Udvalg og samtale

Indre Mission engagerer sig bredt i udvalg og samtalefora for at styrke fællesskabet og dialogen inden for Folkekirken og på tværs af trosretninger.

Samtaleforum

En uformel samtalegruppe med ledende repræsentanter fra Grundtvigsk Forum, Kirkefondet og Indre Mission. Det har eksisteret siden 1999. Seks til otte repræsentanter mødes ca. fire gange årligt og drøfter aktuelle emner i Folkekirken og i de respektive organisationer. Der føres ikke referat.

Evangelisk Alliance

Evangelisk Alliance er en verdensomspændende tværkirkelig organisation med fokus på fælles bøn i de evangeliske kirkesamfund. Vi kender det fra bedeugen i januar måned. Evangelisk Alliance i Danmark har en bestyrelse, som står bag materiale til brug for bedeugen. Indre Mission har i mange år været repræsenteret ved generalsekretæren i Evangelisk Alliances bestyrelse og har haft ansvar for at producere og distribuere folderen til bedeugen.

Samtaleforum for Mission og Kirke

Samtaleforum for Mission og Kirke (SMK) er et samtaleforum for ledere i Luthersk Mission, Evangelisk Luthersk Mission, Kristelig Forbund for Studerende, Evangelisk Luthersk Netværk, Dansk Bibel-Institut og Indre Mission. Luthersk Missions og Indre Missions generalsekretærer er ansvarlige for dagsorden og værtsskab. Mødes to gange årligt på Indre Missions Hus.

Evangelisk Luthersk Lederforum

Evangelisk Luthersk Lederforum er et samtaleforum for ledere i en lang række folkekirkelige organisationer. Mødes et døgn i begyndelsen af året.

RESAM

Religion og Samfund (Resam) er en samling af religiøse ledere fra de tre trosretninger: kristendom, jødedom og islam. Resam-forum, som består af biskopper fra Folkekirken og trossamfund, imamer, overrabbiner og andre åndelige ledere i Danmark, mødes 4-5 gange om året til kaffe og dialog. Målet er, trods forskellighederne, at blive gamle venner, og hvor der drøftes temaer, som relaterer sig til visionen ”Den gode nation”. Indre Missions formand repræsenterer Indre Mission.

Tværkulturelt Center

Indre Mission er repræsenteret i Tværkulturelt Centers bestyrelse og repræsentantskab og er i det daglige involveret i en lang række tiltag i samarbejde med centret.

FKOF

Folkekirkelige Organisationers Fællesråd (FKOF) er en interesseorganisation for folkekirkelige organisationer. Ca. 50 frie landsdækkende organisationer er medlemmer. Arbejdet ledes af et forretningsudvalg, som vælges på det årlige Årsmøde, hvor alle organisationer kan sende en repræsentant. Indre Mission har i mange år været repræsenteret i forretningsudvalget, men er det ikke pt.

Konfirmandkursus

Konfirmandkursusudvalget er overordnet ansvarlig for at koordinere de årlige konfirmandkurser på en række efterskoler. IMU's landsleder har traditionelt haft en central rolle i udvalget, som bl.a. udvikler materiale til undervisningen og fordeler kurserne på de forskellige efterskoler i samarbejde med lederne på skolerne. Sekretariatet på Indre Missions Hus varetager det administrative omkring tilmelding til kurserne, mens de enkelte skoler er ansvarlige for tilrettelæggelse og afvikling.

ISOBRO

ISOBRO er en interesseorganisation for indsamlingsorganisationer i Danmark. En lang række organisationer er medlemmer. De kirkelige indsamlingsorganisationer har altid udgjort en væsentlig del af medlemsorganisationerne, som ellers domineres af de helt store indsamlingsorganisationer. Indre Mission er medlem at ISOBRO og har ofte haft en plads i bestyrelsen.