Julen er en historisk begivenhed i netop det år, hvor den romerske kejser Augustus besluttede at udskrive en folketælling. En befaling som afstedkom, at en ung kvinde ved navn Maria og hendes mand Josef begav sig ud på en 150 km lang rejse fra Nazaret til Betlehem trods en fremskreden graviditet. Parret fandt ikke et ordentligt husly, fordi alt var optaget, og derfor måtte Maria føde sit barn under kummerlige vilkår. De gav ham navnet Jesus.
På en mark uden for byen fik nogle hyrder deres livs forskrækkelse. Et kraftigt lys skinnede på himlen, hvorfra de både så og hørte lovsang og nogen, som talte til dem. Det var, som kom det ud af skyen, og det på en så overbevisende måde, at de skyndte sig ind til byen, blot for at konstatere, at det de havde hørt som en engels fortælling, viste sig at holde stik.
Samtidig skete også noget højst usædvanligt på himmelhvælvingen. Et par stjerner stillede sig i en position over hinanden, så de udsendte et meget skarpere lys end ellers. Og netop dette skarpe lys blev vejviser for tre astrologisk interesserede mænd. (Vi kalder dem vismænd).
Mere end en fortælling
Men med dette er det vigtigste end ikke sagt. For disse konkrete begivenheder gemmer på den sandhed, at der også skete noget hos Gud. Bag det hele ligger, at julen er tidspunktet, hvor vi fejrer, at Gud lod sin Søn føde på jorden, for at genoprette forholdet mellem ham og os. Gud var sig bevidst, at skulle det kunne ske, måtte han selv gribe ind. Derfor satte han begivenhederne i gang ved at lade kejseren udskrive en folketælling. Derfor kan vi synge: »forvunden er nu al vor nød, os er i dag en frelser født«.
Må de konkrete begivenheder være os en stadig påmindelse om, at juleevangeliet er langt mere end blot en fortælling. Det er evangeliet om gaven, Gud tilbyder os, som har værdi både nu og siden - ja hele livet og tiden efter.
En glædelig og velsignet jul til alle.