Vi bærer på en hemmelighed - indremission.dk
Indre Missions Tidende

Getty Images/iStockphoto

19.03.2020

Vi bærer på en hemmelighed

Lige som Maria bærer alle kristne på noget, som man ikke umiddelbart kan se. Noget, som er kilde til håb og forventning




Prædiketeksten til Mariæ Bebudelses Dag er fra Lukas 1, 46-55


Salmedigteren Kingo lyder ganske feminin i salmen, han skrev til Marias bebudelsesdag:

O Herre Jesus, lad din Ånd
mig kraftig overskygge,
bered mit hjerte ved din hånd,
at du deri kan bygge,
at også jeg kan åndelig undfange dig
og aldrig fra dig rykke!
(DDS 71)

Havde vi kun haft dette ene vers fra Kingo, kunne vi måske tænke, at han var en meget blød type, der bare strøede om sig med feminine billeder. Men det er ikke tilfældet. Kingo var meget mandig i sin digtning, men også  ligefrem, direkte og dristig i sin brug af stærke bibelske motiver. Derfor kunne han ud fra dagens tekst forme en dristig bøn om, at »jeg må åndelig undfange dig«.

I det stærke billede ligger, at Maria, udover at være kvinden, hvis opgave er helt enestående i verdenshistorien, også er et billede på enhver kristen, uanset køn. For som Maria fra sin bebudelsesdag bar på en hemmelighed, nemlig det nye liv, som var blevet til i hende – sådan bærer alle kristne på en dyb hemmelighed: Et helt nyt liv. Kristus lever i os, herlighedens håb (Kol 1,27).

For at blive i Kingos billedbrug, bærer vi ved vores hjerte på noget, man ikke umiddelbart kan se. Noget, som er kilde til et levende håb og en stor forventning. Apostlen Paulus går så langt, at han siger, at »jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig« (Gal 2,20).

Skepsis omkring Maria

Marias lovsang i dagens tekst kaldes også »Magnificat«. Teksten er meget smuk, og store komponister har sat musik til den. Navnet er det første ord i teksten på latin, som betyder »ophøjer«. »Min sjæl ophøjer Herren«, siger vi på dansk, »og min ånd fryder sig over Gud, min frelser«. En forbilledlig reaktion fra Marias side på en krævende opgave, hun fik fra Gud. Hun vil gerne være Herrens tjenerinde og giver ham ære og pris. Tanken om opgaven kunne ellers godt have fået hende til at flygte. For hvordan ville den blive modtaget, når hun gik videre med den?

Vi ved, at andres reaktion ikke var udelt positiv. Hendes forlovede ville dumpe hende. Ganske vist ønskede han at gøre det så pænt som muligt, i al stilhed. Men skuffelsen må have lyst ud af ham, da han hørte sin elskede sige, hvad han kun kunne opfatte som en desperat søforklaring.

Her er Maria igen et typisk eksempel på den kristne her i verden. Vores hemmelighed: Det nye liv, som Gud har skabt ved sin Helligånd, kan også blive mødt med skepsis i vores omgivelser: Er det med troen ikke bare en nødløsning på nogle problemer, vi forsøger at bortforklare? For eksempel vores eget manglende overblik over tilværelsen, som vi med vores snak om Jesus forsøger at sætte ind i en acceptabel ramme?

Kun Gud skaber troen

Det er en reaktion, vi må være forberedt på og forsøge at imødegå, så godt vi kan. Men til syvende og sidst rækker vores egne talegaver ikke til at overbevise mennesker om, at Jesus virkelig er Guds egen søn. Her må Gud selv tage over.

Josef blev overbevist, da en engel viste sig for ham i en drøm og sagde: »Vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.«

Gud må give os troen ved et under. Med eller uden engel. For hans tanker kan kød og blod ikke åbenbare for os, men kun Gud selv. Derfor kan heller ingen af hjertet sige »Jesus er Herre!«uden ved Helligånden.

Ånden er den eneste, der kan skabe tro på jorden. At få troen givet, det er et under – lige så stort som Marias bebudelse. Det er Gud selv, der udefra giver os mulighed for at tage imod ham. Det er ham, der giver os mulighed for at bære det evige liv hos os. En gave, han giver, midt i vores langt fra evige liv her på jorden.

Mange vil ikke høre, hvad Ånden siger. Derfor vil vejen tit gå op ad bakke her i verden for den, der bærer Jesus hos sig. Men der er al mulig grund til, at vi synger lovsang alligevel. Og det gør Maria.

Grund til lovsang

Når Maria fik lov at opleve store ting og være et redskab for Gud her i verden, skyldtes det ikke, at hun var en enestående personlighed. Vi ved ikke meget om hende, men noget tyder på, at hun var ganske almindelig, og at det med at tro ikke faldt hende let. Når Jesus mange år senere stod og prædikede, kunne hun og hans brødre komme anstigende og sende bud efter ham midt i det hele. Som om de ville have ham ned fra scenen. Og hans brødre troede ikke på ham, mens han gik omkring og prædikede og gjorde godt. Og hende var det altså, englen blev sendt til. Gud sad i himlens tronsal, i lutter lys og renhed og englesang. Men hans tanker var et andet sted, hos et helt almindeligt og gennemsnitligt ungt menneske i en afkrog.

Det er historien om hver enkelt af os, der har fået lov til at komme til tro på Jesus: Gud har set til sin ringe tjenerinde eller tjener. Det har vi god grund til at takke og ophøje ham for. Vi har som Maria al mulig grund til at ophøje Gud. For han holdt sig på ikke afstand. Han så os og kom selv i kød og blod, for at tage sig af sit folk og skabe nyt liv. Lad os takke ham for det.



Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter