Betlehemsstjernen er et mysterium for mig

Stjernen, der ledte vismændene til Jesus, ligger udenfor naturens orden og kan derfor ikke forklares, mener professor i astrofysik Johan Uldall Fynbo.

Johan Uldall Fynbo er professor i astrofysik på Niels Bohr Instituttet i København. Han ser universet som et mirakel, som både rummer hans kristne tro og hans videnskabelige forskning.

Stjernehimlen, og hvad den gemmer på, har fascineret mennesker i årtusinder. Det ses i Bibelens beretninger, i salmer og sange og inden for filmens, litteraturens og kunstens verden.

En lille dreng fra Herslev ved Fredericia er i dag én af de mange videnskabsfolk, som forsker i stjerner.

»Jeg har altid været draget af stjernehimlen og af den ukendte verden,« fortæller 51-årige Johan Uldall Fynbo, der i dag er professor i astrofysik ved Niels Bohr Instituttet i København. Han er ekspert på området og har en holdning til juleevangeliets tale om stjerner.

I skolen kiggede han forbi biblioteket for at læse mere om stjerner. I 10. klasse fik et projekt om universet afgørende betydning for ham.

Betlehemsstjernen har ikke nogen selvstændig betydning for mig. Det vigtige for mit trosliv er ham, der ligger i krybben. Sandheden i juleevangeliet er ikke betinget af, at jeg kan redegøre for noget astronomisk

»I forbindelse med projektet lavede jeg et interview med en astronom på Aarhus Universitet, og det gik op for mig, at jeg kunne uddanne mig som astronom og forske i stjerner. Det betød, at jeg skulle gå i gymnasiet, og det var noget nyt i min familie, som kom fra meget små kår,« fortæller Johan.

»I gymnasietiden blev jeg opslugt af at finde ud af: Hvad er en stjerne? og hvor langt væk er en stjerne? Jeg opdagede, at der fandtes galakser, som er samlinger af mange stjerner.«

Nogle af dem så han i en kikkert i et observatorium, som han fandt ud af lå i Fredericia. Han læste også bogen Sydhimlens stjerner, som fik ham til at drømme om at komme ud og studere stjerner gennem de største teleskoper i verden. Det har han siden været mange gange.

»Med det blotte øje kan man lige ane en stjerne eller en galakse, men når man anvender et teleskop, åbner der sig en mangfoldig verden. Det er fascinerende,« fortæller astrofysikeren.

Mere orden i galakserne

Men gymnasietidens stjernestudier stillede ham ikke tilfreds.

»Jeg var frustreret over, at vi repeterede en viden, som allerede fandtes. Det gjorde, at jeg blev sulten efter selv at arbejde med stjernefænomener, som man ikke havde forstået endnu,« siger Johan.

På fjerde år af matematik- og fysikstudiet i Aarhus begyndte han på en ph.d.-uddannelse, hvor han ville gå langt tilbage i tiden og undersøge galakserne i det tidlige univers. På det tidspunkt havde man stort set ikke nogen viden om det.

»Det er dragende, at der på trods af det gigantiske tidsspænd og afstanden er noget tilgængeligt, som vi kan begribe om galakserne i det tidlige univers,« forklarer astrofysikeren.

»Man skal forestille sig, at når man ser op på himlen i et teleskop, så er den fuld af samlinger af stjerner. Jeg var i min forskning med til at forfine nogle metoder, så man kunne få mere orden i høstakken af milliarder af galakser ved at begynde at kortlægge dem og studere, hvilke grundstoffer de indeholder.«

Ifølge Johan er det at være astrofysiker som at være på en konstant opdagelsesrejse i stjerner. Der er hele tiden nye fænomener, der skal undersøges, og spørgsmål, der skal besvares. Foreløbig har det for hans vedkommende varet i 26 år.

Ud over galakser forsker han også i gammaglimt, som er en slags stjerne, der kollapser og eksploderer. Han har i ni år arbejdet på et instrument, der skal sidde på et meget stort teleskop i La Palma på De Kanariske Øer, og som har til formål hurtigt at opsamle informationer fra et gammaglimt.

Og så fokuserer han også på de galakser, som har nogle kæmpe, sorte huller.

Rammen om min tro og videnskab

Når Johan ikke arbejder på Niels Bohr Instituttet i København, så kan man ofte finde ham til en gudstjeneste i Herlev Kirke, hvor han også sidder i menighedsrådet. Den kristne tro har han haft med siden barndommen, hvor han gik i søndagsskole hos den lokale bager.

»Omkring konfirmationsalderen tænkte jeg over, om den kristne tro gav mening for mig. Jeg besluttede mig for, at jeg ville følge den vej. Jeg tror på, at den store virkelighed, vi er en del af, er resultatet af et mirakel, som Gud står bag. Gud er skaberen af alt. Det betyder, at jeg ved, at jeg er skabt og elsket. I det store perspektiv betyder det, at det storslåede ved universet danner rammen omkring min tro og den videnskab, jeg arbejder med. Det fylder mig med ærefrygt, ydmyghed og glæde. For eksempel kan jeg godt, når jeg er på vej hjem fra arbejdet, takke Gud for noget forunderligt, jeg har opdaget,« fortæller Johan.

Videnskaben forklarer ikke alt

Han holder gudstroen adskilt fra videnskaben. Det har betydning for, hvordan han forholder sig til den stjerne, som de tre vise mænd fulgte.

