Fra den 11. maj vil IM-genbrug begynde en forsigtig, kontrolleret og delvis åbning af genbrugsbutikkerne.
"Vi lægger vægt på, at medarbejdere og kunder kan føle sig trygge. Derfor åbner alle 32 butikker ikke på samme tid. Butikkerne kan åbne i takt med, at der er medarbejdere til rådighed, og vi kan følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer," fortæller Jonas Laugesen, der er leder af IM-genbrug.
Lederen af IM-genbrug fortæller, at han møder et stort gåpåmod hos mange af IM-genbrugs medarbejdere.
"Der er masser af optimisme, og der er mange af vores frivillige medarbejdere, der glæder sig til at komme i gang igen," siger han.
IM-genbrug anbefaler, at frivillige medarbejdere ikke deltager i genåbningen, hvis de har en kronisk sygdom eller på grund af andre forhold føler sig utrygge.
"Man er på ingen måde tvunget til at hjælpe til i butikkerne, og man er ikke en dårlig medarbejder, hvis man ikke kan. Vi har en bred medarbejderflok i IM-genbrug, og vi skal passe på hinanden," understreger Jonas Laugesen, der også gør opmærksom på, at der lokalt kan være ændrede åbningstider.