Indre Missions Tidende

22.02.2019

Vi har et ønske om ikke at have kontrol

Louise og Erik Adrians hjem bliver af flere kaldt et åbent hjem, men de har aldrig tænkt sig selv som gæstfri




Ægteparret Louise og Erik Adrian har aldrig tænkt sig selv som gæstfri, selvom lejligheden på Vesterbro ofte er fyldt af gæster.

    »Det er naturligt for os at have gæster. Og jeg har det bedst med uventede gæster,« siger Louise Adrian, der er korleder for Fangekoret og arbejder på både Sjælland, Falster og Fyn.

    »Vi er begge åbne og rummelige. Vi kan godt lide det uventede og overraskende. Det stresser os ikke med uanmeldte besøg på samme måde som et planlagt, hvor man skal nå noget til et bestemt tidspunkt,« siger Louise.

Vi var hjemme

»Mange betegner vores hjem som et åbent hjem. For at være gæstfri, skal der være nogen hjemme, men sådan lever folk ikke dag,« siger Erik, der er fængselspræst i Københavns fængsler.

    Han mener, at gæstfrihed blot er en følge af de valg, familien har taget.

    Da Louise og Eriks fem børn var små, fravalgte ægteparret vuggestue og fritidsordning. De mente, at en småbørnsfamilie krævede en fuldtidsstilling i hjemmet. Derfor havde de i mange år deltidsarbejde eller orlov fra deres arbejde.

Gæstfriheden starter ikke ved mig selv, men i det øjeblik, der bliver banket på

    »Vi fik fem børn i løbet af seks et halvt år, og så bliver alt nærmest kaos. Så kan det ikke rigtig blive værre af, at folk bare dumper ind. Så kan de i stedet give en hånd med. Og med fem børn, der altid har måttet tage venner med hjem, bliver der mange venner, så fem fra eller til gør ikke den store forskel,« forklarer Louise, der også ofte har haft besøg af løsladte fra fangekoret.

Tydelighed er vigtig

»Vi giver udtryk for, hvad vi har brug for her. Hvis jeg er træt, siger jeg, at nu går jeg ind og tager en lur, og så kan vi tale videre senere,« fortæller Erik, der mener, at grænser og gennemsigtighed er vigtig, når der kommer så mange gæster på besøg. »Sandheden skal sætte os fri, står der i Bibelen, og vi kan kun være fri i vores eget hjem i forhold til vores følelser og egne behov, hvis vi er tro mod os selv.«

Plads til det uperfekte

I lejligheden er der masser af små værelser og masser af madrasser. Man kan altid låne en tandbørste og tage mad i køleskabet, og de overnattende gæster får blot stukket en nøgle i hånden, så de kan komme og gå, som de vil.

    »Vi har ingen krav til looket i vores hjem. Der roder altid. Her skal man ikke præstere. Det er både rart for gæsterne og for os, for så er der fokus på samværet i stedet,« siger Louise.

    »Gæstfriheden starter ikke ved mig selv, men i det øjeblik, der bliver banket på,« mener Erik, og det lever begge parter efter.

    »Vi ser, hvad der sker. Vi ved aldrig, om vi er tre eller tolv til middag. Det er ikke en stressfaktor for os. Alle er altid velkommen til at spise med, så supplerer vi bare med rugbrød,« smiler Louise.

    »Min vigtigste opgave som kristen er midt i kaos at formidle den fred, som vi alle har brug for. Og den kan jeg vise gennem mit eget eksempel,« siger fængselspræsten.

I pressede tider

Louise og Erik, der kommer i Betlehemskirken i København, når de ikke har gudstjenester i fængslerne, er dog enige om, at nogle gæster kan være mere krævende end andre.

    »Der er dem, der er dybt belastende at være sammen med, og som suger energien ud af os. Så skiftes vi til at tage ansvar for personen alt efter, hvem der har overskud, « siger Louise.

    »Udfordringen er, når jeg har nået en grænse, og mine personlige behov trænger sig på, men jeg samtidig føler et vist pres for at være tilstede, og hvor vi ikke længere kan trække på hinanden,« forklarer Erik.

    »Når jeg er helt presset, og det ringer på døren, beder jeg Gud om, at han må løfte med, og så oplever jeg, at Gud giver nye kræfter,« uddyber Louise.

    »Vi har et ønske om ikke at have kontrol. Hvis jeg kontrollerer det selv og ikke er åben for det uventede, giver jeg ikke plads til, at Guds vilje kan ske,« siger Erik.

Får igen

De to ægtefolk mærker, at de får det tilbage, som de giver til andre.

    »Vi kan altid komme til andre og få råd og vejledning og føle os set, fordi vi har været der for dem. Den tid, man mister i det, får man på en anden måde. Gennem et nyt perspektiv i tilværelsen eller ved, at man kan bidrage med noget ind i personens liv,« forklarer Louise, der ser de besøgende som en berigelse af sit liv.

    Gennem tiden har Louise og Erik huset nogle af børnenes venner i længere perioder, hvis de havde det svært derhjemme, de har huset gennemrejsende, der skulle med et tidligt fly, familiemedlemmer, tidligere indsatte og bekendte.

    Men de prioriterer også aktivt alenetid.

    Hver sjette uge, cykler de af sted på en ikke-planlagt cykeltur, hvor de nyder det uforudsete og ser, hvad der sker. Louise kan også finde på at gå en tur i byen, for at være alene.

    »Man ved jo aldrig, hvem der er i lejligheden,« smiler hun.



Læs bladet her:

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter