I 160 år har Indre Mission bestræbt sig på at samle mennesker om evangeliets forkyndelse og præge folkekirken med evangelisk-luthersk vækkelsesteologi samt være et korrektiv ind i det omgivende samfund. Det bliver der ikke lavet om på i de kommende 10 år, hvis det står til formand Hans-Ole Bækgaard og generalsekretær Jens Medom Madsen. Men former og strukturer kan meget vel se anderledes ud om 10 år, forudser de med alle de forbehold, der følger med, når man forsøger at se ind i fremtiden.
Hvad vil være de væsentligste forskelle på IM i 2031 i forhold til IM i 2021?
Hans-Ole Bækgaard: Mange i den opvoksende generation har svært ved at identificere sig med en meget fasttømret foreningstanke. De oplever, at det bliver for omklamrende, og at der følger en stor pakke af forventninger med det at være IM’er og IM-fællesskab. Hvis vi skal bygge bro til den generation, skal vi arbejde med vores strukturer og tale om, hvad IM-identitet er. Jeg tror, at flere vil kunne se sig selv som en del af bevægelsen med en lidt løsere tilknytning og en knap så tydelig IM-label på arbejdet. Og det har vi faktisk allerede åbnet mulighed for.
Det kan være som en gruppe ved en sogne-, valg- eller frimenighed. Eller det kan være to-tre familier, som bliver enige om at mødes, men som ikke ønsker hverken missionshus, bestyrelse eller en årlig generalforsamling. Jeg tror, der bliver flere af den slags grupper fremover, for hvem IM er én af flere organisationer, de ønsker en forbindelse til, og med mulighed for at gøre brug af IM’s tilbud og tiltag. Det betyder ikke, at de traditionelle IM-fællesskaber er fortid. Dem har vi i høj grad brug for, og de vil også om 10 år være rygraden i IM’s arbejde. Men vi vil se en større mangfoldighed af måder at være en del af bevægelsen på.
Jens Medom Madsen: Alle typer af foreninger oplever, at det er svært at holde på medlemmerne og at få nye til at knytte sig fast til en forening, et parti eller en bevægelse. Jeg tror dog, at der kommer en modreaktion, når rodløsheden bliver for meget, og folk igen begynder at efterspørge den tryghed og bæredygtighed, der også ligger i at forpligte sig.
Om 10 år forventer jeg ikke, at der er færre, som vil identificere sig med IM’s sag, men jeg tror, at færre af dem vil være en aktiv del af et IM-fællesskab. Måske gør de sig i stedet i en sognemenighed, en fri- eller valgmenighed eller et tredje sted. Enten som enkeltpersoner eller som del af en gruppe. Den forskydning vil få betydning og forandre vores indsats, ikke mindst lokalt. Men det er ikke sikkert, at det får stor betydning for, hvad vi kan som landsbevægelse. Vi oplever på nuværende tidspunkt, at nogle af dem, som giver penge til IM – også dem, som giver store beløb – ikke nødvendigvis har en fast tilknytning til et IM-fællesskab, men de bakker op om sagen, fordi den er vigtig.
Hvad ser I som de største udfordringer for IM de næste 10 år?
Hans-Ole Bækgaard: For 10 år siden frygtede jeg en større splittelse af vores egen del af folkekirken som en konsekvens af lovforslaget om vielse af to af samme køn. Men jeg oplever ikke, at vi er gledet fra hinanden. Dog er det i folkekirken blevet vanskeligere at være en af de præster, der siger nej til vielse af homoseksuelle. Og med den hurtige udvikling, der er sket i spørgsmålet om køn og seksualitet de sidste par år, kan jeg godt være bekymret for, hvor vi står om bare fem-syv år, både i forhold til lovgivning, presse, åndsfrihed og kirkepolitik; men også hvor splittet vi kan være i egne rækker i disse forhold. Det kan let komme til at lægge sig som en dyne over meget af det, vi gerne vil, og blive en hindring for vores egentlige formål. Og det er meget ærgerligt!
