Da Emma droppede ud af gymnasiet efter 1.g, var det uden nogen klar plan for, hvad hun skulle lave i stedet.
»Jeg havde svært ved at kende mig selv i det, og jeg var nok egentlig kun startet i gymnasiet, fordi alle andre gjorde,« fortæller Emma. Hun fik i stedet arbejde som pædagog på et kristent bofællesskab, flyttede hjemmefra og brugte en masse tid på IMU.
»Det var en virkelig god tid for mig, men folk blev ved med at spørge: 'hvad er planen?', og det kunne jeg ikke svare på. Jeg stillede Gud det samme spørgsmål igen og igen. Nogle gange oplevede jeg at få svarene en måned frem eller måske endda bare for en dag ad gangen. Jeg nåede ofte at blive frustreret over det, men så oplevede jeg, at Gud gav mig ro for en tid. Det var ikke altid konkrete bønnesvar. Indimellem var det bare en følelse af, at her var trygt at være. Som om Gud sagde 'Du skal bare lige være her'.«
Stille og genert
Efter to år uden planer for fremtiden besluttede Emma sig for at læse enkelte HF-fag, men det var ikke uden bekymringer.
»Jeg havde fået ind i hovedet, at jeg var sådan en, der ikke kunne finde ud af at gå i skole. Jeg var jo hende, der var droppet ud. Men jeg oplevede, at det gav mening på flere måder, at jeg var endt der. Flere i klassen havde ret voldsomme ting med i bagagen, men det var gode mennesker, som jeg kom ret tæt på, også selvom jeg var den yngste på holdet. De var oprigtigt interesseret i, hvem Jesus var,« siger Emma.
De mange gode snakke om troen overraskede Emma, der tidligere havde set sig selv som den stille og generte pige.
»Jeg havde nok forventet, at jeg ikke ville turde sige, at jeg var kristen, når jeg startede på STX. Jeg sagde det vist heller ikke på første dag, men der gik ikke lang tid, før hele klassen vidste det. Af en eller anden grund har jeg bare let ved at få nævnt Jesus i en sætning eller komme til at snakke om tro.«
Hvis jeg ikke planlægger så meget, så er jeg mere lydhør overfor, hvad Gud vil med mig
Det samme gjorde sig gældende på HF, hvor særligt én af klassekammeraterne fortalte, at det med Jesus måske godt kunne være noget for hende, husker Emma.
»Jeg prøver at parkere genertheden i sådan nogle situationer, for indimellem oplever jeg, at det ikke er mig, der styrer samtalen. Helligånden har hjulpet mig både i samtaler og i mine planer for fremtiden.«
De aktive valg
Når Emma tænker tilbage på sine første år i folkeskolen, er det med et grin, når hun mindes, hvordan legeaftalerne kunne blive suppleret med heftige snakke om tro. For Emma troede på Gud, mens de andre børn troede på aberne. Evnen og lysten til nemt at snakke om Gud er blevet en stor del af Emmas arbejde ved IKC i Aarhus, hvor hun har været volontør efter et ophold i Israel og Etiopien.
»Jeg har stadig ingen planer på lang sigt. Gud kommer stadig mest med hjælpen og svarene for en kort periode ad gangen. Men det er ikke så frustrerende for mig som tidligere. Nu kan jeg faktisk godt lide, at jeg ikke helt ved, hvad der skal ske. Hvis jeg ikke planlægger så meget, er jeg mere lydhør overfor, hvad Gud vil med mig,« forklarer Emma.
Det betyder dog ikke, at hun bare læner sig tilbage og venter på at få mulighederne serveret.
»Nogle gange har jeg taget meget aktive valg i mit liv, og andre gange har jeg ikke rigtigt gjort noget, og så har Gud grebet ind i stedet. Om jeg har gjort noget aktivt eller ej, så kan det godt være Guds plan, jeg har gang i,« fastholder Emma.
Den store fest
Hvis grænserne åbner op inden, skal Emma til Betlehem i efteråret som ungdomsleder. Men uanset hvad der sker, har hun affundet sig med, at Guds plan kan fungere på tværs af mange jobmuligheder eller studieplaner.
»Jeg tror, at Guds plan for mig er, at jeg skal feste, danse og springe rundt på den nye jord. Den store fest på den nye jord er den helt store plan. Men på vej dertil er der mennesker, jeg møder, og ting, jeg lærer. Så må jeg hvile i at være Guds barn og fortælle hans gode budskab videre til andre. Der kan da godt være dage, hvor det er frustrerende ikke at få flere konkrete bønnesvar, men hvis jeg har et evighedsperspektiv in mente, så føler jeg, at jeg kan klare lidt af hvert.«
