Sommertid er frivilligtid

De mange sommerarrangementer i Indre Mission er drevet af engagerede frivillige, der skaber meningsfulde oplevelser og stærke fællesskaber på sommerlejre og bibelcampings landet over.

Frivillige ledere sørgede for, at deltagerne på Sang- og musiklejren i 2023 fik noget at spise.

Mens missionshusene og de øvrige mødesteder holder sommerpause flytter IM-fællesskaberne ud i sommerlandet. Kalenderen på indremission.dk viser ikke mindre end 26 forskellige landsdækkende sommerarrangementer. Og hertil kommer mange flere lokale lejre og møder for både børn og voksne.

I 2023 samlede Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS) 2300 børn på deres sommerlejre, og de mange bibelcampings talte cirka 9000 deltagere. Og forventningen til denne sommers lejre og bibelcampings er ikke mindre, lyder det samstemmende fra Indre Missions ledere.

Fælles for de mange sommerarrangementer er, at de er båret af frivillige kræfter. For rigtig mange mennesker er ferietid ikke blot lig med afslapning og turisme, men også med frivillige arbejdstimer på f.eks. sommerlejre og bibelcampings. 

Det handler ikke blot om ekstra hænder, men også om den opfindsomhed og særlige enthusiasme, som driver frivilligheden. Det frivillige engagement kan noget, som lønnede ansatte ikke kan erstatte, fortæller Hege Lovise Aaen, som er en af Indre Missions frivillighedskonsulenter. Hvor tidligere generationer udførte frivilligt arbejde, fordi de så behovet for at en opgave skulle løses, har nutidens frivillige mere øje for, hvad de personligt interesserer sig for og brænder for, forklarer Hege Lovise Aaen.

Tak for din tid

"I dag oplever vi vores frivillige timer som en investering. Man giver sig selv og sin tid, fordi det giver mening," forklarer frivillighedskonsulenten. "Derfor skal vi appellere til frivillighed på en anden måde end vi gjorde tidligere. Og vi skal også anerkende de frivillige anderledes i dag."

Hege Lovise Aaen opfordrer til, at de frivillige medarbejdere bliver anerkendt mere målrettet og personligt, end vi måske er vant til. "Både tiden og kompetencerne er vigtige valutaer for mange i dag, og det skal vi i særlig grad huske at sige tak for," understreger hun.

Mangel på frivillige

Flere steder i foreningsdanmark tales der om mangel på frivillige. Også flere steder i Indre Mission har der været udtrykt bekymring for manglen på frivillige til sommerens arrangementer. Bla. i Indre Missions Tværkulturelle Arbejde.

"Det har været et meget stort arbejde at finde det nødvendige antal ledere til sommerlejrene i år, og vi mangler stadig en håndfuld frivillige i alt til to sommerlejre," fortæller landslederen Krista Rosenlunds Bellows, som dog forventer, at det lykkes at få tingene til at hænge sammen.

Et rundspørge viser, at de fleste steder igen er lykkedes med at få de frivillige aftaler på plads, som der er brug for.

 

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Horsens IM fejrer 50 år med nye traditioner
I Horsens IM har man fundet en mødestruktur, som samler generationerne og styrker sammenholdet. Det giver håb og optimisme for fremtiden. …
Fra frivillighed til budget: Nyt fra hovedbestyrelsen
Fremtidens medarbejdere var i fokus, da hovedbestyrelsen mødtes i Fredericia.
Det kræver en god julegave at nå i mål
Lønhop, krig og mangel på genbrugsvarer fører IM mod millionunderskud trods flotte gavetal.

Annoncer