Jeg blev totalt mundlam

Et uventet opkald vendte op og ned på det, Henriette havde troet var Guds plan. I dag er hun overbevist om, at Gud bruger hende der, hvor hun er nu

Henriette Kiilerich Mikkelsen er 25 år og er lærer på Midtjyllands Kristne Friskole

Telefonen ringede få dage efter, Henriette havde været til den sidste eksamen på læreruddannelsen. Hun havde tidligere troet, at Gud ville have hende til Afrika, men opkaldet gjorde det tydeligt for hende, at Gud havde andre planer.

    Henriettes Afrika-drøm opstod, da hun med efterskolen var på en tur til Nigeria.

    »Det var en fantastisk tur, og vi mødte mange mennesker, som var inspireret af os. Men vi var mindst lige så inspireret af dem,« fortæller Henriette begejstret.

    Efter gymnasiet tog hun et halvt år til Uganda med Afrika in Touch for at undervise.

    »I Nigeria havde jeg mødt en dansk kvinde, der længe havde været lærer dér. Jeg snakkede med hende om forskellen på pædagogik i dansk og afrikansk kontekst. Det var jeg meget inspireret af. Da jeg så kom til Uganda og fik lov til at arbejde på to lokale skoler, blev jeg helt sikker på, at jeg skulle være lærer. Jeg syntes bare, det gav så meget mening at være lærer dér.«

Relationerne gav så meget mening

En af de store udfordringer for Henriette i Uganda var relationen mellem lærer og elever.

    »I Uganda er man meget autoritær som lærer. Jeg vil hellere se mine elever i øjnene og have relationer med dem. For mig gav det mening at skulle være en del af noget i Afrika i længere tid. Jeg ville godt have min hverdag og mit liv dér.«

Jeg er nødt til at være indstillet på, at Gud måske lægger nye planer på et tidspunkt

Henriette startede på læreruddannelsen i Aarhus i 2015 og var overbevist om, at hun var kaldet til at skulle tilbage til Afrika, når hun var færdiguddannet.

    »Jeg kom på læreruddannelse og fik lov at nørde med mine fag, historie, dansk og idræt. Men jeg fik også lov at se, hvad relationer gør. De kan bære virkelig meget i undervisningen. Jeg kom i praktik og havde også et vikariat undervejs i uddannelsen, hvor jeg oplevede, at det, jeg syntes gav mening i Uganda, måske også gav mening i Danmark.«

Guds planer

Efterhånden som hun nærmede sig afslutningen af sin uddannelse, var Henriette stadig ikke sikker på, hvor hun ville hen.

    »Det var stadig meget åbent, men da der kom et opkald fra en skoleleder i Herning, blev jeg totalt mundlam. Han havde hørt, at jeg snart blev færdig, og han endte med at tilbyde mig en fast stilling. Det var svært ikke at tænke: ‘Så vil Gud nok et eller andet dér’. Jeg tror, at det opkald var Guds måde at sige: ‘Her synes jeg, du skal være nu’. Jeg vælger i hvert fald at stole på, at Gud også kan bruge mig dér.« Opkaldet fra skolelederen blev starten på en helt anden fremtid, end Henriette oprindeligt havde forestillet sig.

    »Jeg troede, jeg skulle ud at redde verden, men det kunne jeg åbenbart også gøre herhjemme. Lige nu giver det mening at jeg skal være her. Så må jeg støtte arbejdet i Afrika på en anden måde,« siger Henriette smilende.

Han lægger ikke kun én plan

Når hun bliver usikker på, om hun er god nok, finder hun opmuntringer i Bibelen.

    »Jeg ser i Bibelen, at Gud bruger Zakæus, som ingen kunne lide. Peter fornægter Jesus, men Gud bruger ham alligevel som en af de store ledere af den første kirke. Vi skal passe på, at vi ikke bare tænker, at én ting kan være Guds plan, for så kan vi hurtigt føle os mislykkede. Jeg tror ikke altid, Guds planer er sort-hvide. Uden at forenkle Gud, så tror jeg, han kan bruge os mange steder. Måske åbner han muligheder for os og bruger os der, hvor vi er. Gud kalder ikke dem, der er udrustet. Han udruster dem, der er kaldet,« mener Henriette.

    Hun er overbevist om, at jobbet i Herning var Guds plan, men prøver alligevel at være åben for, at planerne bliver lavet om igen på et tidspunkt.

    »Selvom jeg er enormt glad for mit arbejde, er jeg også nødt til at være indstillet på, at Gud måske lægger nye planer på et tidspunkt. Så kan det være, han åbner en dør eller et vindue for mig,« siger Henriette og tilføjer med et smil:

    »Eller måske sender han mig en besked på intra.«

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
500 konfirmander gik i Jesus' fodspor
Otto var én af konfirmanderne, der deltog i påskevandringen ud fra missionshuset Bethesda. Efterfølgende er han blevet endnu mere bevidst om, at det…
Det gavner fællesskabet at man ikke altid går i takt
Vi skal ikke se uenighed som en trussel mod sammenholdet, men som en mulighed for at udvikle et endnu stærkere fællesskab, siger brobygger og debattør…
Vi skal huske på at vi kan tage fejl
For Filip Bangura Fyhn, der er landsleder for IMU, er det vigtigt, at der er plads til forskelligheder og nuancer i de kristne fællesskaber, uden at…

Annoncer