Gud gav os kraften til at tilgive

Da Lene og Kurts søn blev dræbt ved en trafikulykke, gav troen dem en helt særlig hjælp

En decembernat i 2017 blev hele verden vendt på hovedet for Lene og Kurt Hørlyk Nielsen. Deres søn Thomas på 29 år blev nemlig dræbt i en trafikulykke, da en modkørende kom over i hans vejbane og kørte frontalt ind i ham.

»Thomas havde ikke en chance. Han var dræbt på stedet,« fortæller Kurt.

Kunne ikke leve med skyldfølelsen

Bilisten, der kørte ind i Thomas, var på- virket af både alkohol og narko, og derfor kom der efterfølgende en retssag, som Lene deltog i. Kurt havde derimod ikke lyst til at overvære den.

»I retten var det hårdeste at høre, hvor- dan Thomas’ krop var blevet smadret i ulykken, men det var også hårdt at høre, at de læste et brev op, som vi havde skrevet til ham, der kørte ind i Thomas,« fortæller Lene.

»Til Thomas’ begravelse havde gerningsmandens familie nemlig først skrevet et brev til os, som de havde lagt blandt blomsterne. I det brev skrev de, at han var rigtig ked af, at han havde været skyld i Thomas’ død. Vi havde så skrevet et brev tilbage til ham, hvor der stod, at vi havde tilgivet ham,« fortsætter Lene.

»Jeg brød mig faktisk ikke om, at de læste vores brev til gerningsmanden op til retssagen. Det var privat, og det kom ikke andre ved, men det var selvfølgelig forsvaret, der brugte det til at vise, at han var en helt almindelig fyr,« siger Lene og fortsætter:

»Efter retssagen tog hans bror ham med over for at hilse på mig, og der sagde jeg til ham, at han skulle komme videre med sit liv, og at han skulle give sine to små børn, det han kunne, så der ikke var to liv, der gik til spilde.

Desværre har vi så senere hørt, at han slet ikke kunne håndtere skyldfølelsen. Han brød kontakten med sin familie og døde for et års tid siden af en overdosis. Han havde ellers været en helt almindelig, ung fami- liefar, og ifølge forsvaret havde han ikke tidligere haft et problem med stoffer. Det var blot i forbindelse med en fest, at han havde været påvirket den decembernat, hvor han kørte ind i Thomas. Jeg synes, det er hårdt at vide, at han forspildte sit liv. Jeg ville hellere have haft, at han var kommet videre og var blevet en god far for sine børn. Så kunne det måske have givet lidt mening ind i det hele. Det var ikke sådan her, det skulle have gået.«

Enige om at tilgive

Lene og Kurt var enige om at tilgive gerningsmanden.

»Jeg tror, det var helt naturligt for os på en eller anden måde at tilgive ham. Man kan godt i bakspejlet undre sig over, at vi havde så nemt ved at sige til hinanden, at det var det, vi ønskede,« siger Kurt. Lene nikker og fortsætter:

»Det, jeg frygtede mest, var, at vi ikke var enige om at tilgive ham, men det har vi heldigvis været.«

Kurt erkender da også, at der i starten var en frygt hos ham for, at vreden ville overtage for meget.

»Nogle af de første bønner, jeg formulerede i de første dage efter Thomas’ død, handlede om ikke at blive vred, ikke at lade bitterheden ødelægge mindet om Thomas. Det var vigtigt for mig, at det ikke skulle komme til at fylde og forpeste vores tilværelse,« understreger Kurt.

Hverken Lene eller Kurts kolleger forstod, hvorfor de ikke var vrede på gerningsmanden og ikke ønskede hævn.

Det er da helt klart Gud, der har båret os igennem det. Han har givet os kraften eller visdommen til at tilgive

»Det var fuldstændigt uforståeligt for dem, at jeg ikke var vred. Men jeg tror da heller ikke, at vi havde kunnet klare det, hvis ikke Gud havde været der og hjalp os. Det er da helt klart Gud, der har båret os igennem det. Han har givet os kraften eller visdommen til at tilgive. Det er helt klart, fordi vi har haft en tro,« siger Lene.

»Og da så gerningsmanden selv døde, var der nogle af mine kolleger, der gav udtryk for, at det da var godt, men det var jeg slet ikke enig i. Det gjorde blot det hele mere meningsløst, for nu var der to liv, der var tabt,« fortsætter Lene.

Tillid til at der er en mening

Netop spørgsmålet om mening er noget, der fylder hos både Lene og Kurt.

»Vi håber jo, at der var en eller anden mening med det, for vi kan jo ikke selv se det, og det kommer vi heller til at kunne på den her side,« siger Kurt.

