I en urolig verden må gudstjenesten gerne være lidt stiv
For Doris Fredsgaard Larsen fra Hejnsvig ved Grindsted er en fast liturgi med til at skabe den nødvendige ro omkring gudstjenesten i en ellers hektisk og urolig verden.
»Jeg kan godt lide, at gudstjenesten er lidt stiv og højtidelig. Jeg synes, det giver en særlig ro, at man ved, hvad der sker, og hvornår det sker,« siger hun.
»I vores hverdag er der hele tiden mange ting at tage stilling til og forholde sig til, og alting går nemt lidt for hurtigt. Derfor sætter jeg stor pris på, at det er anderledes i kirken,« siger hun.
Der, hvor Doris plejer at gå i kirke, bliver der som regel sunget et par lovsange lige efter prædikenen som et supplement til de traditionelle salmer, og det lille afbræk har hun det fint med.
»Vi har rigtig mange gode salmer i salmebogen, men nogle af dem kan godt være svære at forstå. Nyere lovsange kan noget andet, så det er rigtig fint med lidt afveksling,« forklarer hun.
»Men jeg stemmer helt klart for, at gudstjenesten forbliver, som den er, og så sætter jeg pris på at være en del af en lidt mere fri og knap så stiv mødeform i missionshuset,« siger hun.
Stilhed kunne være et fast element
Når Maria Due Pedersen er til gudstjeneste, oplever hun, at den faste liturgi er med til at sætte begrænsning for hende personligt.
»Det kan godt være lidt en hæmsko, selvom jeg også indimellem oplever, at jeg bliver opfyldt af det forudsigelige. For dem, der ikke så ofte kommer i kirke, tror jeg, det virker indforstået. Jeg ville ønske, man guidede lidt mere undervejs på nutidigt dansk,« fortæller Maria.
Hun ser gerne, at menigheden bliver inddraget mere undervejs for at gøre det hele mere nærværende.
»Der må gerne være mere plads til kreativitet, også gerne på bekostning af den kedsommelige forudsigelighed. En fast liturgi kan godt blive på bekostning af det nærværende. Man kunne for eksempel lade menigheden sætte sit præg på bønnerne under gudstjenesten, så de bliver mere personlige og aktuelle. Eller man kunne gøre stilhed til et fast element i gudstjenesten, så der for hver kirkegænger var mulighed for at dele sine tanker med Gud - åbne sit sind for, hvad han minder én om.«
Det er en stor hjælp at kunne følge med
Den faste liturgi er en hjælp for Mathilde Pihl Sørensen, når hun besøger andre kirker end sin egen, men den må ikke være helt fastlåst.
»Det er godt, at man ved, hvad der skal ske. Især hvis jeg er et nyt sted. Men jeg kan også godt lide en vis frihed, så der er plads til kreative ting og mere interaktion undervejs. Det kan være snak eller bøn med sidemanden, så gudstjenesten ikke bare bliver noget, jeg kommer til og går igen,« siger Mathilde.
Da hun for nogle år siden boede i Tanzania, var det en stor hjælp at kunne følge med i gudstjenestens forløb på skrift.
»Man kunne købe liturgi-bogen ved boghandleren, og så slog man bare op på de sider, der passede til de forskellige gudstjenester. Jeg kunne ikke rigtigt sproget, og jeg var ny, men jeg kunne alligevel følge med i gudstjenesten. Så der gik ikke lang tid, før jeg følte mig som en del af menigheden.«
