Hvem har ikke prøvet at være fyldt af indtryk oven på en dejlig gudstjeneste eller lovsangsfest, og så komme hjem til hverdagen med alle dens udfordringer?
Sådan var det for disciplene Peter, Jakob og Johannes i Markusevangeliet kapitel 9. De havde fået en fantastisk oplevelse på bjerget, hvor de havde set Jesus i al hans herlighed. Men da de kom ned fra bjerget så de de andre disciple i en større diskussion om uddrivelse af dæmoner, for en far havde bragt sin søn, der var besat af en ond ånd, og de kunne ikke helbrede ham.
Der er en vigtig sammenhæng mellem de to tekster.
»Vi skal bruge kraften fra Jesus til at klare livet i hverdagen. Det kan vi ikke selv,« fastslår Frede Ruby Østergård, der er generalsekretær i Promissio. Han har tænkt en del over, hvad der ligger bag, da Jesus udbryder »Du vantro slægt«.
»Jeg er lidt overrasket over, at Jesus pludselig begynder at skælde ud med ordene ‘Du vantro slægt’. Der skal meget til, før han gør det, så der må være noget alvorligt på spil. Det er ikke folk i almindelighed, han er vred på - det er faktisk disciplene.
De vidste bedre. De havde tidligere fået at vide, hvordan de skulle uddrive dæmoner. De skulle gøre det i Guds kraft og ikke i egen kraft. I vers 18 ser det ud, som om de har forsøgt at gøre det på deres egen måde uden at tage Gud med ind i det,« forklarer Frede, der bemærker, at Jesus ikke slår hånden af disciplene, fordi de bliver skældt ud.
»Efter drengen er blevet helbredt, tager han dem til side og forsøger at give dem mere forståelse og oplæring. Sådan gør Jesus også i dag. Han bliver tålmodigt ved med at lære os, som vil klare os selv, at vi kun kan klare livet ved Jesus’ kraft.«
Uden Gud virker det ikke
Det er en pointe i teksten, at det sker gennem bøn.
»Hovedpointen i teksten er, at uden bøn duer vores liv ikke. Hvis vores liv som kristne er bønsløst, så er det som at fylde en opvaskemaskine uden at sætte den i gang. Som disciple kan vi gøre alle de rigtige ting, men hvis vi glemmer at connecte det med Gud, så hjælper det ikke rigtig noget. Det var det, der gik galt, da disciplene forsøgte at helbrede drengen,« siger Frede.
Han tænker lidt efter.
»Jeg tror, vi har brug for at opdage, at selv disciplene, som gik sammen med Jesus og levede sammen med ham, ikke havde opdaget, at de skulle leve deres liv ved hjælp af den magt, Jesus gav dem,« forklarer Frede.
»Bøn er rygraden i alt kristenliv. Hvis vi ikke henvender os til Gud, så er vi ikke konnektet med ham, så kører vi det på egne kræfter, og vi må selv stå på mål for det.
Derfor er det så vigtigt, at vi kommer til Jesus, for det er dér, kraften er. Det er dér, hvor der kan ske et livsforvandlende møde.«
Vi kan ikke fylde troens kurv
Han kæder denne pointe sammen med et andet tema i teksten.
»Vi skal huske at fokusere på Jesus og ikke på selve troen, for troen er ikke andet end en tom kurv, som Gud har givet os. Vi må gå til Jesus og bede om at få den fyldt op. Det kan vi ikke selv,« siger Frede.
Det kommer frem i samtalen mellem faderen og Jesus.
Faderen siger blandt andet til Jesus: »Jeg tror, hjælp min vantro.«
»Faderen tror på Jesus’ magt, og samtidig ønsker han hjælp i det, han ikke kan se nogen vej ud af. I faderens ord til Jesus siger han, at han tror, men at han samtidigt godt ved, den er så svag, at den ikke kan bruges til noget i sig selv,« siger Frede.
»Vi lærer her, at troen i sig selv ikke er noget. Det er Jesus, der giver troen indhold. Det er ham, vi skal have fyldt i troen.«
Evangelieteksten til anden søndag i fasten er fra Markusevangeliet 9, 14-29. Læs den online hos Bibelselskabet.
