Vi rammer rigtigt - indremission.dk
Indre Missions Tidende

10.03.2017

Vi rammer rigtigt

Formanden Gunnar Worm glæder sig over de mange unge familier i missionhuset




Det er de unge familier, der præger billedet i Indre Mission i Silkeborg. Til fyraftensmødet den 23. februar var de omkring 60 forældre og børn. Hvis alle er af huse, kan de være næsten 100 mennesker.

    "Det er dejligt, og det siger mig, at vi rammer rigtigt med vores tilbud til den aldersgruppe, ellers ville de jo komme et andet sted," fortæller formanden Gunnar Worm.

    Missionshuset i Silkeborg er en samlende faktor for dem, der knytter til ved Indre Mission, for nogle kommer i forskellige kirker.

    "Det er dejligt, at så mange familier prioriterer Indre Mission," siger Gunnar, der lige er blevet valgt til formand for en ny periode. Han er den ene af to over 60 år i bestyrelsen, resten er repræsentanter for de unge familier.

    "Jeg har sagt ja til at være formand. Det er en måde, hvorpå jeg kan aflaste de unge familier," forklarer Gunnar Worm.

    Der er lavet mange familievenlige tiltag i missionshuset.

    "Vi har vores fyraftensmøder, der begynder halv seks med fællesspisning og slutter halv otte. Vi har Messy Church, der også henvender sig til en bredere målgruppe. Til alle møderne har vi børnepasning, og i et hjørne af vores store møderum har vi indrettet en 'børneboks', der er isoleret sådan, at forældre kan være der med de mindste børn og samtidig høre talen. Flere forældre putter deres børn i teenlokalet, der ligger op til det store møderum," fortæller formanden.

Engagement og ejerskab

Der er adskillelige udvalg, som klarer alt det praktiske i missionshuset fra mødelederudvalg, program- og musik- og teknikudvalg, familie-, lejr- og korudvalg til et udvalg, der står for børnepasning og pedelarbejde.

    "Mange er på den måde engageret i arbejdet, og føler ejerskab for vores arbejde," siger Gunnar.

    Ud over de unge familier er der en mindre gruppe af familier på lidt over 50 år. I aldersgruppen derover er det det samme antal, cirka 10-12 personer.

    "I Silkeborg har vi også et IM-fællesskab i Alderslyst, og der kommer mange af de ældre," siger Gunnar. En gang i måneden holdes der et fællesmøde mellem de to steder.

    "Vi har et godt fællesskab, hvor der er plads til alle. I bestyrelsen opfordrer vi til, at aldersgrupper blander sig mere med hinanden til møderne, for det kan godt blive bedre," fastslår formanden, der ser lyst på fremtiden.

    "Langt ud i fremtiden vil der være et IM-arbejde i Silkeborg, fordi vi har mange unge familier."


Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Whistleblowerordning
Følg vores aktiviteter