IM’s største bibelcamping gennemfører i mindre målestok

Hjallerup Bibelcamping bliver gennemført inden for de gældende corona-rammer.

Udvalget bag Hjallerup Bibelcamping har besluttet at gennemføre sommerens camping med de coronarestriktioner og begrænsninger, som gælder i uge 30, den 24.-31. juli. Det bliver en bibelcamping i noget mindre målestok end sædvanligt, fastslår formand Andreas Kildahl Fibiger.

»Det bliver ikke som for to år siden, hvor flere end 2000 deltog. Efter de rammer, der indtil videre er meldt ud, må vi være 500 personer på pladsen og i mødeteltet, og det vil selvfølgelig også afspejle sig i programmet. Til gengæld er der mere tid og flere muligheder for at dyrke de nære fællesskaber i forteltene,« siger formanden.

Konkret vil der blive skåret ned på koncerter, seminarer og de hyggelige cafeer, hvor bibelcampisterne plejer at mødes om aftenen. Men der vil stadig være bibeltimer, aftenmøder og teenspor, ligesom der arbejdes på et særskilt program for børn og juniorer.

Uden Menighedscamp

Sommerens bibelcamping bliver til gengæld uden Menighedscamp, hvor grupper fra forskellige menigheder og IM-fællesskaber plejer at slå sig ned i samlet flok.

»Menighedscamp er aflyst, men flere af de grupper, som plejer at deltage, har meldt ud, at de i stedet mødes på andre campingpladser. Vi satser på at kunne streame bibeltimer og aftenmøder fra Hjallerup, så de også kan være en del af fællesskabet på afstand,« siger Andreas Kildahl Fibiger.

Planlægningen af Hjallerup Bibelcamping er i fuld gang, og arrangørerne forsøger at være omstillingsparate, hvis coronaretningslinjerne skulle ændre sig hen over sommeren.

»Lige nu er vi i dialog med de frivillige, som plejer at gøre en kæmpe indsats for at få Hjallerup Bibelcamping til at lykkes. Vi har bedt dem overveje, om de kan se sig selv i årets udgave, eller om de hellere vil vente til næste år, hvor vi forhåbentlig kan mødes igen i stor skala. Derfor er der stadig mange ubesvarede spørgsmål i forhold til årets bibelcamping. Men vi er enige om, at det er bedre at samle 500 end slet ikke at samle nogen,« siger han.

Der åbnes for tilmelding i løbet af maj måned. 

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
500 konfirmander gik i Jesus' fodspor
Otto var én af konfirmanderne, der deltog i påskevandringen ud fra missionshuset Bethesda. Efterfølgende er han blevet endnu mere bevidst om, at det…
Det gavner fællesskabet at man ikke altid går i takt
Vi skal ikke se uenighed som en trussel mod sammenholdet, men som en mulighed for at udvikle et endnu stærkere fællesskab, siger brobygger og debattør…
Vi skal huske på at vi kan tage fejl
For Filip Bangura Fyhn, der er landsleder for IMU, er det vigtigt, at der er plads til forskelligheder og nuancer i de kristne fællesskaber, uden at…

Annoncer