Ny økonomiformand søger kompromiserne - indremission.dk
Ny økonomiformand søger kompromiserne
Ny økonomiformand søger kompromiserne

26.07.2017

Ny økonomiformand søger kompromiserne

Økonomi- og IT-chef Anders B. Hummelmose er ny formand for IM's økonomiudvalg




Den nye formand for økonomiudvalget i Indre Mission, Anders B. Hummelmose, tager gerne et forklæde på og skræller kartofler på en sommerlejr. Som i slutningen af juni hvor han brugte en dag i køkkenet på Storskovslejren i Nordjylland, hvor hans datter Josefine var på sommerlejr.

    Anders befinder også rigtig godt i rollen som erhvervsmand, der er med til at træffe vigtige økonomiske beslutninger. Det gør han til daglig som Økonomi- og IT-chef i Agri Nord i Aalborg.

    Når han kommer hjem til Brønderslev, smider han skjorten og trækker i løbetøjet.

    "Det er en god måde at rense sindet og få ny energi," fortæller Anders, der har deltaget i flere maratoner blandt andet sidste år i Berlin. Nogle gange vil han gerne have endnu mere fart på, så finder han lædertøjet frem, starter motorcyklen og kører ud i det grønne med gutterne.

Ti år i København

Anders stammer fra Hjerm, der ligger nord for Holstebro. Her på hans forældres gård kom han til verden for 56 år siden.

    Opvæksten med dyr og markbrug satte retning for hans valg af uddannelse. Først blev han landmand, men han havde lyst til at læse videre.

    "Jeg har altid haft let ved det boglige," siger Anders, der var omkring Børkop Højskole, inden han slog sig ned i København, hvor han nogle år senere blev færdig som agronom på Landbohøjskolen. Anders blev ansat som forsker på Landbohøjskolen, og han har stadig en Ph.D. i økonometri (økonomisk matematik) liggende i skuffen, som han aldrig fik gjort færdig. Der var bud efter ham, og han blev ansat på Axelborg i det, der i dag hedder "Landbrug & Fødevarer". Det er en erhvervsorganisation for landbruget.

    Undervejs blev han gift med Astrid, der er sygeplejerske. De var først aktive i IMU/IM i Brede, og senere var han og Astrid med i opstarten af Indre Mission i Gentofte.

    Efter ti år ville parret tættere på familien i Jylland, og valget af bopæl var tilfældigt.

    "Jeg fik arbejde i Brønderslev, så vi slog os ned her," forklarer Anders, der er far til fire børn, hvoraf de tre ældste bor i Århus.

Familiemenneske

"Jeg er ikke den far, der har læst meget højt for mine børn. Jeg er mere ham, som har været med dem på håndbold- eller fodboldbanen og på lejre som leder," fortsætter han, der beskriver sig selv som et aktivt familiemenneske, der gerne vil, at familien skal ud og opleve noget.

    Anders har ind imellem nogle lange arbejdsdage og kan hurtigt blive opslugt af sit arbejde.

    "Min familie har sommetider lidt under det," siger han. Det nye frivillige arbejde som medlem af Indre Missions Hovedbestyrelse og som formand for økonomiudvalget kommer også til at tage en del af hans tid.

    "Vi har drøftet det i familien, og jeg har deres opbakning til det."

    Anders har skåret lidt ned i noget af det andet frivillige arbejde, han er engageret i.

    "I november stoppede jeg i menighedsrådet efter 20 år. Det har haft den sidegevinst, at det har gjort det lettere at komme til møde i missionshuset, fordi møderne ligger på samme aften," forklarer Anders, der også har trukket sig som formand for bestyrelsen for Dronninglund Efterskole.

Engageret i kirken

Anders har ikke sluppet sit engagement i kirken. Han er stadig formand for provstiudvalget i Brønderslev provsti.

    "I provstiudvalget er vi meget forskellige, men vi er enige om, at det primære i kirkens arbejde ikke er mursten, men at nå mennesker med evangeliet."

    "Jeg er glad for at komme i Indre Mission, for det er der, jeg hører hjemme. Indre Mission er en del af folkekirken, og det er vigtigt, at vi engagerer os. Vi har mulighed for at få indflydelse på kirkens arbejde," understreger Anders.

    I det frivillige arbejde har han haft blik for det økonomiske, men ikke mindst børne- og ungdomsområdet. I mange år var Anders formand for børn- og ungdomsudvalget i Brønderslev Kirke, hvor de har styrket området med en sognemedhjælper og en ungdomsmedarbejder.

    "Jeg vil gerne give det videre, der har været med til at forme min kristne tro. Jeg har gået i søndagsskole. Senere kom jeg i et kristent ungdomsfællesskab, hvor vi havde det rigtig godt sammen," siger Anders.

Jeg er lidt forsigtig

Bestyrelsesarbejde er lige ham.

    "Jeg kan godt lide at være der, hvor tingene sker og være med til at sætte retning på tingene. Jeg bærer også gerne det ansvar, som følger med. Ind imellem skal der træffes nogle svære beslutninger. I de situationer kan jeg sove dårligt om natten, fordi det påvirker mig menneskeligt," fortæller den nye formand for økonomiudvalget.

    "Jeg oplever mig selv som meget lidt bestemmende. Det er vigtigt for mig at være kompromisøgende og få alle meninger frem i en beslutningsproces."

    Opvæksten i det vestjyske præger hans tilgang til økonomiske beslutninger.

    "Jeg er vokset op med, at man ikke bruger mere end det, man har. Man skal forvalte penge med omtanke og have enderne til at nå sammen. Jeg er lidt forsigtig med at slå for store brød op og tage for store økonomiske risikoer.

    Det ligger mig ikke først for at træffe kontante beslutninger. Jeg giver altid en ekstra chance. Der skal meget til, før ting lukkes eller opgives," forklarer Anders, der blev headhuntet til sit nuværende arbejde, fordi der var underskud.
Situationen er nu en anden.

Det bedst mulige afkast

Anders bliver formand for økonomiudvalget i en situation, hvor der er god balance i Indre Missions økonomi.

    "Det er dejligt, for det giver en god selvforståelse hos medarbejderne, at der er styr på det økonomiske. Samtidig giver det en gejst i arbejdet, for der er økonomi til at ansætte flere medarbejdere," forklarer formanden, der er klar til at anvende sine økonomiske og faglige kompetencer i Indre Mission.

    Først skal han lige lidt mere ind i, hvordan tingene foregår i maskinrummet.

    "Jeg skal sætte mig lidt mere ind i, hvordan Indre Missions økonomi hænger sammen," siger Anders.

    Han har en klar holdning til, at økonomien baseres på frivillige gaver.

    "Vi skal forvalte de midler, vi får betroet, bedst muligt, samt sikre at de økonomiske værdier Indre Mission har, giver det bedst mulige afkast," fortæller Anders.

    Som nyt HB-medlem fra det nordjyske er han allerede blevet kontaktet af nogle lokale IM-bestyrelser, om han vil kigge forbi.

    "Det er jeg glad for, for jeg kan godt lide at snakke med mennesker," fortæller Anders over en hyggelig kop kaffe i hjemmet i Brønderslev.

Kilde: Indre Missions Tidende



.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter