I verden, men ikke af verden. Sådan cirka siger Jesus om sine disciple i sin sidste bøn i Johannesevangeliet kapitel 17. Og Paulus skriver senere til filipperne, at de kristnes borgerskab er i himlene.
I de klassiske, missionske miljøer er det ofte blevet forkyndt og forstået sådan, at det har ført til en vis lukkethed. Mange unge kristne er vokset op i beskyttede miljøer med en stærk bevidsthed om, at verden udenfor er et farligt sted.
Daniel Bay Lanting fortæller om det chok, han oplevede, da han som ny gymnasieelev for første gang lærte jævnaldrende at kende, som ikke troede på Gud.
Et sprog der giver mening
Men det er umuligt for os kristne at følge Jesus’ kald til at være lys for verden, hvis ikke vi tør leve »i verden« og er bange for, at troen bliver udfordret. Og når verden banker på, så mangler vi et sprog, som giver mening udenfor den kristne boble.
For Camilla Quist førte det da også til en dyb troskrise, da hun første gang blev konfronteret med helt andre værdier og livssyn end dem, hun var vokset op med. Det førte til en lang rejse, som overbeviste hende om, at Jesus også havde relevans og gav mening andre steder end hjemme i kirken.
Læser vi evangelierne om Jesus’ liv, burde det ellers ikke komme bag på os. Han mødte alle slags mennesker i alle livssituationer, og han mødte dem med en kærlighed, som forandrede deres liv. Ole Erik Larsen fortæller om enken fra Nain, som havde mistet sin eneste søn, og om, hvordan Jesus viste sin omsorg for hende.
Den usle mammon
Søg først Guds rige, formaner Jesus os. Det betyder, at vi er kaldet til at tjene, dygtiggøre os og være flittige til at tjene vores næste og vores samfund. Sådan forklarer Mads Jakob Jakobsen det i sin prædiken om den usle mammon. Vi skal ikke tjene penge, men vi skal tjene Gud. I verden og i det virkelige liv. Gør vi det, så vil vi opleve, at de nødvendige penge gives os i tilgift. Og at vi uden for vores kristne osteklokker kan bringe håb og velsignelse til andre mennesker.
