Indre Mission har det lange lys på i indsamlingsarbejdet

Mette Grovermann fra Isobro mener, at Indre Mission har taget et vigtigt skridt for at vende indsamlingskurven

Indre Mission har en fantastisk historie. Den er nemlig en indsamlingsorganisation, der virkelig har præget det danske samfund gennem oprettelsen af mange diakonale organisationer. Det fortæller Mette Grovermann, der er generalsekretær i ISOBRO, som er brancheorganisationen for indsamlingsorganisationerne i Danmark.

    »Den historie skal fortælles, for den almindelige dansker kender den ikke. Derfor vil jeg opfordre Indre Mission til at kommunikere, hvad bevægelsen står for og laver.«

    Gennem årene i ISOBRO har Mette Grovermann fået et godt kendskab til Indre Mission, men inden da havde hun et billede af organisationen, som forfatteren Hans Kirk tegnede det i bogen »Fiskerne«. Selve navnet Indre Mission hjalp hende heller ikke på vej til at finde ud af, hvad bevægelsen stod for.

    »Jeg vidste ikke, om det handlede om at kristne danskerne, eller om det handlede om det indre liv,« fortæller Mette Grovermann.

    Hun fik ændret sin opfattelse, da hun ledsagede en ven, der skulle deltage i et kursus om seksualitet i en organisation med tilknytning til Indre Mission.

    »Det er det bedste kursus, jeg nogensinde har været på, og jeg fik smadret alle mine fordomme om Indre Mission. Foredragsholderne turde tale om og være i noget, som var svært,« siger hun.

Kan ikke overleve på spontane gaver

»I dag har jeg et billede af Indre Mission som en bevægelse, der er fyldt af innovationskraft og visioner. Det var meget visionært af Indre Mission at være med til at oprette de diakonale organisationer for 100 år siden. Den visionære linje har man fortsat med at fuldtidsansætte formanden,« vurderer generalsekretæren, som mener, at Indre Mission på det punkt går foran med et godt eksempel blandt indsamlingsorganistionerne.

    »Det er et stort skridt og ikke noget, mange organisationer tør.«

De kristne er ikke blevet mindre villige til at give, men de giver også til andre formål end kirken

    Hun synes, at det er positivt, at der er så mange i Indre Mission, der bidrager til, at bevægelsen har en stemme i samfundet.

    »Indre Mission har formået at skabe den særlige relation mellem organisationen og den enkelte giver, der gør, at de, der kommer i Indre Mission, oplever sig som en del af bevægelsen. Det giver loyalitet og stor givervilje.«

    Mette understreger, at en indsamlingsorganisation i dag har brug for en tydelig ledelse, som kan præge samfundsdebatten og kan være med til at sætte en retning for arbejdet på den lange bane.

    »Det første skridt til at vende indsamlingskurven fra et underskud til et overskud er, at en organisation bliver tydeligere i, hvem den er, og hvad den vil,« siger generalsekretæren.

    »I dag er vi meget behovsstyret, og det gør, at mennesker har svært ved at committe sig selv til en opgave og udsætte deres behov. Derfor er det vigtigt, at Indre Mission har det lange lys på og sætter en retning for arbejdet, som giverne kan se sig som en del af og bære med på gennem faste gaver. Indre Mission vil ikke kunne overleve på spontane gaver.«

Du får det godt af at give

I ISOBRO har man konstateret, at der er sket en stagnation i indsamlede gaver efter flere år med stigning.

    »Det er interessant, at det sker i en tid, hvor danskerne aldrig har haft flere penge, samtidig med at nøden bliver større på nationalt og globalt plan.

    Én af årsagerne til stagnationen er, at verden er blevet mere kompleks, så vi fokuserer på det nære. Det betyder, at vi i højere grad giver penge til nationale hjælpeorganisationer frem for internationale organisationer,« forklarer Mette Grovermann og berører kort givermønstret i de kirkelige miljøer: »De kristne er ikke blevet mindre villige til at give, men de giver også til andre formål end kirken.«

    Generalsekretæren peger på en vej ud af stagnationen.

    »Der har været en berøringsangst for at tale om at give penge, men vi skal tale det op. Jeg tror på, at vi er med til at ændre verden ved at give, og at det holder mit hjerte varmt i forhold til min næste,« understreger hun og slår også på samfundsansvaret.

    »Som borger er jeg forpligtet på at overveje, hvordan jeg forvalter de midler, jeg har fået betroet, så jeg drager bedst mulig omsorg for min næste.«

    Mette Grovermann har også et andet argument for at give.

    »Vi skal ikke give for Guds skyld; han skal nok klare sig. Vi skal give, fordi det er godt for os. Vores blik vendes bort fra os selv. Det holder os ydmyge og i kontakt med Gud,« pointerer hun og kommer med et spørgsmål til eftertanke.

    »Gud er en givende Gud og ekstravagant i alt, hvad han giver. Hvorfor vil vi ikke ligne ham noget mere på det punkt, når vi gerne vil ligne ham på andre områder?«

Om Mette Grovermann
Mette Grovermann er ny generalsekretær i ISOBRO, men har arbejdet i organisationen i 18 år. Hun er 56 år og bor på Frederiksberg. Hun har været kristen i 20 år og har i perioder kommet i forskellige frikirker. I dag er hun medlem af folkekirken og knytter til ved Jesuskirken i København.

Fakta om ISOBRO
ISOBRO blev stiftet i 2001 og har i dag 200 medlemsorganisationer, som årligt samler 6 milliarder kroner ind til velgørende arbejde. En tredjedel af medlemmerne er kirkelige organisationer. Blandt dem er Indre Mission, som har været med fra starten.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
500 konfirmander gik i Jesus' fodspor
Otto var én af konfirmanderne, der deltog i påskevandringen ud fra missionshuset Bethesda. Efterfølgende er han blevet endnu mere bevidst om, at det…
Det gavner fællesskabet at man ikke altid går i takt
Vi skal ikke se uenighed som en trussel mod sammenholdet, men som en mulighed for at udvikle et endnu stærkere fællesskab, siger brobygger og debattør…
Vi skal huske på at vi kan tage fejl
For Filip Bangura Fyhn, der er landsleder for IMU, er det vigtigt, at der er plads til forskelligheder og nuancer i de kristne fællesskaber, uden at…

Annoncer