Bea har det fint med at være en blæksprutte

Bea Overby Christensen har fingeren på pulsen, når det gælder Hjallerup Bibelcamping

Informationsmedarbejder Bea Overby Christensen trives som frivillig på Hjallerup. Hun fremhæver blandt andet arbejdsfællesskabet med de andre frivillige.

»Der er noget i vejen med en dør til toilettet,« siger en deltager til Bea Overby Christensen, der er informationsmedarbejder på Hjallerup Bibelcamping.

»Det skal jeg nok få en mand til at kigge på,« siger hun, inden hun sætter nogle ord på, hvordan det er at have været engageret i Hjallerup Bibelcamping siden begyndelsen for ti år siden.

Mange deltagere ved, hvor de skal henvende sig, hvis de vil have hjælp til praktiske ting. De skal bare gå til »Bea i informationen«.

»Jeg har det fint med at være en blæksprutte i kulissen, der trækker i trådene,« fortæller Bea, som har været med i mange år og ved, hvordan tingene fungerer.

Bea er nærmest opvokset med bibelcamping og har år efter år set sin mor sidde i informationen på den tidligere Sæby Bibelcamping. Det har været med til at give hende et indblik i betydningen af at være frivillig.

Arbejdsfællesskabet

Derfor var hun ikke sen til at sige ja, da hun blev spurgt om at sidde i informationen på Hjallerup Bibelcamping, da den begyndte.

»Det giver mig energi og gode oplevelser, når jeg hjælper andre,« siger Bea, der bor i Løkken og gennem mange år har styret den lokale svømmeklubs IT. Hun er også involveret i aktiviteterne i Indre Mission i Hjørring, hvor ægtefællen Henrik er formand. Hun står for bogsalget og har været med til at lave en tirsdagscafé, hvor det er lykkedes at få kontakt med mennesker, der ikke har så meget berøring med kirken.

Bea ved, hvad der lader hendes batterier op som frivillig på Hjallerup.

»Vi har et rigtigt godt arbejdsfællesskab blandt de frivillige, hvor jeg møder mennesker fra hele landet, og så sker der mange spændende ting i løbet af bibelcampingen, « forklarer Bea.

Hun skønner, at der er 200 frivillige i sving.

»Det er intenst at være på bibelcamping. Jeg oplever at få ny styrke til min kristne tro gennem den gode forkyndelse og det dejlige fællesskab.«

Mange ting skal ordnes

Bea og Henrik og deres tre sønner har været blandt de mange frivillige.

»Det har stor betydning, at vi har det her sammen som familie. Det er dejligt, at vores drenge synes, at det er sjovt at være med til at gøre pladsen klar til bibelcamping, « siger Bea, der husker tilbage på de første år, hvor familien allerede rykkede ud på pladsen onsdagen inden bibelcampingen for at gå i gang med forberedelserne. Ægtefællen Henrik, der er gårdejer, kører stadig hvert år rundt med en traktor og en sprøjte og tegner pladsen op.

Bea arbejder til daglig i en isenkrambutik, og engagementet i Hjallerup er den frivillige opgave, der fylder mest.

»Fra bookingen til bibelcampingen åbner i foråret, bruger jeg cirka fem timer om ugen,« siger Bea, der deler informationsopgaven med en anden frivillig. Det har også lettet mængden af opgaver, at informationens åbningstid er kortere end tidligere.

»Vi har fået en vagttelefon, hvor folk kan kontakte os.«

Der er mange ting, der skal ordnes, inden opstarten af bibelcampingen. Informationen skal gøres klar. Blandt andet hentes alle nødvendige ting i missionshuset i Hjallerup, hvor de har været opmagasineret. Hun nyder at deltage i frivillighedsfesten om fredagen, inden bibelcampingen begynder om lørdagen.

Stor betydning for nordjyderne

Under bibelcampingen er der hele tiden deltagere, som skal have hjælp.

»Nogle gange tænker jeg, at campisterne har en forventning om, at vi kan klare alle deres problemer. De kan spørge om de mest sjove ting. For eksempel om de kan låne noget gaffatape eller leje en paraply,« griner Bea hjerteligt.

Hun nyder at gå rundt på pladsen og småsnakke med campisterne. Nogle af deltagerne kommer fra IM-fællesskaber og kirker i Nordjylland.

»Hjallerup har en stor betydning for os. Vi har noget at samles og støtte op om, og vi får ny inspiration med hjem,« siger Bea.

Det er en taknemmelig informationsmedarbejder, som hvert år er med til at pakke hele campingen sammen igen. Bea skal lige knibe sig selv i armen over, at der har været bibelcamping i Hjallerup i ti år.

»Jeg husker opstarten, hvor det var rigtig spændende at være med i opbygningen af en hel ny bibelcamping og være med til at prøve nogle ting af forkyndelsesmæssigt og i mødeformen,« forklarer Bea.

Hun har det godt med, at der hvert år er nye tiltag på campingen, og fremhæver særligt onsdag aften på bibelcampingen, hvor der kan ske lidt af hvert.

»Jeg trives med, at der sker noget overraskende, som er lidt anderledes,« fortæller hun med et smil og slår ud med hænderne.

Bea glæder sig over, at der kommer mange på Hjallerup.

»Det er positivt, at den er blevet så stor, og at der er plads til alle, som vil på bibelcamping. Det er primitive forhold, men jeg har det indtryk, at det tager man med som en del af pakken,« siger informationsmedarbejderen, der er parat til ti år mere.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
500 konfirmander gik i Jesus' fodspor
Otto var én af konfirmanderne, der deltog i påskevandringen ud fra missionshuset Bethesda. Efterfølgende er han blevet endnu mere bevidst om, at det…
Det gavner fællesskabet at man ikke altid går i takt
Vi skal ikke se uenighed som en trussel mod sammenholdet, men som en mulighed for at udvikle et endnu stærkere fællesskab, siger brobygger og debattør…
Vi skal huske på at vi kan tage fejl
For Filip Bangura Fyhn, der er landsleder for IMU, er det vigtigt, at der er plads til forskelligheder og nuancer i de kristne fællesskaber, uden at…

Annoncer