Har du nogensinde fået spørgsmålet: »Hvordan ved du, at Gud findes?« eller kommentaren »At tro på Gud er lige så dumt som at tro på nisser og andre usynlige fantasivenner«? Det er spørgsmål og kommentarer, som jeg har fået nogle gange, og endda også har stillet mig selv i perioder og haft svært ved at svare på.
Famlende efter et godt svar forsøger man at huske på situationer i livet, hvor Gud har givet et tegn eller et lille bevis på sin eksistens, men det virker, som om alle gode beviser hurtigt vil kunne skydes ned igen. Vi kan ikke se Gud, og vi kan ikke bevise ham.
Men selvom Gud er en usynlig gud, så betyder det ikke, at han er en ukendt gud. Han har nemlig ladet sig føde ind i denne verden, som vi fejrede i julen. I kirkeåret er helligtrekonger en tid, der handler om, at Jesus nu træder frem og viser, hvem han i sandhed er!
Han er ikke bare et menneskeligt barn, men han er Gud selv! Når jeg læser om Jesus, så kan jeg ikke tro andet, end at han er Gud.
Et særligt blik
Kvinden ved brønden kom til den samme konklusion. Den mand, hun mødte, var ikke et helt almindeligt menneske. I første omgang så det måske sådan ud. Han var træt og tørstig efter en lang vandring midt på dagen, så han var et sandt, virkeligt menneske, men herfra ophørte enhver almindelighed.
Han var en jødisk mand, der gav sig til at tale med en samaritansk kvinde, hvilket var uhørt. Omtrent på højde med, at en almindelig dansk mand stopper op ved en burka-klædt indvandrerkvinde og indleder en samtale med hende.
Kvinden er gået ud til brønden ved middagstid i den varmeste tid på dagen for at undgå at støde ind i de andres blikke. Men denne dag møder hun et særligt blik. I samtalen bliver der åbnet op for, at de andres blikke handler om hendes forhold til mænd.
Jesus’ blik er anderledes. Han ser hendes tørst. Ikke efter vandet i brønden, men hendes tørst efter mænd, hvilket dybest set handler om en anden tørst i tilværelsen. En tørst som ingen almindelig mand har kunnet stille. Tørsten kan ikke stilles med sex eller almindelig menneskelig kærlighed, men Jesus rækker hende Guds kærlighed, kærlighedens kilde, og ikke den falske kærlighed, som hun havde omgivet sig med indtil da.
En særlig kilde
En af mine venner udtrykte sig på et tidspunkt således: »Jeg gad godt se ind i Jesus’ øjne, da han møder kvinden ved brønden. Han må have udstrålet noget særligt, siden han kan få lov til at sige så skrappe sager til hende. Og resultatet er, at hun føler sig befriet!«
I det øjeblik, Jesus afslører hendes tørst efter mænd, ser hun, hvor mislykkede hendes egne forsøg er på at få slukket tørsten. Hendes eget vand er blevet grumset, gammelt og ulækkert. Hun opdager sin tørst efter noget større: Gud.
Hun vidste måske ikke engang, at hun havde den tørst. Hun mærkede måske bare, at tørsten ikke blev stillet før nu i mødet med Jesus. Genkender du det? Vi kan ikke bevise Gud, men i mødet med Jesus sker det, at Jesus åbenbarer, hvem han er, og at vi har brug for ham.
Augustin skriver i »Bekendelser«: »Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det hviler i dig.«
Evangelieteksten til 2. søndag efter helligtrekonger er fra Joh. 4, 5-26. Læs den online hos Bibelselskabet.
