IM tilbyder sparring op til menighedsrådsvalg - indremission.dk
IM tilbyder sparring op til menighedsrådsvalg
IM tilbyder sparring op til menighedsrådsvalg

Illustration: Rekrutteringshåndbog fra Landsforeningen af Menighedsråd
27.06.2020

IM tilbyder sparring op til menighedsrådsvalg

Bak op om valget, og søg samarbejde, lyder opfordringen fra Jens Kristian Lynderup, som står til rådighed med hjælp og vejledning




Når landets sogne til efteråret skal vælge nye menighedsråd, bliver det hele som udgangspunkt afgjort på en valgforsamling, en slags generalforsamling, tirsdag den 15. september. Her kan alle stemmeberettigede stille op til rådet og stemme på de opstillede kandidater. Forud for valgforsamlingen og senest 21. august skal menighedsrådene afholde et offentligt orienteringsmøde om valget.

»Den valgform er der både fordele og ulemper ved,« mener Jens Kristian Lynderup fra Videbæk. Han er menighedsrådsmedlem i Videbæk Sogn og har i en årrække samarbejdet med forskellige menighedsråd om bl.a. kommunikation og kirkeblade. Desuden sidder han med i et udvalg, som arbejder med, hvordan Indre Mission kan spille en positiv rolle i forbindelse med arbejdet i menighedsrådene. I den forbindelse står Jens Kristian til rådighed med sparring for både menighedsrådsmedlemmer og nye kandidater.

Opfordrer til samarbejde

»Valgforsamlingen er en styrke, hvis man forstår at arbejde sammen med de øvrige lister, men en svaghed, hvis der opstår kampe og grupperinger. I Videbæk har vi indgået et samarbejde med Luthersk Mission og De Grundtvigske, så vi samlet går til valg på en fast fordeling af pladserne i rådet. Det giver os et godt grundlag for det videre samarbejde,« siger Jens Kristian, som altid vil opfordre til samarbejde, hvor det er muligt.

»I mange sogne betyder det ikke så meget, hvilken gruppering man tilhører, men langt mere, at man vil værne om den lokale kirke og skabe rum for forkyndelse og gode aktiviteter,« siger han.

Tag en snak i IM-fællesskabet

Jens Krisitian Lynderup opfordrer alle IM-fællesskaber til at skrive datoerne for menighedsrådsvalget i det lokale mødeprogram og tage en snak om, hvad det indebærer, at valgformen er ændret denne gang.

»Det vil også være godt at sætte tid af til en snak om, hvilke behov og muligheder der ligger i det lokale menighedsrådsarbejde. Samt hvilke kandidater man vil foreslå og opfordre til at stille op. Her er det vigtigt, at man ikke opstiller flere kandidater, end man mener, det er realistisk at få valgt ind. Ellers risikerer man at spilde stemmerne,« advarer han.

»Og så skal man selvfølgelig slutte talstærkt op om valgforsamlingen den 15. september. Det er en vigtig aften for de næste fire års lokale kirkelige arbejde,« understreger Jens Kristian.



.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter