Del jeres personlige forhold til musikken

Vi skal møde hinanden med kærlighed, også når der er noget, vi ikke forstår, mener Linda Iversen

Tilbage i februar startede Linda Iversen som landsleder for IM-musik. Hun har nu fået indblik i en stor del af det arbejde, der foregår i kulisserne bag de musikarrangementer og -tiltag, som Indre Mission arrangerer, og hun er nu ved at være klar til at sætte gang i flere.

    Før hun blev ansat i IM, arbejdede Linda som organist i Vorgod-Barde, hvor hun stadig bor med sin mand, Karsten, og to af parrets tre børn. I kirken var det blandt andet samarbejdet med præsten, babysalmesang, legestue og det at få tingene til at hænge sammen, som var spændende for Linda, som nu bruger nogle af de erfaringer i samarbejdet med både ansatte og frivillige i IM’s musikarbejde.

    Selvom arbejdet som landsleder indebærer mange nye arbejdsopgaver for hende, synes Linda, at hun har fået en rigtig god start i arbejdet som landsleder.

    »Helt overordnet er musikarbejdet på mange måder meget velfungerende. Jeg har ikke oplevet store udfordringer eller problemer. De ansatte havde arbejdet uden leder i halvt år og havde fundet gode løsninger undervejs for at dække ind. Så jeg fik lov til at opleve tingene, stille en masse spørgsmål undervejs og blive en del af holdet på en rigtig god måde.«

    Opmuntret af det gode arbejdsfællesskab og den store indsats fra de ansatte og frivillige, er Linda nu klar med flere tiltag i fremtiden, som skal give plads til endnu flere nuancer i IM’s musikarbejde.

    »Vi er i dialog med Børkop Højskole om et samarbejde omkring undervisning og udrustning af lovsangsledere. IM-musik vil gerne være en aktiv medspiller for de unge musikere og sangskrivere. Det er vigtigt, at sund lovsang er tæt knyttet til et solidt kendskab til Bibelen. Og så er vi i gang med at undersøge mulighederne for at lave en Gospel-kids Festival for børn med særlige behov. Det glæder jeg mig virkelig meget over,« fortæller Linda begejstret.

Plads til alle

Netop det at gøre musikken og fællesskabet omkring den tilgængelig for alle, har altid været afgørende for hende. Tidligere som organist, men også nu, hvor hun indimellem holder sangaftner rundt omkring i landet, er det vigtigt for hende med gode rammer omkring fællessangen, så der er plads til alle.

    »Vi er privilegerede med mange dygtige musikere, der gerne vil spille til Indre Missions større arrangementer. Det er super skønt, og det må vi være taknemmelige for. Bare vi ikke falder i præstationskulturens fælde, hvor det aldrig kan blive godt nok. Den forventning, oplever jeg, kan komme både fra fællesskabet og fra den enkelte. Her er det vigtigt, at vi holder fast i, at lovsang aldrig handler om at være bedst, men om den Gud, vi takker og ærer. Vi skal også give plads til det enkle og det uperfekte.«

    Hun mener stadig, at man skal bakke op om de mennesker, som vil dygtiggøre sig inden for musikken. Det professionelle og det enkle skal ikke være modsætninger eller udelukke hinanden; der er plads til det hele.

    »Vi skal ikke alle kunne det samme, heller ikke som lovsangsledere. Vi må hver især finde vores egen plads. Det er alligevel for bøvlet, hvis vi alle skal sidde på den samme stol,« siger Linda smilende.

Skabt til musik

Selvom IM-musik har mange forskellige initiativer og arrangementer, som er målrettet forskellige aldersgrupper og erfaringer, er det overordnede formål altid det samme, understreger Linda.

    »Musikarbejdet skal på samme måde som alle andre arbejdsgrene i Indre Mission være med til at ‘lede til Jesus og leve i ham’. Sang og musik har haft en central placering i kristne sammenhænge gennem tiden, så det er helt naturligt, at det fylder en del i vores kristenliv, uanset hvor gamle vi er. Sang og musik bliver vi aldrig for gamle til.«

    Alligevel oplever hun arbejdet med børn som noget helt særligt, fordi glæden og begejstringen over livet og musikken ikke er til at overse hos dem. En stor del af arbejdet i IM-musik er da også for børn og unge, og det er der ifølge Linda gode grunde til.

    »Børn og unge er et sted i livet, hvor de skal vælge og tage stilling til mange ting, og derfor vil vi gerne være der særligt for dem.«

Dialogen er vigtig

Når Linda selv er rundt i landet for at holde sangaftner, gør hun meget ud af at italesætte, hvad tankerne bag aftenens program er, og hvorfor hun har valgt de sange, hun har. Det skyldes, at hun desværre ofte oplever, at musikken giver anledning til frustrationer i fællesskaberne.

    »Musik kan samle os, men det kan også skabe stor afstand, hvis vi ikke forstår eller møder hinanden med kærlighed. Jeg bliver ked af at høre, at man nogle steder ikke kan holde hinandens yndlingssange ud. Det er ikke okay. Det er så vigtigt, at vi kan rumme hinandens forskelligheder som kristne brødre og søstre,« fortæller Linda, der mener, at det største ansvar ligger hos de voksne.

    »Vi skal møde de unge med lidt mere kærlig nysgerrighed frem for korslagte arme og himmelvendte øjne. Vi skal turde undre os, tale sammen og møde hinanden med kærlighed frem for at trække os, når der er noget, vi ikke forstår.«

Vi skal møde de unge med lidt mere kærlig nysgerrighed fremfor korslagte arme og himmelvendte øjne

    Linda håber, at IM-musik kan være med til at sætte gode rammer for netop den dialog. Samtidig har hun en udfordring til alle, der oplever uenighed omkring musikkens indhold eller stil.

    »Hvad ville der mon ske, hvis vi i stedet begyndte at bede Gud om kærlighed til de andre i vores fællesskab fremfor at tvinge vores egne ønsker til musikken igennem?« spørger hun.

    »Jeg tror, at når den indbyrdes kærlighed mellem os vokser, så vil vores krav til musikkens udtryk fylde væsentligt mindre.«

Sangens gaver

De mange forskellige holdninger til musikken må ifølge Linda ikke stå i vejen for, at vi snakker med hinanden om det.

    »Det er helt vildt vigtigt med sang og musik, at vi deler med hinanden, hvad det gør ved os, og hvorfor noget er vigtigt for os,« understreger hun.

    For landslederen har fællesskabet omkring sang altid haft en helt særlig betydning.

    »Det gør godt på så mange forskellige planer, når vi synger sammen. Og så giver det os muligheden for at dele vores forhold til forskellige sange med hinanden,« siger Linda.

    Hun vil gerne opmuntre til en større frimodighed omkring det at dele ud af personlige oplevelser med bestemte sange. »Når jeg bladrer gennem en sangbog, dukker der et kæmpestort persongalleri op inde i mit hoved med folk, der har fortalt om en livssituation, hvor en specifik sang fik en helt særlig betydning,« fortæller Linda, som selv har særlige minder knyttet til blandt andet ‘Bred dine nådesvinger’, der altid blev sunget hjemme hos hendes bedsteforældre.

    »Ligesom vi kan dele bibelvers med hinanden, som har fået en særlig betydning for os, kan vi få meget ud af at dele ud af vores personlige forhold til sangene. Vi kan lære så meget af hinanden på tværs af alder og erfaringer, og det må vi ikke lade vores forskelligheder stå i vejen for,« fastholder Linda og tilføjer: »Det er trods alt ikke musikken, der er det afgørende, men ham, sangene peger på.«

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
500 konfirmander gik i Jesus' fodspor
Otto var én af konfirmanderne, der deltog i påskevandringen ud fra missionshuset Bethesda. Efterfølgende er han blevet endnu mere bevidst om, at det…
Det gavner fællesskabet at man ikke altid går i takt
Vi skal ikke se uenighed som en trussel mod sammenholdet, men som en mulighed for at udvikle et endnu stærkere fællesskab, siger brobygger og debattør…
Vi skal huske på at vi kan tage fejl
For Filip Bangura Fyhn, der er landsleder for IMU, er det vigtigt, at der er plads til forskelligheder og nuancer i de kristne fællesskaber, uden at…

Annoncer