»Man kan da godt undre sig over, hvorfor Gud kunne undvære lige netop Thomas. Han tog sig så meget af andre, også dem som ikke havde så mange andre at være sammen med. En af hans venner sagde til mig: ‘Hvorfor lige Thomas? Han var min eneste ven’,« siger Lene.

»Thomas var også rigtig god til at vise sine ikke-troende venner, hvad Gud betød for ham. Så det var jo også et vidnesbyrd, der blev væk der. Men jeg har tillid til, at der kommer en dag, hvor vi kan få lov at spørge Gud om alt det her, og hvor vi også kan få lov til at være sammen med Thomas igen,« siger Kurt.

Mødt af omsorg og forbøn

Vennerne i Horsens IM har været en stor støtte for Lene og Kurt i den svære tid efter Thomas’ død.

»Der var mange fra missionshuset, der tog hånd om os. Vi er blevet mødt af omsorg og forbøn i lange baner,« siger Kurt.»Ja, og folk har været så søde til at hjælpe os med praktiske ting,« ind- skyder Lene.

Kurt nikker og tilføjer: »Vi har ikke været overladt til os selv på nogen måde.«

Den form for omsorg er noget netop det kristne fællesskab kan, mener Kurt.

»I kristne kredse er der nogle, der vil lytte, hvis man åbner op. Det har mine kolleger også været gode til, men jeg føler ikke, at jeg kan forvente det af dem. Men jeg mener godt, at jeg kan forvente det af dem nede i missionshuset.«

»Det er en gave til os kristne, at man ved, at der er nogle, der tager hånd om en.

Og det har vi virkelig mærket, at der har været,« siger Lene.

Troen var en støtte

Thomas’ ulykke har rykket på noget i Kurts tilgang til troen.

»Den der automatreaktion man har, med at Gud passer på os, og så er alting godt, har jeg nok lagt lidt fra mig. Livet er bare foranderligt hele tiden, og selvom vi gerne må hvile i den tryghed, at Gud vil os det bedste, så skal vi også vide, at sommetider sker der noget andet,« siger Kurt.

Livet er bare foranderligt hele tiden, og selvom vi gerne må hvile i den tryghed, at Gud vil os det bedste, så skal vi også vide, at sommetider sker der noget andet

Også Lene føler, at noget i hendes gudsforhold har ændret sig efter ulykken.

»Jeg tror, jeg er blevet mere afhængig af Gud. Lige pludselig var det endnu vigtigere for mig at være tæt på Gud. At få læst, lyttet og bedt. Det var livsvigtigt på en helt anden måde for at klare mig og kunne overleve. Så på den måde har krisen gjort noget positivt,« fortæller Lene.

Kurt understreger også, at troen har været en støtte for ham, hvilket egentlig kom lidt bag på ham.

»Før Thomas døde, troede jeg faktisk ikke, at jeg ville kunne bevare troen, hvis sådan noget skete for mig, men så kom jeg til at opleve det fuldstændig anderledes, end jeg havde forven- tet,« erkender Kurt.

»Jeg kan huske den første aften efter ulykken, hvor vores børn, sviger- børn og børnebørn var kommet hjem. Der tager Lene andagtsbogen frem og siger, at vi lige skal læse et stykke. Jeg fatter ikke, hvordan hun kun-
ne det. Men det bibelvers, der var med der, var fra Hebræerbrevet 13,8, hvor der står: ‘Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid’. Og lige siden da har det været sådan for mig, at ja, det var min verden, der blev anderledes, der blev forandret. Det var min Thomas, der ikke var der mere. Men Jesus, han er den samme. Og det må være det, jeg har hvilet i lige siden,« siger Kurt.

Find en oversigt over IM-genbrugsbutikker


Når du afspiller videoen tillader du cookies fra YouTube
Accepter & AfspilAccepter for alle videoer & Afspil
×

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
500 konfirmander gik i Jesus' fodspor
Otto var én af konfirmanderne, der deltog i påskevandringen ud fra missionshuset Bethesda. Efterfølgende er han blevet endnu mere bevidst om, at det…
Det gavner fællesskabet at man ikke altid går i takt
Vi skal ikke se uenighed som en trussel mod sammenholdet, men som en mulighed for at udvikle et endnu stærkere fællesskab, siger brobygger og debattør…
Vi skal huske på at vi kan tage fejl
For Filip Bangura Fyhn, der er landsleder for IMU, er det vigtigt, at der er plads til forskelligheder og nuancer i de kristne fællesskaber, uden at…

Annoncer