Vi kan lære af dem som har forladt det kristne fællesskab

Kirken skal ikke møde kritikken om social kontrol med forsvar, men lytte og så fortælle om alt det gode, den står for.

I efteråret 2017 opstod der en debat i medierne om social kontrol i religiøse miljøer, og kirkelige bevægelser kom i kritisk søgelys. Det fik Thomas Frovin til at reflektere over kritikken og blande sig i debatten.

    »Her har kirken en vindersag. Nogle har den holdning, at kirken er imod ytringsfrihed og demokrati, men vi ønsker at fortælle om alt det positive, vi står for. I debatten er der spillet en bold over på kirkens banehalvdel. Den skal vi gribe og invitere mennesker til at komme i det kristne fællesskab og stille deres spørgsmål,« siger Thomas, der til daglig er projektleder i »I Mesterens Lys«, som er et brobygningsarbejde mellem kirken og de alternative miljøer.

Vi skal ikke møde kritikken med forsvar, men med åbenhed

Thomas bor sammen med sin familie i en gammel stationsbygning lidt uden for Jelling. Mens togene passerer med jævne mellemrum, giver han et kort oprids af debatten.

   »Det begyndte, da Martin Rosgaard fra Videbæk medvirkede i en udsendelse. Han havde forladt det kristne miljø efter sine oplevelser med kristne ungdomsfællesskaber. Nu kommer han i netværket ‘Eftertro’, som er en del af Ateistisk Selskab.

   Ateistisk Selskab mente, at kommunerne skulle holde øje med børn, der voksede op i familier, der knyttede til ved konservative, religiøse familier ud fra en tjekliste om synet på kvinder og homoseksuelle. Ateistisk Selskab havde listet Scientology, islam, Pinsekirken og Indre Mission som eksempler på steder, hvor kommuner skulle have en særlig opmærksomhed overfor børn,« fortæller Thomas.

Talte om social kontrol i folkekirken

Integrationsministeriet startede kampagnen »Med al ære og respekt« mod negativ social kontrol.

   »I første omgang var den nok henvendt mod fundamentalistiske, islamiske miljøer, men i forløbet dukkede der også mennesker op, som var opvokset i bevægelser som Jehovas Vidner, Mormonkirken og i kirkelige sammenhænge. Det betød, at der kørte en statsstøttet kampagne, som kom til at tale mod negativ social kontrol i missionske sammenhænge. Pludselig blev bevægelser, der hører til i folkekirken, slået sammen med al anden religiøsitet,« konstaterer Thomas.

   Der var flere årsager til, at han ikke kunne lade være med at skrive på de sociale medier.

   »Det var interessant at lytte til den kritik, der dukkede op. Måske kunne vi lære noget,« forklarer han.

   »Jeg har altid været optaget af, hvordan vi skaber kristne fællesskaber, så mennesker kan møde Jesus. Samtidig har jeg også haft fokus på, hvilken plads kristendommen har i den offentlige debat, og hvordan man ser på kristne mennesker. Hvordan de dyrker deres tro og de konsekvenser, det får i deres liv.«

Jeg blev selv ramt

Ifølge Thomas foregår der social kontrol i alle fællesskaber.

   »Den er alle steder, hvor to eller tre mennesker finder sammen. Vi har brug for at have nogle koder, rammer og en kultur sammen,« siger han.

   »Den sociale kontrol bliver negativ der, hvor jeg ikke tør stå ved den, jeg er. Der er ting, jeg ikke må tale om, spørgsmål, jeg ikke må stille, og tanker, jeg ikke kan udtrykke.

   Debatten gav ham anledning til selvransagelse.

   »Jeg blev selv lidt ramt af det, for jeg har været ansat i kristent ungdomsarbejde i ni år. Jeg har reflekteret over, hvordan det har været at være en del af et fællesskab, som jeg har haft ansvar for. Har der været rum til at stille spørgsmål? Har det været okay at være den, der skiller sig ud, og sige, at det forstår jeg ikke?

   »Jeg har været mere optaget af, hvordan mennesker skulle opføre sig, så jeg kunne tage hjem og tænke, at de var på den rigtige vej, end jeg har været optaget af at give dem plads og spørge, om de var okay,« fortæller Thomas.

De gode værdier blev et åg

»Når nogle går fra det kristne fællesskab og konstaterer, at her er der ikke frihed til at stille spørgsmål, er det en interessant kritik. Det stiller et spørgsmål til det kristne fællesskab, om der er rum til spørgsmål og tvivl. Eller om vi har en forventning om, at de mennesker, vi sidder ved siden af i det kristne fællesskab, skal ligne os og tænke ligesom os,« forklarer Thomas.

   »De fleste fællesskaber har gode intentioner om at ville det bedste og sige, at mennesker har plads til at udtrykke tvivl. Når der så kommer et menneske, som oplever lige det modsatte, tror jeg, at de mange gode ting, som vi har i det kristne fællesskab, bliver et åg. De gode værdier er blevet lagt på det menneske, så han ikke har haft frihed til at tænke og udtrykke det, han var fyldt af.«

Plads til ærlige og usmarte

Han beskriver kirken som et hospital.