»Betlehemsstjernen har ikke nogen selvstændig betydning for mig. Det vigtige for mit trosliv er ham, der ligger i krybben. Sandheden i juleevangeliet er ikke betinget af, at jeg kan redegøre for noget astronomisk,« siger Johan.

»I videnskaben beskæftiger man sig med problemer, som man kan få hul på. Det behøver jeg ikke i forhold til min tro. Her handler det om, at jeg tager imod Guds rige som et lille barn og lægger mit liv i hans hænder.«

Han kommer kort ind på nogle af teorierne, der har været omkring Betlehemsstjernen.

Med det blotte øje kan man lige ane en stjerne eller en galakse, men når man anvender et teleskop, åbner der sig en mangfoldig verden

»Evangelieteksten siger, at vismændene fulgte en stjerne, som ledte dem. Det kræver, at stjerner flytter sig, og det gør de ikke. Nogle har også undersøgt, om Betlehemsstjernen var et resultat af en supernova, eller om planeterne Jupiter, Saturn og Venus stod ved siden af hinanden. Det er meget muligt, at der var en opliniering af planeter, som spillede en rolle og måske har noget med Betlehemsstjernen at gøre. Men sådan som stjernen beskrives i evangelierne, så er det noget andet. En opliniering af planeter ville ikke kunne lede nogen til en stald i Betlehem,« forklarer astrofysikeren.

»Alt det, jeg ved videnskabeligt om stjerner, kan jeg ikke bruge til at forklare Betlehemsstjernen. Jeg mener ikke, at man skal betragte videnskaben som et middel, der kan sige noget om alt. Det, videnskaben kan, er at undersøge fænomener under kontrollerede forhold. Det kan vi ikke med Betlehemsstjernen, for vi kan ikke rejse tilbage og undersøge det. Derfor hører denne stjerne til de ukontrollerede forhold.«

Thyco Brahes forklaring

Johan er enig med den gamle astronom Thyco Brahe i hans tolkning af Betlehemsstjernen, som noget Gud tydeligvis stod bag. Han citerer Thyco Brahe:

»Denne stjerne havde nemlig ikke sin position på himlen blandt de andre stjerner, men i den nederste luftregion ikke langt fra jordens overflade. Ellers ville den ikke med sin bevægelse have vist vej for dem, som ledte efter frelseren, og heller ikke ved at stå stille have vist huset, hvor han skulle findes. Hvis den var drejet rundt sammen med hele himlen, ville den ikke have kunnet tage hensyn til en så lillebitte afstand på jorden.

Hertil skal man føje, at denne stjerne kun viste sig for vismændene, som var kommet fra Østerland for at tilbede herren og ofre gaver, guld, røgelse og myrra til ham som konge, Gud og menneske. Endvidere, at Gud havde oplyst deres sind og øjne på en særlig måde, så at de på lang afstand og i en ukendt egn kunne forstå, at han, som har skabt alle ting, havde antaget menneskelig natur. Vi må slå fast, at stjernen er en vidunderlig åbenbaring uden for naturens orden, som stammer fra Gud, hele universets skaber.«

Han søger viden

»Betlehemsstjernen er et mysterium for mig. Jeg har ikke noget at komme med, der kan bringe en videnskabelig og bibelsk tilgang sammen,« fortsætter Johan.

»Det betyder ikke, at jeg ikke har en intellektuel interesse i problemstillingen, hvordan vi skal forstå forholdet mellem videnskab og teologi. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal gribe fat i det. Derfor søger jeg efter forfattere, som kan inspirere mig. Lige nu er jeg i gang med at læse en spændende bog, A Christian Theology of Science, af den amerikanske teolog Paul Tyson. Her siger han, at som kristne er vi nødt til at udfordre den gængse virkelighedsopfattelse af, at det kun er det, der kan måles og vejes, som gælder. Vi må som kristne mennesker finde ud af, hvordan vi genvinder respekten for det religiøse standpunkt i verden.«

 

JOHAN ULDALL FYNBO

- Uddannet ved Aarhus Universitet. Cand.scient. i fysik 1998, ph.d. i naturvidenskab 2000.
- Forskningsfellow ved det Europæiske Syd Observatorium 2000-2002.
- Post.doc. 2002-2004 betalt af Carlsbergfondet (med basis i Aarhus, men ansat ved Københavns Universitet).
- Lektor ved Niels Bohr Institut fra 2004. I 2005 medstifter af Danmarks grundforskningsfonds center for kosmologi.
- Professor fra maj 2009.
- Fra 2018 tilknyttet grundforskningscenteret DAWN, der studerer de første galakser og kvasarer.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
500 konfirmander gik i Jesus' fodspor
Otto var én af konfirmanderne, der deltog i påskevandringen ud fra missionshuset Bethesda. Efterfølgende er han blevet endnu mere bevidst om, at det…
Det gavner fællesskabet at man ikke altid går i takt
Vi skal ikke se uenighed som en trussel mod sammenholdet, men som en mulighed for at udvikle et endnu stærkere fællesskab, siger brobygger og debattør…
Vi skal huske på at vi kan tage fejl
For Filip Bangura Fyhn, der er landsleder for IMU, er det vigtigt, at der er plads til forskelligheder og nuancer i de kristne fællesskaber, uden at…

Annoncer