Ny regionsleder er ikke bange for nye opgaver

Den nye leder i Region Nord hedder fra 1. januar Bethina Ladegaard Jensen. Hun blev opmuntret af andre til at søge stillingen og glæder sig til at møde de lokale IM-fællesskaber. 

Bethina Ladegaard Jensen er 44 år og kommer fra en stilling som tekniske assistent hos Hillerslev Entreprenør.

Bethina Ladegaard Jensen er ny regionsleder i Region Nord. Hun begynder den 1. januar og afløser Ruth Tidemand Nielsen, som har valgt at gå på efterløn.

Det var et telefonopkald, der sporede den tekniske assistent i Hillerslev i Thy ind på en helt ny arbejdsvej. "Beslutningen om at søge stillingen som regionsleder kom faktisk, efter at andre havde opmuntret mig til at søge stillingen. Jeg ville ikke selv have tænkt i de baner overhovedet, men jeg havde en ro i, at det var det, Gud ville med mig," fortæller 44-årige Bethina Ladegaard Jensen.

Bortset fra opvæksten i Gøttrup i Hanherred og en afstikker til Børkop Højskole, så har Thy været omdrejningspunktet i hendes liv. Det er her, hun er født, og her har hun boet sammen med sin mand og deres fem børn siden 2000.

Hun er opvokset i et hjem med tætte bånd til Indre Mission, hvor troen var en naturlig del af hverdagen.

"Min mor var børneklubleder, og jeg har været aktiv i juniorklub, teenklub og IMU. Troen har været mit faste holdepunkt, og den har støttet mig gennem både glæder og sorger," siger Bethina Ladegaard Jensen.

Det kristne fællesskab er en stabil base

Aktiviteterne i det lokale missionshus i Hillerslev er en vigtig del af den nye regionsleder liv.

"Det er her, jeg hører til, og jeg betragter det kristne fællesskab som min 'tankstation', hvor jeg bliver fyldt på. Det er et sted med en sund forkyndelse og et stabilt fundament midt i en travl hverdag," forklarer Bethina Ladegaard Jensen, der hvert år har været på bibelcamping i Hurup.

Hun sidder i bestyrelsen for IM-fællesskabet, og hun har siden 2012 været formand for Hillerslev-Kåstrup menighedsråd. Her har hun været kontaktperson til de ansatte.

"Jeg har fået en ledelsesmæssig erfaring, som jeg kan bruge i mit nye arbejde, men det er klart, at jeg har meget at lære," fortæller Bethina Ladegaard Jensen, der oplever, at Gud har udrustet hende til opgaven.

Det er sundt at lytte til mennesker

Hun beskriver sig selv som et nysgerrigt menneske, der ikke er bange for at kaste sig ud i nye opgaver.

"Min nye tjeneste som regionsleder er et resultat af det ligesom mange andre ting i mit liv. For eksempel mit engagement i den lokale skolebestyrelse," forklarer regionslederen, der er god til at samle informationer og skabe et overblik over en situation.

"Og så har livet lært mig, at det er rigtig sundt at have to ører og en mund. Hvis et menneske føler sig set og hørt, kan vi nå rigtig meget sammen," fortsætter hun.

Bethina Ladegaard Jensen glæder sig til at komme rundt i regionen og lære forholdene at kende og møde de lokale IM-fællesskaber.

"Jeg ser frem til at arbejde med de mange muligheder for mission, der er i området, og at skabe et konstruktivt samarbejde mellem de lokale IM-fællesskaber og kirkerne," siger den nye regionsleder, der er parat til at kaste sig ud i de forkyndelsesopgaver, der følger med arbejdet, også selv om hun ikke har den store erfaring med det.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Stor spørgelyst om økonomi på formands- og kasserermøde
112 formænd og kasserere fik vigtig information og ny inspiration. 
Fra hiphop til country på Danmarks største kristne musikfestival
Programmet for årets Å-festival spænder over flere musikgenrer og forsøger at ramme, så der er noget for enhver smag. …
Indre Missions vicegeneral takker af
Det blev til i alt 34 års ansættelse i Indre Mission for Peter Nord Hansen, som nu har valgt at gå på pension.

Annoncer