   »Alle, som samles i kirken, er sårede og brudte, og vi kommer for at få tilgivelse og blive helet. I stedet for at finde vores tryghed i, at Jesus er sammen med os og hos os, tror jeg, at vi nogle gange prøver at finde vores tryghed i noget andet, som ikke udfordrer os,« siger Thomas.

Det er vigtigt at give plads til det, der er ærligt og usmart

»Vi vil gerne være trygge sammen, men for mig er det afgørende, hvor vi finder trygheden. Finder jeg tryghed i, at alle i fællesskabet tjener cirka det samme og har cirka samme antal børn, som går på den samme skole? Eller finder vi vores tryghed i, at sammen med de her meget forskellige mennesker i kirken har vi et fællesskab om Jesus?

   »Det er vigtigt at give plads til det, der er ærligt og usmart. Vi skal som fællesskab turde sætte fingeren på, hvor det er rigtig ømt, og hvor vi er skuffede eller anfægtede.«

   »Han oplever, at kirkens møde med flygtninge har været til stor gavn.

   »Det har gjort noget ved fællesskabet at møde nogle, som ikke spiser den samme mad, som ikke har det samme sprog eller den samme erfaring. Derigennem lærer vi, at vi har dét til fælles, at vi alle går hen imod Jesus.«

Det åndelige er lidt finere

Et øjeblik retter Thomas blikket mod det lille kristne fællesskab, familien.

   »Vi skylder at fortælle vores børn, hvad der er det gode liv. Vi svigter børnene, hvis vi ikke tør fortælle, at vi tror på Jesus, og hvilke konsekvenser det har for vores liv,« understreger han. Men det kan ikke stå alene.

   »I kirken er det, som om det er lidt finere, det som har med det åndelige at gøre, men vi forsømmer, at vi er kaldet til at være mennesker. Vi skal lære vores børn at begå sig i en verden, som Gud har skabt. Hvis man kun giver børn de åndelige værktøjer, bliver det virkelig svært den dag, børnene lander i en virkelighed, hvor det åndelige ikke er et sprog, der findes.«

   »Han opfordrer forældre til også at turde sætte ord på livet, som det er.

   »Der er en balance mellem at fortælle, hvilke værdier der præger mit kristne liv, og samtidig sige, at det magter jeg ikke som menneske. Det kan vi godt snakke med vores store børn om. Derigennem viser vi noget af dybden i troen,« understreger han.

Uvidenhed om kirke og kristendom

Thomas retter fokus mod, hvad debatten i efteråret viste om synet på kristendommen og de kristne.

   »Debatten afslørede en enorm mistænksomhed over for alle fællesskaber, som er religiøse. I kirken skal vi lægge mærke til, at når én religion bliver mistænkeliggjort, kan det spejle sig i al anden religionsudfoldelse. Indtrykket er, at vi indoktrinerer vores børn, og at vi hindrer deres livsudfoldelse,« forklarer Thomas.

   »Vi skal ikke møde kritikken med forsvar, men med åbenhed. Det er vigtigt at høre på andre og ikke negligere dem, der har forladt troen. Vi kan lære noget af dem.«

   »Debatten viste også stor uvidenhed om kristendommen.

   »Mennesker ved ikke, hvad vi vil i kirken, og hvad vi står for. Mange ved ikke, at kristendommen handler om et liv i overflod, fred i hjertet med Gud, og at det, vi ønsker for alle mennesker, er et godt liv sammen med Jesus uden frygt,« forklarer Thomas, der kommer med en opmuntring.

Vi vil ikke hjernevaske mennesker

»Vi skal blive gode til at sige, hvad det er, vi vil. Vi ønsker i kirken at give rum til at være forskellige. Det betyder ikke, at det rum er fuldstændigt værdifrit, at der ikke er et sted, vi gerne vil hen, og at der ikke er en ramme,« fortsætter han og nævner Indre Mission som et eksempel.

   »Bevægelsen ønsker at lede til Jesus. Det er et sted med håb og fred, noget vi selv har erfaret, og som vi ønsker, at alle andre mennesker skal møde. Betyder det, at vi vil hjernevaske mennesker eller tvinge noget ned over deres hoved? Nej, men vi vil gerne stå fast på det, vi tror på, og have ret til at sige, hvad vi tror på.«

 

 
Om Thomas Frovin
Thomas Frovin har en BA i historie og østeuropastudier. Han er projektleder i »I Mesterens Lys« og har tidligere været ansat i KFS, udsendt til kirkeligt arbejde i Albanien og Peru og arbejdet som lærer på Grejsdalens Efterskole. Han er 42 år, gift med Anne Dorthe og har to børn.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
500 konfirmander gik i Jesus' fodspor
Otto var én af konfirmanderne, der deltog i påskevandringen ud fra missionshuset Bethesda. Efterfølgende er han blevet endnu mere bevidst om, at det…
Det gavner fællesskabet at man ikke altid går i takt
Vi skal ikke se uenighed som en trussel mod sammenholdet, men som en mulighed for at udvikle et endnu stærkere fællesskab, siger brobygger og debattør…
Vi skal huske på at vi kan tage fejl
For Filip Bangura Fyhn, der er landsleder for IMU, er det vigtigt, at der er plads til forskelligheder og nuancer i de kristne fællesskaber, uden at…

Annoncer