Samtidig oplever vi glædeligvis stadig, at dørene står åbne, når vi henvender os til politikere og andre nøglepersoner, også i det kirkelige landskab. Jeg synes også, vi de sidste 10 år er blevet bedre til at samarbejde med organisationer og grupper, selv om vi langt fra er enige om alt. I konkrete sager kan det give mening at stå sammen med andre og finde vej med hinanden – uden at man opgiver sin egen identitet og grundlæggende ståsted. I forhold til andre er vi rykket en del tættere sammen, eksempelvis med Luthersk Mission, og har styrket samarbejdet med dem og andre. Det tror jeg, vi vil se mere af de næste 10 år.
Jens Medom Madsen: Hvor vi tidligere skulle have et ret stort sammenfald af holdninger og interesser for at kunne arbejde sammen, vil vi fremover se, at vi også kan samarbejde med nogle, som vi kun på et meget lille område er enige med. Det gælder både som landsbevægelse og lokalt. Ikke mindst i takt med, at vi vil få flere lokale fællesskaber med en lidt løsere tilknytning til IM, end vi ser i dag. En af udfordringerne bliver, at det bliver op til en enkelt eller meget få mennesker lokalt, hvordan de snitflader skal lægges. Det er ikke let at navigere i. Det ved jeg fra de snitflader, vi prøver at lægge som landsbevægelse.
Hans-Ole Bækgaard: Det helt afgørende bliver, om vi kan stå distancen i forhold til at være pragmatiske på nogle områder, mens andre områder er uopgivelige for os. Det gælder på det etiske område, hvor det presser sig mest på lige nu. Men for eksempel også i forhold til den fornyelse af kirkens liturgi og ritualer, der er på vej. Hvordan vil synet på den dobbelte udgang og alles frelse komme frem i en ny liturgi eller ændrede ritualer?
Det er helt afgørende for vores eksistensberettigelse som evangelisk-luthersk missionsbevægelse, at vi ikke kan gå på kompromis med de spørgsmål. Så hvordan bevarer vi vores troværdighed og tydelighed, samtidig med at vi er i stue med andre og prøver at finde vej sammen. Det er et spændingsfelt, vi er nødt til at gå ind i.
Vil IM ændre kurs i forhold til tværkirkeligt samarbejde?
Hans-Ole Bækgaard: Grundlæggende kommer der ikke til at være en ny kurs. På det forkyndelsesmæssige samarbejde gør teologiske og konfessionelle forskelle sig fortsat gældende. Men på ledelses- og inspirationsniveau har der været en positiv udvikling, som bestemt kan fortsætte og have forskellige konkrete nedslag, eksempelvis som konferencen Når kirken svigter sidst i denne måned.
Det afgørende er, at vi kan bevare vores klarhed og troværdighed omkring det, vi står for, både ind i samarbejdet, men også over for vores medarbejdere og vores bagland, så vi ikke skaber utryghed. Hvis vi kan det, vil jeg være åben for et meningsgivende samarbejde med andre – ikke mindst hvis det fremmer, at vi når længere ud.
Vil der blive meldt en klar strategi ud for, hvordan vi er i mission?
Jens Medom Madsen: IM er en græsrodsbevægelse, og derfor skabes strategien ikke nødvendigvis af ledelsen. Den kan lige så godt skabes af medarbejdere eller lokale ildsjæle, som får en god idé og ser nogle muligheder for at drive mission, hvor de er. Strategien skabes i et miskmask af, at vi vandrer sammen. Hvis vi kommer som ledelse og siger, at nu lægger vi en stram strategi, så kan vi jo hoppe og danse alt det, vi vil, men det bliver aldrig til noget, hvis ikke græsrødderne er med.
Hans-Ole Bækgaard: Omvendt har vi lige haft debatten om croptops i skolen og hørt elever sige, at skolerne skal forholde sig neutralt til elevernes påklædning og bare undervise neutralt i, hvordan man begår sig i et demokratisk samfund. Det svarer til, hvis IM’ere rundt om i landet sagde, at IM’s ledelse ikke skal sige noget om, hvad man skal mene og tænke om kristendom og livet som kristen. På den måde får man ikke meget samtale og ledelse. Her er dog endnu et område, hvor vi skal balancere mellem dialog og topstyring, så der ikke kun er én rigtig måde at være en del af IM på.
