Spørgsmål
Kære Anna og Leif
Jeg skriver til jer om noget, der har pint mig i flere år. Det er en følelse af ensomhed. Jeg har daglige relationer til andre mennesker, men selv i venners lag kan ensomhedsfølelsen pludselig gribe mig. Ja, jeg kan undertiden føle mig allermest ensom, når jeg sidder blandt venner i missionshuset.
Kære ensomme
Tak for dit brev.
En folkeundersøgelse, der blev offentliggjort for en tid siden, viste, at næsten 5% af Danmarks befolkning over 16 år, føler sig ensomme. Det kunne se ud, som om ensomhed er ved at blive en folkesygdom i vores tid og en skyggeside ved velfærdssamfundet.
Der er forhold i vores tid og kultur, der fremmer følelsen af ensomhed. For eksempel ændrede familiemønstre og arbejdsforhold. Før i tiden boede generationerne sammen og levede deres liv under samme tag. Til trods for de udfordringer det kunne give, så gav det dog et dagligt fællesskab. Af andre faktorer, der kan fremmedgøre os for hinanden, kan nævnes den teknologiske udvikling og et arbejdsmarked, hvor sociale relationer nedtones til fordel for øget effektivitet. Vores tids ønske om personlig uafhængighed kan også have ensomhedsfølelsen som en bagside.
Du skriver, at du lever med en følelse af ensomhed. Dermed giver du udtryk for en almenmenneskelig erfaring. Alle vil nu og da føle sig ensomme. En anden sag er det, hvis følelsen bliver permanent og kronisk.
Som nævnt, så mener vi, at der er en række kulturelle og strukturelle forhold, der fremmer følelsen af ensomhed. Men den dybeste årsag til ensomhed ligger i syndefaldet. Adam og Evas oprør mod Gud indebar, at et fællesskab gik i stykker. Det gælder såvel i forhold til Gud som til livet og vort forhold til hinanden.
Flere steder i GT, f.eks. i Prædikerens Bog, skildres den tomhed og ensomhed, som bruddet med Gud har medført. Kirkefaderen Augustin udtrykte det således, at mennesket farer uroligt omkring, indtil det finder hvile hos Gud. Med syndefaldet blev vi mennesker altså hjemløse på jorden. Men evnen til at skabe relationer og længslen efter nærhed er en del af gudbilledligheden, som vi stadig har.
Evangeliet er, at Gud har genoprettet relationen til sig gennem Jesu død og opstandelse. Samtidig er det sådan, at det blod, der gør os til Guds børn, også gør os til søskende på jord.
Grunden til, at vi kan føle ensomhed, er, at vi er skabt til relationer, men en konsekvens af syndefaldet er, at relationer kan gå i stykker. Det efterlader os i ensomhed. Da Jesus døde på korset– belæsset med vore synder – fornemmede han ensomheden og råbte: Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig?
Evnen til at skabe relationer har vi med fra Paradiset. Når vi er i Guds faderhånd, er vi tæt på Gud, og som tilgift får vi søskenderelationer til hinanden.
Vi kan stadig rammes af ensomhedens mørke, men i mørket er Gud.
Vi vil i denne forbindelse gøre opmærksom på Christel Winther-Nielsens bog ’Ovenlys på ensomme dage’. Her sættes der ord på såvel ensomheden som Guds nærvær.
Anna og Leif Mortensen, Aulum
Svaret fortsættes i næste uges IMT.
