Vejen til succes var lang og svær - indremission.dk
Indre Missions Tidende

06.05.2016

Vejen til succes var lang og svær

Den prisvindende australsk-amerikanske kristne popduo For King & Country gæster Aarhus den 1. juni




sikDet var jagten på den musikalske succes, der sendte den australske familie Smallbone over Stillehavet fra deres hjem i Sydney til det amerikanske musikmekka i Nashville, Tennessee. Faderen havde fået et job der i musikbranchen og forlod Australien med sin gravide kone og seks børn, for at finde lykken i USA. Familien brugte næsten alle deres penge på flybilletter, så da de lejede sig ind i et hus i Nashville, måtte de sove på gulvet, fortæller brødrene Luke og Joel Smallbone i et interview med The Tennessean. Familien hutlede sig igennem tilværelsen, og da faderen mistede sit job, så det for alvor skidt ud. De var i et nyt land uden penge, uden job og med det syvende barn på vej. De havde kun deres tro tilbage, og derfor søgte Smallbone-familien ind i bønnen for at overleve.

    "Jeg kan stadig huske det. Vi sad i vores møbelløse stue og bad i taknemmelighed over, at vi var sammen. Bagefter bad vi for alting – en bil, nogen til at dække hospitalsregningen og møbler. Vi bad om mirakler, og vi så dem ske," fortæller Joel, der er storebroren i bandet. Bønnen om bilen blev besvaret en Thanksgiving-aften, hvor en lokal kristen familie havde inviteret familien på besøg. I løbet af aftenen forærede de dem deres bil. Ifølge Joel har det sat sit præg på Smallbone-familien lige siden.

    "Vi har en energi og et drive som familie, der kan spores tilbage til præcis dén Thanksgiving og den tid, hvor vi kæmpede sammen for familien."

Bønnesvar

På trods af de fordele bilen bragte, kæmpede de sig fortsat gennem tilværelsen. Moderen og den ældste datter Rebecca begyndte at passe børn, mens drengene rev blade og slog græsplæner for håndører, der kunne supplere familiens økonomi.

    Selvom der ikke var meget, sendte Gud det, der manglede, husker brødrene. Da familiens syvende barn skulle fødes, betalte en ukendt person hospitalsregningen, mens naboer og folk fra lokalsamfundet efterlod indkøbsposer på dørtrinnet og checks i postkassen, når familien havde mest brug for dem. Den lokale kirke mødte også op med møbler og senge, så familien ikke længere skulle sove på gulvet.

Storesøster banede vejen

De to brødre stiftede bekendtskab med musikken, da deres storesøster, Rebecca St. James, fik en kontrakt hos et pladeselskab. Familien fik penge, købte en kassevogn og tog på turné.

    "Vi jokede med, at vores far havde behov for billig arbejdskraft, så hele familien var nødt til at tage afsted. Luke styrede lyset, jeg var scene manager, og en af vores andre brødre lavede video. Luke og jeg sang baggrundsvokalen, og alle hjalp alle med at stille det hele op og tage det ned igen. Det var vores læretid og indvielse i musikbranchen," fortæller Joel, der i en alder af 16 år blev kreativ producer i sin fars nystartede pladeselskab.

Store sko at fylde

Rebecca St. James er en af tidens mest populære, kvindelige kristne sangere med flere succeser og priser, så det var store sko, de to yngre brødre skulle fylde, da de i 2005 startede deres duo Luke & Joel. To år senere fik de deres første kontrakt og gik i gang med at indspille det, der skulle blive deres debutplade.

    Brødrene skrev sangene hjemme i deres forældres hus, hvor de selv stod for en stor del af arbejdet med fotografering og det fysiske udseende på albummet. Et album de troede sig færdige med, indtil de i 2010 fik et uventet opkald fra deres pladeselskab. De skulle skrive tre nye sange, før albummet kunne udgives. Det chok fik næsten Joel til at droppe musikken. Brødrene gik dog i studiet igen, og skrev de tre sange Busted Heart, Proof of Your Love og Middle of Your Heart. De tre sange blev så populære, at For King & Country, som de nu kaldte sig, blev et kendt navn på den kristne musikscene. Men udfordringerne, der ledte til den senere succes, har formet dem, fortæller lillebror Luke.

    "Vi er opdraget på den måde, at livet består af valg. Folk tror, at den amerikanske drøm er væk. Da vi kom til Amerika, havde vi bogstaveligt talt ingenting. Men det fantastiske er, at vi har fået lov til at skabe et liv her i Amerika. Hvis det ikke var for de hårde tider, vi havde i begyndelsen, ville vi ikke være de mennesker eller kunstnere, som vi er i dag."

Sjælden sygdom ramte

Selvom det nu så ud til, at skuden var vendt, og karrieren sat i gang, kom der nye udfordringer til. Luke fik i slutningen af 2012 konstateret en tarmbetændelse og tabte sig kritisk i et svært sygdomsforløb, indtil han vejede 56 kg.

    "Jeg kunne kun gå fra sengen til sofaen og tilbage igen i en hel måned. Jeg fik medicin, men det tog lang tid, før den virkede, og jeg begyndte at tvivle på, om jeg nogensinde ville kunne arbejde igen," fortæller Luke. Hans kone, Courtney, blev nervøs for, om han skulle dø.

    "Hun sagde: 'Luke, du må ikke forlade mig. Du er nødt til at kæmpe dig igennem det.' Jeg begyndte selv at spekulere på, om det var ved at være slut. Jeg lærte, at i den time, det minut, den dag, jeg havde med min søn og kone, ville jeg gøre mit bedste for at grine eller danse, for jeg ville leve med håb," forklarer han.

    Luke overlevede sygdommen, og med hjælp fra sangskriveren Matt Hales skrev brødrene Without You. Sangen, der handler om Luke og Courtneys frygt i sygdomsforløbet, blev en del af deres nye album. Brødrene beskriver sangen, som Luke synger sammen med Courtney, som et af deres stærkeste numre.

    "At høre hende synge den, hvor det kun var os to, var et fuldstændigt fantastisk øjeblik," slutter Luke.



Fakta

For King & Country kan opleves på spillestedet Hermans i Tivoli Friheden den 1. juni. Koncerten arrangeret af Glow. Billetter kan købes på billetto.dk.



Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter