Dan Månsson fortæller i en samtale i dette impuls, at det er godt og livsvigtigt at fokusere på relationen til Gud, men at relationen til hinanden er lige så livsvigtig. Vi kan og må ikke skille de to forhold fra hinanden. Guds vigtigste kald til os mennesker er nemlig, at vi skal være her for hinanden.
Jakob Olesen skriver om, hvordan nogle er sendt til de nærmeste, mens andre er sendt til fremmede lande og mennesker. Men vi er alle sendte. Kaldet til fællesskab og til tjeneste for hinanden.
Arbejdsfællesskabet kalder
I Sønder Felding oplever IM-fællesskabet, hvordan et stort og tilbagevendende fælles projekt skaber fællesskab og samhørighed. Der er brug for alle, og mange unge vender tilbage til byen for at være en del af det frivillige arbejdsfællesskab.
Samtidig fortæller dette impuls om mennesker, der ikke oplever sig set eller nødvendige for fællesskabet. Og det kan tilmed ske i fællesskaber, hvor der er stort fokus på den indbyrdes omsorg. Ensomheden holdes nemlig ofte skjult og bliver ikke italesat. Og den fortielse gør ensomheden farlig, fordi den suger livet ud af de mennesker, som rammes af den.
Til gengæld er vejen ud af ensomhed ikke nødvendigvis kompliceret og uoverkommelig. Både den ensomme selv og mennesker omkring kan gøre noget. Helt praktisk kan man tage sin kaffekop og sætte sig hen til dem, der sidder alene. Vi kan besøge eller invitere dem, som vi ikke plejer at være sammen med. Eller bede hinanden om hjælp og små tjenester.
De fattige i ånden
Søren Skovenborg fortæller om Jesus’ saligprisninger og understreger, at de ikke er en liste over, hvad vi som kristne skal stræbe efter at være eller gøre. Det er derimod en undervisning om, hvad vi allerede er ved troen på Jesus. Saligprisningerne begynder nemlig med det vigtige udgangspunkt: »Salige er de fattige i ånden«.
Når vi vedkender os vores svagheder og vores nød, så kan vi række ud efter hinanden og til hinanden. Så bliver vi bedre til at se bort fra os selv og til at se hinanden.
