Gud er vores store forbillede

Vi er alle skabt som skabende væsner i Guds billede, siger kunstneren Helle Noer

Hvorfor har det kreative aspekt så lidt plads i forkyndelsen og i IM generelt? Det undrer kunstneren Helle Noer sig over.

    »Gud har skabt verden og farverne, så hvorfor skal vi kun gøre den til lyd og ord?« spørger hun.

    47-årige Helle Noer er egentlig uddannet biomediciner, men hun har altid være interesseret i at skabe ting. Som barn savede hun i sin fars værksted og pløjede sin mors hobbybøger igennem igen og igen for at lave strømpedukker og andre kreationer. I dag er hun konsulent for kreativ forkyndelse i Indre Mission og kunstner. Hun er måske mest kendt for sine malerier, men hun laver også mange andre visuelle udtryk.

I missionshusene

»For ti år siden myldrede det til, når jeg holdt kreative workshops. I dag bliver de aflyst,« konstaterer hun.

    Noer ville ønske, at folk fik en bredere palet i deres relation til Gud.

    »I missionshuset er der plads til sang, spil og en forsanger. Vi opøver og fremelsker nye musikere og sangere. Tænk, hvis vi også gjorde det med den visuelle del!« Konsulenten for kreativ forkyndelse er overbevist om, at det ville føre noget godt med sig, hvis der blev mere fokus på at tale visuelle virkemidler op i forhold til forkyndelsen, gerne med mulighed for at lytterne selv kunne få lov at udtrykke sig visuelt.

Gud er vores forbillede

»Gud er vores store forbillede. Og i Bibelen kan vi se, at vi alle er skabt som skabende væsner i Guds billede,« forklarer Noer.

    Hun gør opmærksom på, at det visuelle har en stor plads i Bibelen. Både i billedhandlinger og i symboler, men også i lignelser, som illustrerer det, Jesus fortæller.

Folk har desværre en opfattelse af, at man er født med et talent, men sådan er det ikke. Det kræver træning.

    »Det Gamle Testamente er fyldt med billedhandlinger. I Ezekiels Bog er der eksempelvis en episode, hvor profeten skulle lægge sig på den ene side i 390 dage som et billede på, at folket havde vendt sig væk fra Gud. Jesus siger også ‘Jeg er vintræet’ og ‘Jeg er den gode hyrde’. Han behøvede ikke at male for at illustrere sin pointe. Han pegede bare på vintræet eller hyrden, som folk så lige foran sig, når de gik sammen med Jesus, eller som de kendte fra deres liv.«

    Noer bemærker, at Gud formede selve mennesket af jorden i stedet for bare at sige »Der blive mennesker!«

    »Vi har fået alle vores sanser for at bruge dem og til at erkende Gud med – ikke kun ørerne. Når Paulus skriver, at troen kommer af det, der høres, så er det jo hjertet, der skal høre. Et døvt barn kan jo også tro. Det er et spørgsmål om at elske og erkende Gud,« pointerer hun.

Et belastet ord

Kunstneren bemærker, at ordet »kreativ« desværre er blevet et belastet ord, som mange mere eller mindre automatisk afskriver.

    »Ordet betyder ‘skabende’ og kan forstås på mange måder og meget bredt – selv opfatter jeg det primært som et udtryk for det visuelle som modsætning til det auditive – at høre. Men så begrænset er det jo slet ikke.”

    Noer ser, at afskrivningen af det kreative kan have vidtrækkende konsekvenser.

    »Mange undertrykker deres egen gudgivne natur her. Det er selvfølgelig et frit valg, men konsekvensen kan være, at det smitter af, så det også bliver undertrykt hos andre omkring personen.«

    Hun pointerer, at Guds ord blev kød.

    »Ordet skulle blive levende for dem, så de kunne mærke og se det!«

    Derfor mener hun også, at det er vigtigt, at man tager flere sanser i brug, når man vil opleve Gud.

Som et barn

Noer understreger, hvor naturligt det er for børnene at bruge hele deres sanseapparat, når de lovsynger, tilbeder og beder.

    »Alt det visuelle – det skabende og det kropslige – er jo i børneklubberne. Men de fleste tænker desværre, at det kun hører barndommen til. I forhold til lyd er det anderledes. Vi bliver ved med at synge, selvom vi bliver ældre.«

    Noer funderer over, om det kan have noget med nuancerne at gøre.

    »Vi synes, det er barnligt at synge børnesange. Men vi læser jo heller ikke Søren og Mette og børnebibler mere, når vi bliver voksne. Som voksne har vi brug for at gøre vores sprog mere voksent og nuanceret. Sådan er det også med de andre kreative former,« siger kunstneren og opfordrer til at lære af børnene.

    »Børn går i dialog med livet og sætter mærke på alle måder, de kan. De bevæger sig, tegner, synger, leger osv., hvorimod vi voksne oftest har sorteret nogle sprog fra, så vi mest holder os til talesproget og til sangen,« siger hun.

    En udfordring kan være, at man ofte synes, man skal kunne tegne eller skabe noget pænt, forklarer konsulenten.

Ordet skulle blive levende for dem, så de kunne mærke og se det!

    »De fleste holder op med at tegne som ti-tolv-årige. Derefter synes mange, at det er pinligt, hvis de skal tegne noget.«

    Noer tilskriver det delvist præstationskulturen i Danmark.

Tegningen forsvinder ikke

»Måske er det en afspejling af vores samfund, hvor der hersker en perfekthedskultur. Frygten for at blive bedømt kan være stor. Man fremviser sig selv og bliver sårbar. Hvis man synger, forsvinder sangen med det samme. Det gør en tegning eller figur ikke,« siger hun.

    Men Noer pointerer, at man som udgangspunkt bliver dårlig til det, man ikke træner. Hun henviser til en undersøgelse på kunstmuseet Trapholt i Kolding, hvor de har undersøgt, om man kan spotte et talent fra barnsben. Undersøgelsen viser, at forskellen på talent eller ej ligger i opbakning fra familie, lærere m.fl., interesse, muligheder for at dyrke sin interesse og så, at de har øvet sig i tusindvis af timer.

    »Folk har desværre en opfattelse af, at man er født med et talent, men sådan er det ikke. Det kræver træning,« siger Helle.

    »Man kan sammenligne det meget med musik. Vi har et klart billede af, at musikken hører til i kirken og tilbedelsen. Vi skelner mellem professionelle og amatører, men nærmest alle bruger det som deres eget udtryk. Intentionen er ikke altid at være god, men bare at udtrykke sig, for eksempel når vi er glade eller kede af det.«

    Hun opfordrer til, at man sætter sig ud over tanken om, at resultatet skal være pænt, og i stedet bare prøver at skabe noget.

Til berigelse for andre

»Husk på, at selvom du laver det for din egen skyld, kan det blive til berigelse for andre! Når vi synger, skaber det fællesskab – et samstemmende udtryk, som kan forstærke oplevelsen eller følelsen. Og dem, der tør gå foran, for eksempel forsangeren, stiller sig til rådighed til gavn for fællesskabet. Sådan en værdi kan det også give, når man deler andre udtryk,« siger hun.

    »Find steder til de skabende mennesker, hvor de kan komme til i missionshusene! Og husk det visuelle – det er vigtigt for langt de fleste mennesker, som bedre kan lytte og forstå, når der er noget visuelt, eller når der er mulighed for selv at skabe!«

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
500 konfirmander gik i Jesus' fodspor
Otto var én af konfirmanderne, der deltog i påskevandringen ud fra missionshuset Bethesda. Efterfølgende er han blevet endnu mere bevidst om, at det…
Det gavner fællesskabet at man ikke altid går i takt
Vi skal ikke se uenighed som en trussel mod sammenholdet, men som en mulighed for at udvikle et endnu stærkere fællesskab, siger brobygger og debattør…
Vi skal huske på at vi kan tage fejl
For Filip Bangura Fyhn, der er landsleder for IMU, er det vigtigt, at der er plads til forskelligheder og nuancer i de kristne fællesskaber, uden at…

Annoncer