IM-genbrug forsøger sig med selvbetjening

IM-genbrug havde et stort overskud i 2023. Men der er hele tiden brug for nye tiltag, understreger genbrugsleder Jonas Laugesen.

Fremover vil der være mulighed for selvbetjening i IM-genbrugs butik i Skjern. Foto: IM-genbrug

Det går godt i IM-genbrug, men der er hele tiden brug for nye tiltag, hvis den gode udvikling skal fortsætte. Derfor går IM-genbrug nu i gang med et forsøg med en selvbetjeningsbutik. Det fortæller genbrugsleder Jonas Laugesen.

»Det er gået rigtigt godt for IM-genbrug i 2023. Regnskabet er ikke færdigt, men det ser ud til, at vi får et overskud på omkring fem millioner kroner. Det svarer omtrent til vores budget,« fortæller Jonas Laugesen.

Genbrugslederen er tilfreds med resultatet for IM-genbrug i 2023, men han understreger, at det hele tiden er nødvendigt med nye tiltag, hvis man skal kunne fastholde og styrke udviklingen af genbrugsbutikkerne.

»Vi har løbende små og store projekter i gang, hvor vi forbedrer indretningen af butikkerne. Det er nødvendigt, hvis vi skal kunne øge omsætningen. Og nu forsøger vi os med selvbetjening i IM-genbrugs butik i Skjern,« fortæller Jonas Laugesen.

Et forsøg

Genbrugslederen fortæller, at andre organisationer har haft positive erfaringer med selvbetjeningsbutikker.

»Nu forsøger vi os i første omgang med selvbetjening i genbrugsbutikken i Skjern fra omkring den 1. februar. Der vil stadig være personale i en del af åbningstiden, men ordningen med selvbetjening indebærer, at vi kan have en meget længere åbningstid, for eksempel fra kl. 8 til 22. Den længere åbningstid skulle gerne give et øget salg. I de perioder, hvor der ikke er personale i butikken, kan kunderne selv besøge butikken ved at verificere sig selv ved hjælp af MitID. Når de har gjort det, kan de handle og betale via Mobilepay,« forklarer Jonas Laugesen.

Han vurderer, at der er flere fordele ved selvbetjeningsbutikker.

»Vi får en betydeligt længere åbningstid. Det er en fordel for kunderne, der kan handle, når det passer dem. Og vores medarbejdere får også større frihed og fleksibilitet, for det vil gøre det lettere for dem at få fri, hvis de har brug for det. Måske vil det også gøre det lettere at få flere medarbejdere,« siger genbrugslederen, som er spændt på, hvilke muligheder der vil vise sig for IM-genbrug i 2024.

»Hvis forsøget med butikken i Skjern forløber godt, vil vi nok udbrede selvbetjeningskonceptet til andre butikker. Og så vil vi meget gerne åbne helt nye butikker! Så man skal endelig ringe til mig, hvis man går med en drøm om at åbne en genbrugsbutik.«

Få inspiration og seneste nyt fra Indre Mission

Hver anden uge sender vi en mail med gode historier fra vores arbejde og inspiration til foreningsarbejdet. Du får også en smagsprøve på magsinet impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Volontør oplevede stærkt kollegafællesskab på medarbejderkonference
Medarbejderkonferencen var til stor glæde for førstegangsdeltageren Marius Rosenberg Kirkegaard, der oplevede et åbent og meget snakkende…
Fra Færøerne til København som ny konsulent i DFS
Med fem års erfaring fra børne- og familiearbejde i Kirkjuliga Heimamissiónin tiltræder Jóhan Hansen 20. april som konsulent i Danmarks Folkekirkelige…
Social kontrol opleves også i missionsforeningerne
Konference satte fokus på usund ledelse i kirker og kristne fællesskaber.

Annoncer