Der er sket meget, siden Niklas Vibe Vinther Lund for fem år siden blev inviteret med på en lejr i hjembyen Grindsted.
»Jeg gik i 7. klasse og troede, det var en spejderlejr, og det var det også noget af tiden med hygge, spil og en masse slushice. Men om aftenen skulle der være koncert, og det havde jeg glædet mig til, for det lød da lidt federe end det, vi plejede at lave,« griner Niklas, som havde været spejder siden 1. klasse.
»Det viste sig, at koncerten var en lovsangsaften, og jeg sad allerforrest sammen med mine venner, da folk begyndte at rejse sig og løfte hænderne. Det var ret grænseoverskridende.«
Bagefter gik en taler på, og Niklas fattede stort set intet af, hvad der blev sagt. Men da der skulle være lovsang igen efter talen, rejste han sig ligesom alle de andre. Mest for ikke at skille sig ud.
»Mens vi stod der og sang, kom det bare til mig: Jeg tror! Det var vildt underligt, og jeg reagerede ved at gå min vej og begynde at tude, men senere kom jeg tilbage og fortalte mine venner, hvad der var sket,« husker Niklas, som i dag er 18 år.
Hellere kirke end byture
Lejren var arrangeret af frikirken Det Danske Missionsforbund, som står stærkt i Grindsted, og hvor Niklas også gik til spejder. Efter lejren begyndte han at engagere sig mere i den lokale menighed, og selv om hans forældre ikke selv går i kirke, tog de det ret pænt.
»De kunne se, at jeg var glad, og de foretrak, at jeg gik i kirke, frem for at jeg gik i byen som andre teenagere,« husker han.
Det var en rigtig god oplevelse af komme til IMU. Jeg følte mig hjemme og begyndte at læse en masse og stille en masse spørgsmål
»Mine søskende havde flere fordomme om frikirkemiljøet og frygtede, at jeg ville blive hjernevasket, men også de faldt med tiden til ro og accepterede det.«
Niklas ville gerne på en kristen efterskole i 9. klasse, men det blev alligevel for meget for forældrene, så i stedet kom han på en efterskole uden kirkelig tilknytning. Det blev på mange måder en god tid, men det gik hårdt ud over hans tro.
»Mens jeg gik på efterskole, var der en masse uro i den kirke, jeg kom fra, så når jeg var hjemme på weekend, følte jeg mig ikke rigtig hjemme i kirken. Til sidst besluttede jeg mig faktisk for, at det med troen alligevel ikke var noget for mig. Det føltes som en meget bedre idé at hænge ud med mine efterskolevenner og feste og drikke som dem.«
Forfulgt af kristne
Om sommeren tog Niklas og vennerne fra efterskolen til Bork Havn Musikfestival, og her ville tilfældighederne – eller hvad det nu var – at drengenes lejr kom til at ligge klos op ad Indre Missions SnakTro-team, som deltog på festivalen med deres rullende samtale-café.
»Det var jeg virkelig træt af. Jeg følte mig nærmest forfulgt af de kristne, og det kaldte en masse dårlige minder frem,« husker Niklas, som bare ville feste og hygge sig.
»En aften skete der noget. Jeg havde drukket rigtig meget og kunne knapt nok gå, men af én eller anden grund fik jeg slæbt mig de få meter hen til SnakTro-vognen og brækkede mig ud over deres bord. Men de tog sig af mig, og jeg fik fortalt, at jeg faktisk var kristen,« fortæller Niklas.
Hvad samtalen egentlig handlede om, står hen i det uvisse.
»Jeg hørte dem sige, at jeg skulle tage ned i Grindsted IMU, men det er de overbeviste om, at de ikke sagde, så jeg ved ikke, hvor det kom fra. Men jeg gjorde det, da jeg kom hjem,« fortæller han.
Venter på Gud
»Det var en rigtig god oplevelse at komme til IMU. Jeg følte mig hjemme og begyndte at læse en masse og stille en masse spørgsmål, som jeg havde tumlet med,« fortæller Niklas, som drømmer om måske engang at studere teologi. Det kan dog blive svært at komme ind på studiet, for umiddelbart efter nytår droppede han ud af 2. g.
»Jeg var egentlig glad for at gå der, men jeg havde en ret klar fornemmelse af, at Gud ville noget andet med mig. Jeg ved bare ikke helt, hvad hans plan er, så indtil videre forbereder jeg mig ved at læse en masse og lægge en masse arbejde i kristent arbejde, samtidig med, at jeg arbejder.«
Han er også blevet fritidsforkynder i IMU.
»Det er lidt vildt, fordi jeg jo ikke har været kristen så længe. Men jeg bruger meget tid på at snakke om det med ungdomskonsulent Daniel Præstholm, som er god at have med på sidelinjen,« fortæller Niklas, som er spændt på, hvilke planer Gud har med ham.
