Mødet med Guds storhed - indremission.dk
Indre Missions Tidende

15.11.2019

Mødet med Guds storhed

Gud viser sig både gennem universets gåder og i tilgivelsens under




Velkommen til endnu en udgave af impuls, som denne gang undersøger to store, vigtige mysterier. Det ene er Guds forunderlige skaberværk, hvor vi bliver både udfordret og opmuntret af Guds ubegribelige kreativitet. Både når videnskabsmanden dykker ned i universets gåder, og når kunstneren forsøger at komme ind bag ved det, han ser.

    For både kunstneren og videnskabsmanden er arbejdet en gudstjeneste, som bringer dem tættere på både skaberværket og skaberen selv. Mød dem begge her i bladet.

Dommen og nåden

Det andet mysterium er tilgivelsens under. Tilgivelsen som både Guds gave og opgave, en trøst og et påbud, som vil indramme vores liv og sætte dagsorden for både vores ord og handlinger. Guds tilgivelse skal vi ikke kæmpe for. Det har Jesus gjort for os. Men vi skal dagligt kæmpe for selv at modtage og at videregive tilgivelsen.

    Tilgivelsen er nødvendig, fordi vi alle sammen bærer skyld, og derfor alle sammen er under dom. Først og fremmest Guds dom, men også hinandens dom. Og den eneste vej gennem dommen er tilgivelsens vej. På en gang befriende og udfordrende. Det tales der stærkt om i dette nummer af impuls.

Ydmyghed

Til sammen giver disse to mysterier os et forunderligt billede af Gud. Vi ser Gud som den almægtige skaber og som den kærlige far. Vi forundres over Guds fantastiske univers, og vi overrumples af Guds urimelige barmhjertighed. Og det gør os mennesker uendeligt små.

    Mødet med Guds magt og Guds kærlighed kalder os til ydmyghed og taknemlighed, til tro og handling.

    God fornøjelse med læsningen.

Dette er forordet til impuls nr. 23/2019. Har du abonnement kan du finde magasinet i arkivet med e-blade.



Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter