Vi skal ikke holde os tilbage - indremission.dk
Indre Missions Tidende

01.11.2019

Vi skal ikke holde os tilbage

Hvis vi tror på, at han har skabt alt og er almægtig, hvorfor går vi så til ham som den sidste?




Den kongelige embedsmand går til Jesus med en meget direkte bøn om hjælp, og det burde vi måske blive bedre til, mener Rebekka Lind Krarup. Hun er lærerstuderende og bor i Aarhus med sin mand, Emil, og deres to små sønner. For hende er teksten en opmuntring til at leve i tillid og forventning til Gud.

    »Vi har så svært ved at overlade noget vigtigt til andre, for vi vil så gerne klare det hele selv, og hvis Jesus så vil hjælpe, så må han da gerne det. Det er nok en måde at beskytte os selv på, så vi ikke bliver skuffede, hvis han ikke giver os præcis, hvad vi beder om. Men jeg tror, vi skal øve os i at gøre som den kongelige embedsmand. Han pakker ikke tingene ind, og han stoler fuldt ud på, at Jesus kan og vil hjælpe.«

    Rebekka undrer sig over, at teksten ender med, at manden og hele hans husstand først kom til tro efterfølgende.

    »Jeg har svært ved at tro, at embedsmanden ikke har troet inden da. Hvis man går fra sit dødssyge barn, så skal man godt nok være sikker på, at Jesus kan hjælpe. Men det har nok været hans sidste udvej.«

    Men netop det at gå til Jesus som den sidste udvej, genkender Rebekka fra sit eget liv.

    »Jeg kender det alt for godt. Det er mennesket i en nøddeskal, at vi så gerne vil kunne det hele selv, og så kommer vi i sidste øjeblik i tanke om, at vi kan bede til Gud. Men hvis vi tror på, at han har skabt alt og er almægtig, hvorfor går vi så til ham som den sidste?« undrer hun sig.

To frustrationer

Selvom søndagens evangelietekst fortæller om et stort bønnesvar, er der alligevel to ting, som udfordrer Rebekka.

    »Manden kommer til Jesus i afmagt og vil have hjælp, men Jesus møder ham først og fremmest med et belærende svar. Og det er jo rigtigt, når Jesus pointerer, at vi vil have tegn og undere, men det er så frustrerende, at han ikke bare svarer på vores bønner. Særligt når man kan læse, at en hel husstand kom til tro efterfølgende.«

    Når Jesus’ ord provokerer, skyldes det ifølge Rebekka, at det rammer noget rigtigt.

    »Det provokerer, fordi der er noget om snakken, og så må vi tage det til os. Vi skal ikke bygge vores tro på tegn og undere, men leve i fuld tillid til, at Gud er almægtig og vil os det bedste.«

    For Rebekka rejser Guds almagt dog et stort spørgsmål.

    »Hvis det er så nemt for dig, Gud, hvorfor i alverden gør du det så ikke altid? Gud kan helbrede alle, men han gør det ikke. Dét gør ondt. I menneskelig forstand er det også vildt provokerende og svært, at Gud tillader det onde,« siger Rebekka, der selv har oplevet, at bønner om helbredelse af nære familiemedlemmer forblev ubesvarede.

    »Selvom Gud ikke altid stopper det onde fra at ske, så er han altid med. Vi har ikke fået lovning på et liv uden skuffelser, men han har lovet os, at han altid går ved siden af os. Den vekselvirkning lever vi i. Livet er fyldt med både lidelse og velsignelser. Gud er med i det alt sammen, » siger hun.

    »Der er jo i virkeligheden tegn og undere over det hele. Ofte siger vi, at helbredelser skyldes lægerne, eller at vi går heldige gennem tilværelsen. Men hvis jeg tror på, at Gud er med i alt, så er jeg ikke bare heldig,« siger Rebekka, der i mange år har øvet sig i ikke at bruge ordet heldig, når noget gik godt.

    »Selvom det ikke altid er let, må vi stole på, at Gud har kontrollen. Vi må få øjnene op for det, han har gjort og stadig gør for os. Og så må vi trøste os ved og huske på, at livet på jord bare er livet på jord. Vi har en evighed, der venter.«

Som en toårig

Rebekka kan genkende elementer fra vores forhold til Gud i sin toårige søns vilje til selv at bestemme.

    »Når han ikke får lov til at bestemme alting selv, så bliver han sur eller ked af det. Men som hans forældre handler vi ud fra, hvad vi mener, er bedst for ham, selvom han ikke kan se det. Sådan er det også med Gud og os. Han ved bedst, og vi skal ikke bilde os ind, at vi ved bedre end den almægtige og alvidende Gud.«

    Alligevel er hendes søns tilgang til verden forbilledlig.

    »Når det virkelig gælder, så kommer han til os. Vi kan løse næsten alle hans problemer, også selvom det ikke altid er sådan, som han havde tænkt sig det. Nogle gange sker der ting i hans liv, som jeg ikke kan ændre på, men så er jeg der for ham i det. Den barnlige tillid må vi have til Gud, når vi har brug for hjælp. Vi skal ikke holde os tilbage,« smiler Rebekka.

Evangelieteksten til 21. søndag efter trinitatis er fra Joh. 4, 46-53. Læs den online hos Bibelselskabet.



Læs bladet her:

Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter