Jeg var ikke rigtig en del af flokken - indremission.dk
Indre Missions Tidende

04.10.2019

Jeg var ikke rigtig en del af flokken

Jacob Munk mener, at kristne må krydse nogle grænser i mødet med de homoseksuelle. Ligesom han selv gjorde, da han blev kristen




Hvis bare jeg havde haft ti sekunder mere, siger Jacob Munk og tænker tilbage på den fredag aften, hvor han medvirkede i Go’ aften Live på TV2. Det var i forbindelse med udgivelsen af hans nye bog En langt bedre vej, hvor han behandler Bibelens syn på køn og seksualitet.

    I indslaget på TV2 debatterede han nogle af bogens synspunkter med en kristen homoseksuel kvinde.

    »Jeg ville så gerne have sagt til hende, at det gjorde mig ondt på hendes vegne at høre hende fortælle, hvordan hun havde oplevet, at mennesker i Indre Mission havde haft travlt med at sætte hende i bås og definere, hvordan hun skulle leve sit liv.

    Jeg ville gerne have understreget over for hende, at nu er det vores tur til at lytte og lære noget af hende om, hvordan vi kan være et fællesskab, hun trives i. Vi ved ikke noget om, hvordan mennesker, der kæmper med køn og identitet, oplever det,« fastslår Jacob Munk, der er 26 år og læser teologi på Menighedsfakultetet i Aarhus.

Bogen er min afklaringsproces

Efter udgivelsen af bogen har Jacob Munk oplevet en mediestorm, hvor det har været en næsten umulig opgave at få lydhørhed for synspunkter, der er baseret på Bibelens udsagn om køn og identitet.

    »Det er, som om vi ser verden gennem hvert vores sæt briller. Så det at skabe en dialog er op ad bakke. Jeg tror, at der kan ske noget, hvis vi pudser brillerne og krydser nogle grænser,« siger Jacob, der har fået et andet syn på køn og seksualitet, efter han blev kristen.

Det er ikke vores ansvar, hvordan den homoseksuelle lever. Det er en sag mellem ham og Gud. Men det er vores ansvar at elske ham.

»Min bog er et udtryk for den afklaringsproces, jeg har været igennem,« fortæller han.

    »Bibelens tale om seksualitet var det mest udfordrende for mig, da jeg var blevet troende og døbt. Det syn lå så langt væk fra en ung sekular dansker som mig. Jeg kæmpede med det i lang tid, for jeg kom med en anden seksuel historik.

    I starten førte mit møde med Bibelens ord til en stor skyld. At jeg havde haft sex, før jeg blev gift, fik mig til at overveje, om jeg var diskvalificeret fra det kristne fællesskab. Det tog mig lang tid at genfinde Guds nåde.

    Efter et års tid sprang jeg ud i, at jeg måtte sætte min tillid til Gud og det, han sagde i Bibelen. Baggrunden for dens tale om køn og seksualitet er, at Gud vil alle mennesker det godt, også de homoseksuelle og transkønnede. Da jeg begyndte at læse Bibelen med de briller, opdagede jeg, at det var en langt bedre vej, end den jeg havde gået før.«

Uheldig fortælling

Han kommer ind på nogle af de hindringer, som besværliggør kirkens dialog med mennesker fra LGBT-miljøet om køn og seksualitet og kristendom. (LGBT står for Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner).

    »I kirken er der en fortælling om, at der er en ånds- og kulturkamp i gang. Det har medført, at den kristne kirke har fået en identitet i modstanden mod LGBT-miljøet. Det synes jeg, er meget uheldigt, for det betyder, at vi tænker mere i fronter, i dem og os, end vi ser dem som de mennesker, de er,« forklarer Jacob.

    »Det er virkelig trist, hvis vi trækker os på grund af uvidenhed, eller hvis vi har svært ved at være i det, fordi det vækker noget skamfuldt i os selv.«

Kristne der kridter banen op

Det er også en udfordring for kristne at håndtere, når personer fra LGBT-miljøet kommer i kirken eller det kristne fællesskab.

    »Jeg har snakket med flere homoseksuelle kristne, som fortæller, at når de kommer i et kristent fællesskab, så er der nogle i fællesskabet, som føler det som deres gudgivne pligt at kridte banen op og fortælle den homoseksuelle, at vedkommende lever i en synd, som der skal gøres op med,« fortæller Jacob.

    »Jeg synes, at det er så ærgerligt, at det er noget af det første, de bliver mødt med. Jeg kan huske, at da jeg blev kristen, bandede jeg en del, men der var næsten ingen, som kommenterede på det, og det var jeg ret glad for. Lang tid senere sagde én af mine bekendte, at hun syntes, det var lidt hårdt, at jeg havde bandet så meget. Og jeg tænkte, åh nej, var jeg nu blevet udstillet i fællesskabet, fordi nogle af mine handlinger viste, at jeg ikke rigtig var en del af flokken. Jeg følte en skam og et ubehag.

Det er virkelig trist, hvis vi trækker os på grund af uvidenhed

Hvordan må det så ikke være for den, der er homoseksuel, og som oplever at få kommentarer? Jeg kan godt forstå, at de kristne homoseksuelle forlader det kristne fællesskab.«

Jeg blev bedt om at gå

Det er ikke kun kristne, der kan trække sig fra en dialog. Det sker også den anden vej.

    »Da jeg fortalte én af mine homoseksuelle venner, at jeg var gået ind på det bibelske syn omkring køn og seksualitet, brød hun grædende sammen. Jeg blev bedt om at gå ud af lejligheden, og vi snakkede ikke sammen i lang tid. Jeg tror, at min holdning bekræftede en skam, hun bar på i forvejen, og det kunne hun ikke være i. Jeg kan godt forstå, at det er hårdt for en homoseksuel at møde mennesker, som har den holdning, som traditionelle kristne har. Det er et meget sårbart område,« understreger Jacob.

    »Vi bliver nødt til at erkende, at der ikke er nogen lette svar. Men som kristne må vi forsøge at skabe en dialog, for mennesker fra LGBT-miljøet har også brug for at høre evangeliet. Gud længes efter at gøre dem til hans folk. Hvis vi skaber en kirke, hvor der ikke er plads til dem, så har vi amputeret Kristus’ legeme, og det vil være et kæmpe tab.«

Vores ansvar er at elske

Jacob trækker Jesus frem som et forbillede for, hvordan kirken kan møde homoseksuelle og transkønnede personer.

    »Jesus mødte aldrig de personer, der kæmpede med det seksuelle, med fordømmelse. For ham var de ikke et B-hold. Han mødte dem med ligeværd og dyb respekt,« fortæller Jacob og pointerer: »Det er ikke vores ansvar, hvordan den homoseksuelle lever. Det er en sag mellem ham og Gud. Men det er vores ansvar at elske ham.

    Jeg har en kristen homoseksuel ven, som har sagt, at hans venner har fået taleret i hans liv, fordi han kunne mærke, at de elskede ham for den, han er. De forsøgte ikke at gøre ham til et projekt. Derfor skal vi elske ved at tie stille og lytte, ellers får vi ikke en kristen samtale. Vi skal nysgerrigt spørge ind til, hvad der skal til, for at de kan trives i et kristent fællesskab.«

Vi må være troværdige

Jacob nævner en samtale, han havde med en person, hvis ægtefælle var transkønnet.

    »Hun vidste, at jeg var kristen, men hun glemte helt at stille mig spørgsmål om Bibelens syn på det. Hun fornemmede min nysgerrighed og fortalte om hendes ægteskab. Vi fik en rigtig god snak, og det var et meningsfuldt møde,« fortæller Jacob.

    På et tidspunkt i en samtale med en person fra LGBT-miljøet vil en kristen ofte blive spurgt om holdningen til homoseksuelle og vielse af et homoseksuelt par.

    »Vi bliver nødt til at svare ærligt og fortælle om det bibelske syn, ellers mister vi vores troværdighed, men vi må sige det på en nænsom måde. Vi må prøve at undgå, at der bliver et ‘dem og os’ ved at forklare, at der ikke er nogle synder, som er i en særklasse. Vi er alle fejlbarlige og sårbare mennesker, som har brug for hinanden, Jesus og det kristne fællesskab.«



Læs bladet her:
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter