med børnebørn og rejser. I marts 2002 blev glæden afløst af stor bekymring.

    "Jeg opdagede en knude i mit ene bryst, og efter en uge blev det konstateret, at det var kræft. Det var svært at skulle ringe til alle børnene og fortælle det," siger Petra.

    Mange bad for Petra og familien, som også havde andre svære ting tæt inde på livet omkring sygdom.

    "Jeg blev holdt oppe af medleven og forbøn," fortsætter hun og citerer et digt, der kom til at betyde meget for hende i den periode: "Foran mig er en vej, jeg ikke kender, en sti hvorom i dag jeg intet ved. Jeg aner ikke, hvad i morgen hænder, om dagen bringer kampe eller fred, men et jeg ved, mit liv er i Guds hænder, og Gud er evig kærlighed."

    Petra blev opereret. Derefter fik hun strålebehandling og har ikke fejlet noget siden. Året efter kunne hun fejre guldbryllup med sin elskede Christen.

Christens hilsen til børnene

På det tidspunkt var hans helbred begyndt at vakle.

    "Det var hårdt at se en stor og stærk mand blive fuldstændig nedbrudt. Jeg har aldrig grædt så meget som det sidste halve år, Christen levede.

    I perioder var han mere klar end andre. En aften sagde han til mig: 'Det er nåden, det kommer an på. Det skal du sige til børnene," fortæller Petra, som gennem sit liv har levet på sandheden i den sætning.

    "Det er Guds nåde, som har båret mig."

    I løbet af efteråret 2003 fik parret solgt gården, og de fandt et hus i selve Billum, hvor det var planen, de skulle bo, men så langt nåede Christen ikke. Juleaften sov Christen stille ind på Esbjerg Sygehus. Petra og en datter var ved hans side og læste juleevangeliet, bad en bøn og sang familiens julesalme: "Lovet være du, Jesus Krist" (DDS 108). Under ordene fra sidste vers trak Christen vejret for sidste gang: "Konning er du blandt konger bedst; ånders konge blev støvets gæst, fører os op fra skyggedal hjem til sin lyse kongesal."

    Få dage efter begravelsen flyttede Petra ind i huset, hvor hun har boet siden.

    "Det var en kolossal hjælp, at alle ting blev lagt til rette omkring salget af gården og købet af huset, inden Christen døde," siger hun og peger stolt på det billede, der blev taget af hele familien ved parrets guldbryllup.

De sidste kapitler

Efter mange gode år i parcelhuset går Petra med planer om at flytte i en mindre seniorvenlig lejlighed i byen. Livet har sat sine spor, så hun ikke længere orker at passe den store have. Bortset fra det er hun en frisk dame, som kører bil og har nok at se til med den store familie, der tæller ni børn, 23 børnebørn og fem oldebørn.

    "Jeg er taknemmelig for, at de alle er kommet godt i vej. Jeg beder for dem og forsøger at leve med i deres liv, så godt jeg kan," siger Petra, der efter at missionshuset i Billum blev solgt, er aktiv i Indre Mission i Janderup. Her har hun lige stået for et af oplæggene i Evangelisk Alliances Bedeuge.

    Petra er også med i en lille Danmission-kreds, og hun går rundt med bladet "Et ord med på vejen".

    Petra mener, at arbejdet med hendes livs- og troshistorie har været god for hendes hukommelse.

    "Årsagen til, at jeg stadig husker ret godt, er måske, at jeg har arbejdet så meget med min historie. Jeg oplever ikke, at der er nogen kapitler i mit liv, som er færdigbearbejdet. De står alle pivåbne, for der dukker hele tiden nye erindringer op," forklarer Petra, der ikke har sat det sidste punktum endnu.


Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Whistleblowerordning
Følg vores aktiviteter