IMU drømmer stort om fremtiden

Der blev tænkt både stort og dybt, da IMU'ere fra hele landet tog sigte og skød sig ind på fremtidens IMU

LÆS OM IM-MUSIKS WORKSHOP FOR LOVSANGSLEDERE HER

Hvor skal IMU bevæge sig hen i fremtiden? Det spørgsmål skal der findes et svar på i løbet af de kommende to-tre måneder, og lørdag den 23. november blev der taget et stort og vigtigt første skridt ved AIM-konferencen i missionshuset Betania i Odense. Alle landets IMU-fællesskaber var blevet opfordret til at sende én eller flere repræsentanter, og mange havde benyttet sig af muligheden for at få indflydelse.

Ikke i mål

Efter en skarp gennemgang af IMU's kerneværdier, blev deltagerne delt op i grupper og sendt ud i byen på »walk and talk« for at lære hinanden at kende og for at få den kreative proces i gang.

    Tilbage i missionshuset introducerede ungdomskonsulenterne Nanna Dideriksen og Peter Kiel Jensen den videre proces, hvor deltagerne skulle sætte ord på både negative og positive karakteristika for IMU og sammenligne disse med deres drømme for fællesskabet. Senere blev der lavet nye grupper, hvor det hele blev samlet i ni sætninger, som IMU's Landsudvalg og konsulenter skal arbejde videre med, når de mødes i december og januar.

    »Som jeg havde håbet, sluttede vi konferencen flyvende en meter over jorden,« siger landsleder Niels Hankelbjerg Mortensen. »Vi er ikke i mål, men vi fik sat processen i gang, og vi har fået en meget brugbar basis at arbejde videre med. Samtidig håber jeg, at IMU'erne nu føler et ejerskab for den her proces. Vi, der skal arbejde videre med den, vil gøre os meget umage for, at der bliver tydelige spor af konferencen i den fokus-formulering, vi håber at kunne præsentere til foråret,« siger han.

Mere mission i IMU

»En af de ting, jeg fik med fra konferencen, er, at vi skal til at snakke meget mere mission i IMU. Vi skal klæde hinanden på til at gå ud med budskabet, og vi skal minde hinanden om, at vi først og fremmest er sendt med det gode budskab. Det er der mange, som gerne vil, men der er også en del, som ikke helt ved hvordan,« siger landslederen.

    En vigtig del af arbejdet på konferencen var at samle og sammenskrive de enkelte forslag. Derved stødte deltagerne på flere svære dilemmaer, som måtte løses undervejs. Bl.a. blev det diskuteret, hvordan IMU kan åbne sig mere for dem, der er nye i troen.

Retning mod Kristus

»Der skal være plads til at være på vej i troen, uden at man bliver mindet om alt det, man mangler,« sagde en deltager, hvortil en anden indvendte: »Det er jeg enig i, men hvordan giver man den plads i praksis, uden at man tilbyder de mere erfarne kristne en light-udgave af kristendommen.«

    Det fik én til at udbryde, at han var godt træt af diskussionen om, hvorvidt folk er indenfor eller udenfor.

    »Det vigtigste er ikke, om vi er tæt på Kristus eller langt fra ham, men at vi har retning mod ham, der hvor vi er.«

    Konferencen sluttede med en stor lovsangsaften.

Læs de 9 sætninger der blev formuleret om fremtidens IMU, og hør tre deltagere fortælle, hvilke drømme de har for IMU i decembers udgave af GEIST.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
500 konfirmander gik i Jesus' fodspor
Otto var én af konfirmanderne, der deltog i påskevandringen ud fra missionshuset Bethesda. Efterfølgende er han blevet endnu mere bevidst om, at det…
Det gavner fællesskabet at man ikke altid går i takt
Vi skal ikke se uenighed som en trussel mod sammenholdet, men som en mulighed for at udvikle et endnu stærkere fællesskab, siger brobygger og debattør…
Vi skal huske på at vi kan tage fejl
For Filip Bangura Fyhn, der er landsleder for IMU, er det vigtigt, at der er plads til forskelligheder og nuancer i de kristne fællesskaber, uden at…

Annoncer