Det svære ja eller nej til kvindelige præster

---

Da ordningen med kvindelige præster blev indført i 1947, medførte det en nyskrivning af kirkens fundament. Indtil da var der ikke ændret på kirkens gamle trosbekendelser og liturgi, så på papiret stod kirken på solid klassisk kristen grund. Også dengang fik modsatrettede fortolkninger lov at blomstre i kirken, men at indføre en ny lovgivning, der tillod kvinder at være præster, var en meget synlig forandring – også på papiret. I den protest, som 514 præster indsendte, da loven blev indført, kaldtes den nye lov ligefrem et kirkebrud.

    Mange af de argumenter, som blev brugt til at begrunde den nye lov, tog ikke udgangspunkt i en bibeltro læsning af Bibelen. Det var i sig selv et brud på kirkens fundament, for i en luthersk kristendomsforståelse står og falder kirkens liturgi, bekendelsesskrifter og øvrige ordninger med Bibelens udsagn. Derfor vil jeg alene forholde mig til de bibelske argumenter i denne artikel.

    Både et ja og et nej til kvindelige præster bliver i vores sammenhænge forsvaret ud fra en bibeltro position. Det kunne tyde på, at det ikke er et emne, Gud har ladet stå tindrende klart i Skriften. Det skal dog ikke afholde os fra at bede, studere og samtale for at finde Guds Ords vej i det.

Nej-siden argumenterer

Et nej til kvindelige præster handler ikke om kønskamp, men om at Guds ord skal adlydes, også når det opleves politisk ukorrekt. Spørgsmålet handler kun om én af Bibelens mange tjenester, og det er et spørgsmål om arbejdsfordeling, ikke om værdifordeling. For mænd og kvinder er lige værdifulde, lige elskede af Gud og danner tilsammen det menneske, der er skabt i Guds billede.

De typiske argumenter for et nej til kvindelige præster kan måske inddeles i fire trin.

1. Det Ny Testamente (NT) bruger ofte hoved som symbol på overordning eller underordning, f.eks. i Ef 5,21-25, hvor manden beskrives som kvindens hoved. Hun skal underordne sig ham, og han skal elske hende, om så det koster ham livet, ligesom Kristus er hoved for menigheden. Af dette udledes, at ligesom Kristus er den, der taler sit autoritative ord til menigheden, er det alene mænd, der kan få den tjeneste at bringe den autoritative forkyndelse og lære videre.
   
   
2. I 1 Tim 2,11-15 og 1 Kor 14,33b-35 forordner Gud (gennem Paulus), at det er en hoved-opgave – altså en opgave kun for mænd – at italesætte den kristne lære. Her skal kvinderne underordne sig og tage imod.
   
   
3. Dette ses tydeligt i det præsteembede, som NT indstifter. Når vi taler om embede,forstås den danske folkekirkes præst som det hyrde- og lærerembede,der svarer til tilsynsmænd i 1 Tim 3,1-13, og som varetager hovedfunktionen i menigheden. Her fremgår det, at en tilsynsmand skal være »Én kvindes mand«, altså en mand.
   
   
4. Et fjerde argument er, at det alene var mænd, Jesus indsatte som apostle og som disciple, der blev sendt ud medevangeliet. Og sådan blev det i øvrigt også opfattet i de første kristne menigheder,hvor der heller ikke var kvindelige præster og biskopper.

En variant fortolker punkt 1. og 2. således, at det ikke alene gælder præsteembedet, men at en kvinde i det hele taget ikke må optræde som lærer i kristendom overfor en voksen mand. Dette har således været det klassiske syn i Luthersk Mission (LM), mens Indre Mission sætter stregen ved embedet. Således har LM typisk ikke haft kvindelige bibelskolelærere med teologiske fag eller kvindelige forkyndere og undervisere for voksne mænd (= over ca. 14 år), mens IM har haft begge dele.

Ja-sidens modsvar

Den typiske argumentation for et ja til kvindelige præster er noget mere varieret, men kan voldsomt kortfattet gengives som modsvar til argumenterne for et nej:

1. Hoved-ordningen udmøntes ikke specifikt på nogen tjeneste, men er altomfattende, som et kærlighedsprincip.
   
   
2. Ingen af os tager denne vejledning helt bogstaveligt i dag. Og med god grund. Det øverste lære-ansvar er for længst flyttet fra det ugentlige menighedsmøde til en konkret tjeneste. Dette gensvar fastholder, at Bibelen taler om en kønskvotering af én bestemt tjeneste.
       En anden variant er, at denne konkrete kønskvotering ikke gælder længere, fordi forholdene i menighederne er ganske anderledes i dag. Denne variant mener altså ikke, at Bibelen taler om en generel kønskvotering af nogen tjeneste for os i dag.
   
   
3. Det er umuligt at læse en klar embedsstruktur ud af NT, så det er ikke sikkert, at det øverste lære-ansvar ligger på det, vi i dag har som præst. Muligvis ligger det alene i kirkens øverste ledelse, så det kun er dér, der er kønskvotering på tjenesten. Eller en variant: Hvis en kvindelig præst ved en kirke har en mandlig præst, som hun anerkender som øverste ansvarlig for læren, kan hun sagtens være præst.
       Kirkehistorien har udformet præsteembedet, så det synes at have opslugt mange af de tjenester, der nævnes i NT. Heraf er der højst én tjeneste, som kvinder ikke kan have. Så hvis kvinder udelukkes fra præste-embedet, udelukkes de fra nogle tjenester, de ifølge både ja- og nej-sigere godt kunne have ifølge Bibelen. Langt hen ad vejen finder vi på begge sider den holdning, at vores nuværende struktur med kun ét embede eller én synlig tjeneste i kirken ikke er den bedste måde at udfolde det bibelske materiale på. Der burde være flere forskellige
   tjenester, som man f.eks. har det i andre lutherske kirker i verden.
   
   
4. Man kan argumentere frem og tilbage for, om det i datidens samfund ville have været muligt at have kvindelige ledere og at sende kvinder alene ud i verden. Men det er absolut gyldigt at antage, at valget på mænd primært skyldtes taktiske overvejelser og ikke principiel teologi. Muligvis brydes mønsteret faktisk lidt allerede i løbet af Apostlenes Gerninger – dette kommer bl.a. an på, hvordan man forstår tjenesten profetisk tale, som kvinder også tydeligt havde den gang.

Nye øjne

Nogle vil givetvis lægge mere vægt på samfundsmæssige forhold, men at argumentere ud fra, hvad samfundet for tiden finder politisk korrekt, er ikke et argument ud fra Bibelens eget verdensbillede. Tværtimod siger Bibelen klart, at vi skal lade os styre af et andet skema end det, den aktuelle udgave af verden følger (Rom 12,2).

    Naturligvis kan nye strømninger gøre os åbne for at tage nogle kulturbriller af og læse Bibelen med et klarere syn. Det er efter min mening sket med kønsrollebrillerne, som en patriarkalsk kultur i en del århundreder lagde ned over al bibellæsning og fortolkning i den vestlige kirke. Der skulle en kulturreformation til, før brillerne gik så meget i stykker, at vi kunne genopdage Bibelens virkelige beskrivelse af mand og kvinde. Jeg bilder mig i hvert fald ind, at vores briller på det område er noget mindre misvisende end dengang.

    Alle »nye øjne« skal dog stadig fastholde, at alt, hvad Bibelen siger, stadig gælder autoritativt for os, når det læses og forstås, som det blev forstået, da det blev affattet. Hvordan det så blev forstået den gang, kan man altså åbenbart have forskellige meninger om.

LÆS MERE
På imt.dk/links er der links til dokumenter, der uddyber de bibelske argumenter for både et ja og et nej.

I denne artikel svarer IMs formand på spørgsmål om, hvordan IM i dag fastholder kirkens gamle syn på kvinders adgang til præsteembedet.

Læs bladet her: