IM eksperimenterer med mission

Rapporter fra corona-ramte medarbejdere fyldte på hovedbestyrelsens dagsorden

Hovedbestyrelsen måtte igen nøjes med at mødes via skærmen

Hvor Indre Missions Hovedbestyrelse (HB) i januar normalt samles til et tre-dages møde på Hotel Hebron i København, blev det denne gang til 13 timer foran skærmene hjemmefra. Mødet var af samme grund forkortet til to dage.

Det meste af bestyrelsesmødet gik med at drøfte årsrapporterne fra IM’s regioner og arbejdsgrene. De fortæller om et udfordrende og til tider frustrerende år for IM’s medarbejdere, som for manges vedkommende har været forhindret i at gøre deres normale arbejde. IM har været ramt på sin kerneydelse: at møde mennesker med evangeliet.

Udvikling og nye kontakter

Ikke desto mindre handlede rapporterne også om udvikling og eksperimenter med nye missionsmuligheder. Telefonen og kameraet er blevet nye og vigtige redskaber i missionærernes værktøjskasse, og HB drøftede mulighederne for at understøtte arbejdet med online-medier.

HB udtrykte glæde over den kreativitet, som corona-tiden også har medført, f.eks. telefonhusbesøg, video-andagter og den opgraderede Sjælesorgslinjen. Og ikke mindst over de fysiske aktiviteter, hvor det f.eks. lykkedes UNO at gennemføre de fleste af deres arrangementer i 2020. Det er stadig missionsmulighederne, der driver og sætter retning.

Nogle af rapporterne pegede på udfordringer og stillede spørgsmål, som HB vil tage op på april-mødet.

I rapporterne fra skoler med tilknytning til IM kunne HB særligt glæde sig over, at tilslutningen til Børkop Højskole er inde i en særdeles positiv udvikling.

Frimodigheden er intakt

I 2020 blev gennemført to større undersøgelser af, hvad coronakrisen har betydet for medarbejderne og de lokale fællesskaber. Konklusionerne, der blev fremlagt for HB, peger på, at den lokale frimodighed ikke er knækket. Man har lyttet grundigt til IM’s coronavejledninger og har fundet forskellige lokale løsninger. Coronatiden har også skabt en ny og konstruktiv dialog mellem de lokale ledere og landsbevægelsen – en dialog, som HB finder god for sammenhængskraften i IM.

Dialog med menighedsrådene

Det nyligt overståede menighedsrådsvalg blev diskuteret, og ikke mindst HB’s ønske om, at IM stiller sig mere til rådighed for de nye menighedsråd. HB diskuterede forskellige muligheder for at investere i dialogen med menighedsrådene, og der skal arbejdes videre med disse planer frem til næste HB-møde.

HB mødtes også med ledelsen af Københavns Indre Mission. 2020 har på flere måder været et godt år for missionshuset Bethesda i København, som har oplevet ekstra stor efterspørgsel på sine store lokaler. Sammen med lejeaftalen med Københavnerkirken resulterer det i et positivt driftsregnskab for 2020.

Ikke nedskæringer

Rekordstore gavetal for december rettede en smule op på resultatet for 2020. Tallene er ikke klar endnu, men HB ser frem mod et driftsundskud på ca. 16 millioner kr. Da IM ikke i stort omfang er belastet af dyr og gammel gæld, er det muligt at håndtere den ekstra belastning uden at skulle gribe til nedskæringer. IM holder sig også løbende opdateret på mulige kompensationsordninger.

Årsmøde igen online

Endelig besluttede HB at udskyde den planlagte årsmødefestival endnu en gang. Der er ingen udsigt til, at den kan gennemføres i 2021 på Mørkholt Strand Camping som planlagt, og derfor bliver det nu i stedet i 2022.

I stedet afholdes årsmødet som en online-begivenhed i stil med 2020 og bliver sendt fra Bethesda i København den 5. juni. Tiden vil vise, hvilke muligheder der bliver for også at samles fysisk.

Den 18. september 2021 planlægges til gengæld en årsfest, hvor IM samtidig kan fejre 160 år som organisation. HB håber, at det til den tid igen vil være muligt at samles i stort tal.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
500 konfirmander gik i Jesus' fodspor
Otto var én af konfirmanderne, der deltog i påskevandringen ud fra missionshuset Bethesda. Efterfølgende er han blevet endnu mere bevidst om, at det…
Det gavner fællesskabet at man ikke altid går i takt
Vi skal ikke se uenighed som en trussel mod sammenholdet, men som en mulighed for at udvikle et endnu stærkere fællesskab, siger brobygger og debattør…
Vi skal huske på at vi kan tage fejl
For Filip Bangura Fyhn, der er landsleder for IMU, er det vigtigt, at der er plads til forskelligheder og nuancer i de kristne fællesskaber, uden at…

Annoncer