Hvordan ser fremtiden ud for traditionelle IM-fællesskaber med midtugemøder?
Jens Medom Madsen: Jeg tror, vi vil se en opblomstring, men også en forandring af den slags fællesskaber. Jeg tror, unge familier vil finde ud af, at her har de en frihed for dem selv og deres børn, som de ikke finder i søndagsgudstjenesten i kirken.
Mange flytter eller kører langt for at være en del af aktive menigheder, som tilbyder meget af det samme, som IM kan tilbyde. Jeg ville ønske, at vi kunne få lidt flere, som gerne vil være med til at plante nyt arbejde eller puste liv i gløderne et sted, hvor man måske er ved at slide sig trætte. Det kunne få stor betydning for vores land – for mission og geografi hænger sammen. Det er bare lettere at invitere til børneklub i garagen på villavejen end i en stor og aktiv kirke, der ligger 50 km væk. Det, der er tæt på, er enklere og mindre farligt, tror jeg.
Kan man forestille sig, at IM aktivt planter nye fællesskaber fremover?
Jens Medom Madsen: Vi har prøvet at sælge ideen i nogle studiebyer, om man kunne gå sammen nogle stykker og flytte til et sted, hvor der ikke var IM-arbejde i forvejen. Og der har typisk været et par stykker, som kunne se sig i det projekt. Men et par stykker er som regel for lidt. Havde der været fem eller syv, var det måske lykkedes. Men vi kan jo ikke bestemme, hvor folk skal flytte hen, vi kan kun opmuntre.
Hans-Ole Bækgaard: Det er en udfordring, hvordan vi positivt og konstruktivt kan gå ind i det. Lige nu går væksten mod de større byer, men vi ved ikke, om det fortsætter. Det er efterhånden så dyrt at slå sig ned i byerne, at de færreste har råd, og mange har jo opdaget under coronanedlukningerne, at man godt kan arbejde hjemmefra nogle dage om ugen. Så måske kan man godt pendle lidt længere for at komme på arbejde, hvis man ikke behøver at skulle afsted hver dag.
Hvis man er tre familier et sted, så er man jo nok til at gå i gang. Og vi vil fra IM’s side gerne understøtte den slags bevægelse i samfundet med både mursten og medarbejderressourcer, hvis det kan facilitere, at nye fællesskaber bryder frem. Det er vigtigt for en bevægelse som IM, at vi ikke bare afventer, hvad der sker. Omvendt er vi afhængige af, at nogle i vores bagland tager imod udfordringen og opfordringen.
Hvilken rolle vil IM spille i den kirkelige og samfundsmæssige debat om 10 år?
Hans-Ole Bækgaard: Hvis vi gør os selv anonyme i debatter eller i de (kirke)politiske sammenhænge, minimerer vi også muligheden for at være med til at præge og påvirke. Derfor forsøger vi at gøre vores røst og indflydelse gældende på en relevant måde, og jeg oplever også, at flere regner med os.
Jens Medom Madsen: Men det er en svær balance. Hvornår er det vigtigt for missionen, at vi gør det, og hvornår kan det få den modsatte effekt? Vi skal være sandheden tro i kærlighed, så vi ikke giver køb på tydeligheden, men samtidig må vi ikke være så kantede og skarpskårne med vores meldinger, at nogle lukker af, inden vi overhovedet kommer i nærheden af at fortælle om Jesus.
Det er et svært spændingsfelt at stå i, men vi vil stå i det, selv om vi nogle gange mister balancen til én af siderne. Hvis vi giver køb på at have en teologisk klar profil, så har vi fejlet. Hvis vi giver køb på at tale på en måde, så mennesker oplever sig elsket af Jesus, så har vi smidt det ud, vi er sat i verden for.
