TEMAundervisning efterår 2014 - indremission.dk
TEMAundervisning efterår 2014

TEMAundervisning efterår 2014

Temaundervisning: Lys på Dommeren
Lektion 1. Kan en kærlig Gud dømme mennesker?
Lektion 2. Helvede – kan Gud være det bekendt?

Generel tekst til fx programmer:

Kristendommen er det glade budskab om den kærlige Gud, der vil frelse! Men i selve ordet ”frelse” ligger, at man bliver frelst fra noget forfærdeligt. Det har altid været en anfægtelse for kristne at skulle forene billedet af en kærlig Gud og Helvede og fortabelse. I vor tid vælger mange ligefrem at omskrive kristendommen for at komme ud over denne anfægtelse.

Undervisningen hverken kan eller skal fjerne det, der støder vores tanker og følelser. Men undervisningen vil afdække det bibelske budskab, hvor netop den kærlige Gud er nødt til også at være dommer for at kunne bevare sin kærlighed. Netop dommen er nødvendig for at forstå den dybere mening med Jesu offerdød på korset.

Temaundervisning: Lys på Dommeren

Lektion 1. Kan en kærlig Gud dømme mennesker?

Gud er kærlighed. Det står selv i Bibelen. Han elsker hele verden, altså alle mennesker. Hvorfor i al verden har han så indrettet tilværelsen på en måde, så mange mennesker på Dommens Dag bliver dømt til fortabelse? Dette spørgsmål dukker op i de fleste kristne ind i mellem. Og det dukker ofte op, når man taler om kristendommen med personer, der ikke selv opfatter sig som kristne. Eller som har en opfattelse af kristendommen, hvor der ikke findes en dom og en fortabelse. I denne lektion vil vi prøve at undersøge, hvad Bibelen egentlig vil svare på disse spørgsmål.

Lektion 2. Helvede – kan Gud være det bekendt?

Det er svært nok at forlige sig med tanken om, at nogle mennesker ikke bliver frelst. Men endnu værre er det at skulle forholde sig til Bibelens tale om evig straf. Hvorfor kan Gud i det mindste ikke udslette disse stakkels mennesker? Hvorfor skal de pines for evigt? Disse tanker kan være en dyb anfægtelse for os kristne - og er et provokerende spørgsmål fra mange af dem, der ikke vil betegne sig selv som kristne. I denne lektion vil vi prøve at nærme os nogle af de ting, der ligger ude i den yderste kant af den menneskelige fatteevne, og se, hvad Bibelen siger om dem.

Til programplanlæggere og undervisere:

Kort skriftemåls- og forbønsgudstjeneste med fokus på frelse og fortabelse.

Gudstjenesten indeholder ikke prædiken, men tilbyder:

- skriftemål med personlig tilsigelse af syndernes forladelse;

- sange, hvor vi takker for tilgivelsen og tilbeder vores kærlige Gud;

- forbøn for de mange, der endnu ikke har bedt Gud om  tilgivelse.

Gudstjenesten kan også indeholde nadver, hvis man ønsker det og vil sætte tid af til det.

Struktur:

Hver lektion kan fylde en hel aften, inklusive tid til samtale og spørgsmål. De kan placeres på to på hinanden følgende aftener, eller med en uges mellemrum - eller hvad der nu passer bedst ind i jeres program.

Den ene af lektionerne kan også lægges på en aften, hvor man i stedet for tid til samtale og spørgsmål, slutter af med at gå i kirke og have den korte gudstjeneste, hvor man får lejlighed til at  lægge sig selv og andre i Guds stærke hænder. Det er nok bedst at begynde mødet allerede 19.00, hvis man også skal nå gudstjenesten. Især lektion 2 er velegnet til at kombinere med gudstjeneste, da der er mindre stofmængde end i lektion 1.

Endelig kan man have begge lektioner og eventuelt også gudstjenesten på én samlet dag.

PowerPoint til lektion 1 findes her. Powerpoint til lektion 2 findes her.  Alle wordfiler med kopi-ark til deltagerne, noter til underviseren og gudstjenesteforslag findes her. Har man brug for andet eller har spørgsmål, er man meget velkommen til at kontakte sprint(at)imh.dk.

Det vil glæde meget, hvis man sender en mail, når man bruger materialet, så jeg kan følge med i, hvor det bliver brugt. Og ros og ris modtages rigtig gerne ;-) på sprint(at)imh.dk .


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter