Døden kan ikke tage dit liv

Midt i al det alvorlige skal vi huske at lytte til det tilbud, som Jesus har med til os

På vej mod påske støder vi denne søndag på en udfordring om, hvad der er sandhed og løgn, og hvad der fører til liv eller til død.

Der er noget sort-hvidt over Jesus’ samtale med jøderne. Men et menneskes forhold til Jesus er også sort-hvidt. Tror du ham, eller tror du ham ikke? Og alligevel er det ikke sort-hvidt på den åbenlyse måde, så vi udefra kan gennemskue et andet menneskes trosforhold.

Menneske på godt og ondt

Når jeg læser Jesus’ beskrivelse af jøderne, kommer jeg til at spekulere over, om mennesker uden troen på Jesus er onde, og mennesker, der har troen på Jesus, er gode. Men glem det!

For alle mennesker er skabt af den gode skaber, den ene, sande, treenige Gud! Også dem, Jesus taler til og afslører, at de har Djævelen til far.

Alle har mulighed for at gøre godt, og de allerfleste ønsker at gøre det. Derfor kan vi trygt sende børnene i skole, selv gå til læge og i reglen stole på, at landets lovgivning altovervejende er god. Det skyldes, at Skaberen holder fast i os, beskytter os og leder os til at elske og til at gøre godt.

Alligevel giver Jesus til kende, at hans tilhørere har underkastet sig under et modsat herredømme. Deres åndelige far er Djævelen selv. Målet, de har retning imod, er ikke liv, men død. Herren, som de har valgt at stå i tjeneste for, er ikke Gud, men Den Onde, selv om de er overbeviste om det modsatte. Det er dybt tragisk for dem.

Sandhed og løgn

Vores tekst fra Johannesevangeliet har et grundtema, som går igen mange andre steder. Jesus møder jøderne, frem for alt deres ledere, og de vil ikke anerkende ham som Guds søn. I vores tekst spidser dialogen til, og de anklager Jesus, Guds egen søn, for at være besat af en dæmon og dermed stå i Satans tjeneste. Det er totalt at bytte om på sandhed og løgn. Og Jesus fastslår med sit barske og radikale ordvalg, at det er dem selv, der er forført af Den Onde.

Et afgørende livsøjeblik

Der er situationer i et menneskes tilværelse, hvor vores liv og fremtid står og falder med, hvad vi vælger. Vi kan tænke på forlovelse og bryllup. På at vælge uddannelse. På at søge læge eller ej.

Akkurat sådan er det, når et menneske møder Jesus! Det er et livsøjeblik, hvor det er afgørende, om vi siger ja eller nej til ham. Dette skaber en dyb alvor over de ellers helt vidunderlige steder, hvor Jesus har lovet at møde os. Jeg tænker på dåben, nadveren, og når sandheden i Guds ord går op for én.

Derfor skal vi sammen med det alvorlige også lytte godt efter det glædelige, nemlig Guds tilbud og gave, som Jesus har med til os. »Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden,« siger han til os (Joh 8,51).

Jesus selv og Jesus’ ord er ét og det samme. At holde fast ved Jesus’ ord er at holde fast ved Jesus selv. Det er det modsatte af, hvad jødernes ledere gør. De slår ham ihjel, først i deres egen tro og dernæst på et kors. Og det samme drab kan bo i os, når vi møder Jesus med et nej.

Luk dig i stedet op for løftet fra ham: Du skal aldrig i evighed se døden! Han tænder håbets lys over dig. Døden er ikke din virkelighed; det er livet.

Livet er Jesus

Selv var Jesus på vej mod påsken. Han valgte døden, men vel at mærke døden i vores sted og for vores skyld. Han gik ind i det mørkeste mørke for at redde os fra at ende dér. Han udholdt skammen, både fra jødernes foragt og fra den nedværdigende død på et kors.

For han tænkte på dig. Han døde og opstod af graven for dig. Og for ethvert menneske, for vi er alle skabt og elsket af ham. Sammen med Jesus har du livet foran dig. Selv døden kan ikke berøve dig livet og fællesskabet med Jesus. For det er sandt, hvad jeg engang så som en indskrift på en gravsten på Harboøre kirkegård: »Det er jo ej at dø, når livet følger med!« Livet er Jesus. Og han følger med uanset, hvad der kommer på din vej.

Så afgørende er Jesus i dit og mit liv. Og i deres, som endnu ikke har lært ham at kende. Lad os elske Gud, som i den grad har givet sin egen søn i kærlighed til os. Og lad os elske mennesker, så vi lever et liv, der tydeligt har retning mod Jesus og det evige håb hos ham. Tænk, hvis et menneske igennem min omsorg kan få smag for Guds kærlighed, og længslen kan vækkes efter at lære Jesus at kende.

Evangelieteksten til 3. søndag i fasten er fra Joh. 8, 42-51. Læs den online hos Bibelselskabet

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
500 konfirmander gik i Jesus' fodspor
Otto var én af konfirmanderne, der deltog i påskevandringen ud fra missionshuset Bethesda. Efterfølgende er han blevet endnu mere bevidst om, at det…
Det gavner fællesskabet at man ikke altid går i takt
Vi skal ikke se uenighed som en trussel mod sammenholdet, men som en mulighed for at udvikle et endnu stærkere fællesskab, siger brobygger og debattør…
Vi skal huske på at vi kan tage fejl
For Filip Bangura Fyhn, der er landsleder for IMU, er det vigtigt, at der er plads til forskelligheder og nuancer i de kristne fællesskaber, uden at…

Annoncer