Han snakker med sine medstuderende på Dansk Bibel-Institut, hvor han læser praktisk teologi, og han er engageret i både IMU i Vanløse og i Kingos Kirke på Nørrebro – for ikke at glemme Vesterbro Gospelkor, hvor han synger med. Så er han ensom?
Det spørgsmål har Johan Ebdrup Andresen brugt en del tid på at overveje, mens Danmark det seneste år har været præget af coronavirus og periodevise nedlukninger af samfundet.
Den 23-årige sønderjyde bor paradoksalt nok i København sammen med i runde tal en femtedel af Danmarks befolkning, men alligevel føler han sig ensom, og det er ikke, fordi han ikke ser andre mennesker, for han er som beskrevet en del af flere fællesskaber.
Familien er Johans boble
Alligevel har coronatiden fået ham til at tænke over sin ensomhed, for med et nedlukket Danmark er fællesskaberne isoleret til onlinemøder og mange timer alene i lejligheden i Valby. Med andre ord har statsminister Mette Frederiksens opfordring til at skabe coronabobler at ses i fået Johan til at overveje, at han vist ikke hører til en boble:
»Allerede da anbefalingen lød højst at samles 10 personer, kunne det godt være, at jeg kunne tænke på 10 personer at samles med, men ville nogen af de 10 personer have mig i deres boble? Det er sådan, jeg har følt det. Jeg tror da, at jeg kender flere, der godt kan lide at snakke med mig, men jeg tror bare, jeg er længere nede på deres liste,« siger han og peger sin skepsis i retning af sin autisme.
Det eneste sted, han har været bevidst om at høre til i en boble, er hos forældrene hjemme i sønderjyske Hellevad. I 2021 har han indtil videre vekslet mellem et par uger i København og et par uger hos mor og far.
Johan understreger, at han ikke vil give andre skylden for sin ensomhed. Den kommer indefra, og en del kan forklares med den autisme, han blev diagnosticeret med som niårig, og som har sendt ham på både specialskole og special-HF.
Sociale koder er svære
Dertil kommer, at Johan af natur er indesluttet. Han nyder for eksempel at gå ture alene, men han er samtidig også selskabelig og glad for at være en del af blandt andet IMU.
»Jeg kan godt forstå, hvis folk har svært ved at navigere i, at jeg nogle gange har brug for at være alene og andre gange gerne vil være sammen med andre.«
Det kan dog være svært at føle sig helt med i fællesskabet, hvis der ikke er en konkret aktivitet at samles om. For eksempel er et brætspil en god hjælp på vejen. Deler selskabet sig til gengæld i små grupper, kan han have svært ved at regne ud, hvilken gruppe han skal henvende sig til.
»Sådan nogle ting har jeg tit følt er svært,« erkender Johan, der ellers ikke ligger på den lade side, når det handler om at komme ud mellem mennesker. Kirkerne er heldigvis åbne, og han tager til alle de gudstjenester, han kan slippe af sted med.
»Men det er klart, at der er mindre fællesskab nu, hvor der ikke også er kirkekaffe.«
Instagram forstærker følelsen
Han har nogle stykker, han kender så godt, at han føler, han kan skrive til dem engang imellem:
»Men jeg har i mange år været bange for at, nogen vil føle, jeg er påtrængende, hvis jeg hele tiden skriver eller vil snakke med dem, og det er jeg nok stadig bange for.«
Egentlig føler han ikke, at ensomheden fylder så meget i det daglige, for når coronapandemien ellers tillader det, møder han både studiekammerater og kirkevenner i løbet af ugen. Weekenderne er nærmere problemet. Særligt når han ikke har meget på programmet. Så bliver han mindet om, at han er alene.
»Når jeg ser billeder på Instagram af folk, der hele tiden er sammen med venner, kan jeg godt tænke, at det er jeg jo aldrig selv. Og så kommer jeg til at tænke over, hvorfor jeg egentlig ikke er det.«
To årsager til ensomhed
Johan har tænkt over, hvad hans bekendte mon vil sige, når han står frem i Geist med sin historie om ensomhed, og han har også overvejet, om det er en god idé, for han vil i hvert fald ikke have, at nogen skal synes, de er skyld i det. Om IMU-vennerne og studiekammeraterne bliver overraskede er en anden sag:
»Det er svært at sige. Jeg tror, det kan være svært at regne ud, hvorvidt jeg har sociale behov, fordi jeg er indadvendt og dermed måske kan fremstå som en, der ikke har sociale behov.«
Han har identificeret to sider af sin ensomhed. Den ene handler om at få tætte venner:
»Det har jeg rigtig svært ved at regne ud, hvordan man gør, og det er nok også der, hvor min autisme spiller ind, og jeg ikke altid lige kan regne det ud,« siger Johan.
Han er mere positiv i forhold til at ændre på følelsen af ikke at vide, om han er helt accepteret i de fællesskaber, han kommer i. Han har nu boet et par år i København og føler sig godt integreret i byen:
»Det hjælper på at føle sig mindre ensom i hverdagen, at jeg lærer nye mennesker at kende og snakker med dem. For eksempel i kirken.«
Lidt af et sats
For nylig traf han en radikal beslutning om at opsige sin lejlighed for i stedet snart at flytte ind i en delelejlighed med to andre. Den ene er en studiekammerat, som han kender lidt, mens han slet ikke kender den anden endnu. Med flytningen kommer han blandt andet tættere på sit studiested, men han ser også et potentiale i forhold til ensomheden:
»Det er godt at have eget køkken og badeværelse, men nogle gange tror jeg også, det kan være godt at dele med andre. Det kan være lidt et sats, men et eller andet sted er det også en måde at prøve at gøre noget ved ensomheden,« siger Johan og ræsonnerer endnu engang over sin ensomhed.
»Det er jo ikke sådan, at jeg hele tiden tænker på ensomhed, men det er nok alligevel en grundtone, der hele tiden er der og også var der før coronatiden, men som nu er kommet tydeligere frem.«
Artiklen kan findes i Geist - februar 2021
