»Jeg tror på, at jeg kan gøre en forskel i IMU og bidrage med noget godt. Både via mit kendskab til de kristne miljøer og til den tænkning, der præger det øvrige samfund, « siger 28-årige Filip Bangura Fyhn, der siden oktober har siddet på posten som landsleder for IMU.
Vigtigt med det lokale
Han ser det som meget centralt, at IMU er til stede lokalt rundt omkring i landet og ikke kun ved de store landsarrangementer. IMU har ifølge ham rigtig godt fat i de unge fra »kerne-IM«, men hvis man også skal holde fast i de unge, som for eksempel har stiftet bekendtskab med Indre Mission igennem børne- eller juniorklubber, er man nødt til at have et ungdomstilbud i nærområdet. For dem vil det nemlig være langt at skulle køre til en anden by for at komme til en IMU-aften.
Det er netop, når spørgsmålene bliver fortiet, når man ikke tør være kritisk eller nuanceret, når man ikke tør udfordre, at troen kvæles
»For disse unge betyder det meget, at det foregår i det hus, som de kender og har været glade for at komme i som børn. Eller måske hjemme ved en familie, de kender. Så jeg tror, at vi kan nå meget længere ud ved at have små lokale IMU-afdelinger,« siger Filip.
»For mig at se er de lokale fællesskaber rygraden i IMU. Vi er super gode til at lave landsarrangementer og store events, men troen udfolder sig mest autentisk i de små fællesskaber, hvor man får lov til at dele hverdag og vandre sammen. Hvis vi kan blive endnu mere lokale med små grupper rundt omkring, tror jeg, at det vil give mulighed for at nå nogle mennesker, som vi ellers ikke ville kunne nå.«
Skarpere på eget ståsted
For Filip er det vigtigt, at kristne bliver bedre til at tale om troen, fordi man på den måde kan lære sig selv bedre at kende. Han har igennem sit filosofistudie på universitetet stiftet bekendtskab med mange andre holdninger end hans egen, hvilket han oplever som en stor styrke.
»På filosofi mødte jeg noget andet end det, der var mig. Det kunne være en anden tænkning eller en anden religion. Det kunne være nogle andre argumenter end dem, jeg var vant til at høre. Det gjorde mig skarpere på, hvor jeg står. Og det håber jeg også, at vi kan tage med ind i IMU,« siger han.
Jeg tror ikke, vi som kristne er kaldet til at være enige. Vi er kaldet til at være enhed, men det er ikke det samme, som at være enige
For ham handler det om, at den enkelte IMU’er er en aktiv del af det lokale samfund, så man kan lære andre noget og selv lære noget af andre. Samtidig handler det også om, at IMU som organisation bliver en aktiv medspiller i det bredere kirkelige landskab i Danmark.
»Det er ikke alting, det giver mening at lave sammen med alle kirkelige grene, men det er vigtigt, at vi byder os til og lærer af andre, hvor det giver mening at gøre det. IMU har kapacitet og ressourcer til at lave nogle store ting. Og det synes jeg, at vi skal bruge på, at andre uden for IMU også kan lære noget, og på at vi også kan lære noget af andre og på den måde blive ved med at udvikle os.«
Troens fundament
Da han begyndte på universitetet, vidste han godt, at hans tro kunne blive udfordret af, at der på filosofi kan stilles spørgsmål til alt. Han ville på den anden side gerne kunne gå helt ind i filosofien. Derfor tænkte han en del over, hvad han ikke kunne gå på kompromis med i forhold til sin tro. Han kom frem til, at der var to ting, der ikke kunne rokkes ved. Det var Jesus’ død og opstandelse, samt at vi som mennesker er skabt af Gud.
»Det er troens fundament. Hvis man begynder at rokke ved det, så rokker man fundamentalt ved troen. Men resten kan vi sagtens snakke om. Og resten kan vi sagtens have forskellige holdninger til og udfordre hinanden på,« fortæller han.
»Hvis man begynder at rokke ved Jesus’ død og opstandelse, så taler Paulus om, at vi er de ynkværdigste af alle mennesker. Og skabelse er for mig en forudsætning for mening. Det, at vi er skabt, at vi er lavet af noget andet, er det, der tilskriver os mening. En kop har ikke mening i sig selv, men den bliver givet mening af den person, der laver den. Og på samme måde er det med mennesker. Fordi vi er skabt, har vi en mening. Vi kan ikke være vores egen mening i os selv. Så hvis man fjerner meningen, og hvis man fjerner Jesus’ død og opstandelse, er der ikke så meget tilbage.«
Plads til uenighed
Filip mener, at man som kristen ikke skal være bange for at stille spørgsmål til troen, for det kan den godt holde til.
»Nogle har den opfattelse, at troen kan kvæles af spørgsmål, eller at fundamentet kan smuldre, hvis man stiller spørgsmål til troen. Men oftest går det faktisk den anden vej. Det er netop, når spørgsmålene bliver fortiet, når man ikke tør være kritisk eller nuanceret, når man ikke tør udfordre, at troen kvæles,« understreger Filip.
»Jeg tror ikke, vi som kristne er kaldet til at være enige. Vi er kaldet til at være enhed, men det er ikke det samme, som at vi er enige. Derfor skal IMU kunne rumme forskellighederne og nuancerne. Det skal være et sted, hvor man kan tage mange forskellige ting op, uden at man nødvendigvis behøver at sætte to streger under et facit, samtidig med at der er nogle ting, vi står fast på.«
Mindre tillid til egen erkendelse
Som teenager havde Filip en idé om, at man kunne nå i mål med alting – også troen. Derfor havde han dengang svært ved at forstå, hvordan man kunne blive ved med at beskæftige sig med troen, når man blev ældre, for på et tidspunkt måtte man jo være kommet frem til alle svarene.
»Jeg troede, at på et tidspunkt måtte man da have undersøgt alt det, der var at undersøge. På et tidspunkt måtte facit da gå op for én. Og så skulle man vel finde noget andet at sætte sig ind i. Jeg havde en meget stor tiltro til min egen erkendelse og til menneskelig erkendelse generelt. Jeg troede, at jeg som menneske havde direkte adgang til sandheden. Det tror jeg ikke længere,« siger han med et smil.
Det er ikke alting, det giver mening at lave sammen med alle kirkelige grene, men det er vigtigt, at vi byder os til og lærer af andre, hvor det giver mening at gøre det
Han understreger, at tro og fornuft ikke er hinandens modsætninger, ligesom tro og videnskab heller ikke er det.
»Men troen er alligevel en særlig form for viden, som i sin essens ikke kan udgrundes fuldstændig. Derfor er jeg nået til den erkendelse, at troen bliver jeg aldrig færdig med.«
Ydmyghed og nysgerrighed
»Vi skal huske på, at vi godt kan tage fejl. Og vi skal være ydmyge og nysgerrige på hinanden og på tilværelsen generelt. Hvis man tror, man har hele sandheden, så skal man virkelig passe på,« understreger Filip og fortæller om et billede, han forestiller sig, hvor Jesus på den nye jord stiller alle kirker, foreninger og retninger op på en række, hvorefter han går hen til dem en for en og siger: »Det dér havde I styr på. Men det dér fangede I desværre ikke lige.«
»Ligesom hos alle andre kirkeretninger er der højst sandsynligt også nogle ting, vi har misforstået, og jeg ønsker, at den ydmyghed kommer til at afspejle sig i det arbejde, IMU laver som organisation. Men det må samtidig ikke fjerne frimodigheden, for vi skal stadig turde stå på mål for vores holdninger. Og jeg synes, vi har gode argumenter, som vi så må snakke ud fra.«
Passe på ikke at stå i vejen
Hvis man ønsker at give plads til vækkelse i samfundet, er det ifølge Filip enormt vigtigt både at involvere sig mere lokalt samt at få åbnet op og givet plads til nuancerne i de kristne fællesskaber.
»Vi skal ikke være for fastlåste i vores forståelse af, hvordan Helligånden ønsker at arbejde ind i den her givne virkelighed, « siger Filip og citerer en sangtekst fra det kristne, amerikanske band Casting Crowns: »Jesus is going to save the world. But maybe the best thing we can do, is just get out of the way« [Jesus vil redde verden. Men måske er det bedste, vi kan gøre, blot ikke at stå i vejen].
»Vi må gerne stå på det, vi står på. Men vi skal også passe på ikke at stå i vejen.«
