Vi skal turde gå på vandet

Fællesskaberne må sætte gode rammer op omkring diakoniens tjeneste, så folk ikke kommer på overarbejde

Der er to årsager til, at det kan virke uoverskueligt for mange at tage det lange seje træk, når det gælder diakoni, mener Margit Ahlefeldt Simonsen, der er diakonikonsulent i Indre Mission.

»For det første bliver vi skræmt over opgavens størrelse, og for det andet er vi bange for at fejle. Men diakoni behøver ikke være en stor opgave, man står alene med. Diakonien er ikke bare endnu en opgave oveni alt det andet, vi bruger vores tid på. Det skal være fundamentet under det hele,« fortæller Margit.

For hende er diakonien afgørende for trivslen i de kristne fællesskaber.

»Det er en skævvridning, hvis vi tror, at diakoni kun er udadrettet. Vi skal starte indefra i vores fællesskab. For hvis vi alle trives, så får vi overskuddet til at løfte blikket udad. Hvis der skal være energi til at række ud til andre, så skal der være trivsel internt i fællesskabet, og det skaber vi ved at se hinanden,« siger Margit, der selv oplever, at diakonien giver hende energi.

»Diakonien har givet mit kristenliv energi. Det er energigivende, når vi hjælper andre, og selvom det kan være en stor opgave og et sejt træk indimellem, så kan det også være med til at booste vores fællesskaber.«

Udgangspunkt i mennesket

Det at føle sig set er et vigtigt element i diakoniens arbejde, mener Margit.

»Socialt arbejde tager oftest udgangspunkt i folks problemer, mens diakonien tager udgangspunkt i det enkelte menneske. Diakoni handler om at få øje på det værdifulde og gudskabte menneske bag problemerne, det knudrede og det, der ikke fungerer. Vi skal lære at se mennesker med Jesus’ øjne.«

Margit oplever gang på gang at blive bekræftet i netop dette, når hun læser Bibelens fortællinger om Jesus.

»Vi kommer så nemt til at tænke, ‘hvad ville Jesus sige?’, men vi skal i stedet spørge ‘hvad ville Jesus gøre?’ Den barmhjertige samaritaner sagde ikke en hel masse. Han hjalp bare, da der var brug for det. Jesus mødte heller ikke Zakæus med en hel masse ord. I stedet spurgte han, ‘giver du kaffe?’ Det handler først og fremmest om relationer, så vi ikke ser folk som opgaver. Diakoni er evangeliet i handling,« siger diakonikonsulenten.

Respekt og gode rammer

Hvis diakonien i stedet for at være en opgave kommer til at handle om relationen til et andet menneske, så er det også nemmere og mere overskueligt for den enkelte at hjælpe dem, der har brug for omsorg og hjælp i længere perioder, mener Margit. Samtidig er det vigtigt, at de kristne fællesskaber er bevidste om deres ansvar, så arbejdet ikke hænger på nogle få.

»Der findes desværre kristen dovenskab mange steder, og oftest sker der det, at tyve procent løfter firs procent af opgaverne. Det dur ikke. Uanset, hvor tungt det kan være, så må diakonien aldrig hænge på den enkelte.«

Hun foreslår blandt andet tidsbegrænsede aftaler, når nogen har brug for hjælp over længere tid på den ene eller anden måde, fordi det kan være lettere at sige ja til en opgave, hvis man ved, man kan komme ud af den igen og lade en anden tage over.

»Det er vigtigt, at vi har respekt for hinanden og sætter gode rammer op for hinanden, så vi ikke sætter folk på overarbejde. Det kan for eksempel være tids begrænsede opgaver, mentorordninger eller en tydelig struktur, hvor nogle i fællesskabet får ansvaret for diakoni og for at forvalte nådegaverne i fællesskabet.«

Enhver kristens dna

Selvom det indimellem kan være vanskeligt og krævende at hjælpe andre, finder Margit stor frimodighed og velsignelse i, at diakonien ikke er noget, hun skal klare selv.

»Når vi hjælper andre, så er det et kald, vi alle står i, og så er vi med vores far på arbejde. Så er det Gud, der har ansvaret og sætter retningslinjerne. Vi skal bare være arme og ben. Diakonien som tjeneste er en del af enhver kristens dna, og hvis den ikke er, så bliver man let amputeret. Heldigvis kan Gud jo godt få ting til at gro ud igen,« siger Margit med et smil.

Hvis man alligevel er nervøs for at springe ud i det, henviser Margit til Peters vandgang på Genesaret sø.

»Jeg elsker Peters vandgang. Han begav sig ud på vandet, fordi Jesus sagde det, og vandet bar ham. Da han tvivlede - var menneskelig - stod Jesus klar til at gribe Peter. Vi skal også turde gå på vandet, hvis vi vil have oplevelser med Jesus. Vi behøver ikke starte med de store bølger. Start i det små, snak med nogle af dem, du ikke kender så godt. Det starter en relation, og så har vi allerede lidt diakoni på banen,« opmuntrer Margit.

»Mange vil så gerne bruges af Jesus og opleve ting med ham. Der er nok at gå i gang med for os alle sammen. Vi skal bare turde gå ud på vandet til Jesus. Vi er faktisk ret gode til relationer i Indre Mission. Vi skal bare huske at bruge den evne at trække på de mange forbindelser, vi har.«

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
500 konfirmander gik i Jesus' fodspor
Otto var én af konfirmanderne, der deltog i påskevandringen ud fra missionshuset Bethesda. Efterfølgende er han blevet endnu mere bevidst om, at det…
Det gavner fællesskabet at man ikke altid går i takt
Vi skal ikke se uenighed som en trussel mod sammenholdet, men som en mulighed for at udvikle et endnu stærkere fællesskab, siger brobygger og debattør…
Vi skal huske på at vi kan tage fejl
For Filip Bangura Fyhn, der er landsleder for IMU, er det vigtigt, at der er plads til forskelligheder og nuancer i de kristne fællesskaber, uden at…

Annoncer