I 2018 sluttede en epoke i den amerikanske missionær Andrew Brunsons liv. Efter 25 år som missionær i Tyrkiet, hvoraf de sidste to blev tilbragt bag tremmer med anklager om forræderi og spionage, kulminerede missionærpræstens kald på to døgn, som begyndte med en dom i retten den 12. oktober 2018.
Dommen satte ham på fri fod med det samme, og kort efter lettede et amerikansk militærfly fra basen Ramstein i Tyskland for med diplomatisk assistance at få den berømte, og i Tyrkiet berygtede, missionær fløjet ud af landet så hurtigt som muligt, inden tyrkerne fandt flere grunde til at holde på ham.
Dagen efter landede han på amerikansk grund og kørte først til Det Hvide Hus for at takke den daværende republikanske præsident, Donald Trump, som havde presset hårdt på for at få Andrew Brunson løsladt. Blandt andet ved at indføre tunge handelssanktioner, som kom til at ryste den tyrkiske økonomi for en tid.
Vækkelse som erstatning
Sagen om Andrew Brunsons fængsling og løsladelse var kort sagt et drama, der langt overgår fantasien. Historien udkom sidste år på dansk i bogen Guds Gidsel. Impuls mødte Andrew Brunson og hans kone Norine, da de tidligere på sommeren på invitation fra Dansk Europamission besøgte Danmark for at tale på flere bibelcampings.
»Jeg føler, at vi betalte en høj pris i Tyrkiet. Nu vil jeg have kompensation – åndelig kompensation. I fængslet var jeg udsat for et hårdt satanisk angreb, og jeg vil se åndelig gengæld. Jeg vil se Guds rige komme, og evangeliet spredt,« siger Andrew.
Andrew understreger, at både han og Norine kun har fået et større hjerte for det tyrkiske folk, efter missionærparret fra North Carolina på dramatisk vis blev smidt ud af Tyrkiet, hvor de ellers troede, de skulle ende deres dage.
Kaldet er ikke slut
I dag arbejder parret på afstand for at forberede den høst, Gud i 2009 lovede Andrew ville komme i Tyrkiet.
»Vi har løftet vores øjne lidt fra kun Tyrkiet og kigger nu på et større område, som svarer til det gamle osmanniske imperium, for vi vil have mere nu, siger Andrew, som ikke vil gå yderligere i detaljer med, hvordan de i dag arbejder med mission i regionen.
Parret tøver ikke med at omtale Tyrkiet som en politistat. Det var landet, da de ankom, og da de forlod det. Samtidig herskede der for 25 år siden en stor grad af frihed for tyrkerne, hvilket gjorde, at de ikke var særligt interesserede i at høre om Jesus.
Det synes at ændre sig i disse år, mener Norine. Efter et kupforsøg i 2016 har præsident Erdogan strammet grebet om landet, men mens friheden indskrænkes, vokser interessen samtidig for at høre om Jesus.
»Gud talte i 2009 til Andrew og sagde ‘Gør klar til høst’, og det ligger stærkt i vores hjerter. Hvem havde troet for 10-15 år siden, at tyrkerne ville finde Jesus, for interessen var der ikke, men nu, over de seneste to år, er antallet af personer, der er søgende, eller som udlever troen, steget. Og Gud vil få en smuk kirke, en smuk brud, i Tyrkiet,« siger Norine.
En hær af forbedere
Hun peger på bøn som en anden afgørende faktor for, hvorfor der er tegn på vækkelse i landet. Norine og Andrew er enige om, at Gud brugte hans fængsling til at vække en hær af forbedere verden over.
»Vi havde en opgave i Tyrkiet gennem 25 år og under den flere delopgaver såsom at starte et bedehus og plante kirker. Fængslingen var også en opgave. Jeg forstod det ikke, da det begyndte, og jeg tror, det var Satan, der satte mig i fængsel, men da jeg sad der, var opgaven fra Gud at blive et offentligt vidnesbyrd i Tyrkiet og få så mange øjne og bønner som muligt til at rette sig mod det land,« mener Andrew.
Derfor er han også overbevist om, at kaldet ikke er slut, og at vækkelsen kommer i Tyrkiet.
»Vi har investeret 25 år i Tyrkiet, og vi har lidt for evangeliets udbredelse i landet, så vi har en interesse i Tyrkiet, der ikke kommer til at slutte. Vi kan ikke selv rejse dertil, men udefra vil vi se Guds rige komme der,« understreger Andrew.
Taknemlig for forbøn
Mens Andrew var fængslet, skød en bevægelse af forbedere op verden over. I Danmark tog Dansk Europamission teten og opfordrede til forbøn for Andrew, og det er han meget taknemlig for i dag.
»I fængslet var jeg isoleret. Den eneste kristne, jeg talte med under min fængsling, var Norine, og jeg havde sådan brug for at vide, at der var kristne, der bad for mig. Det opmuntrede mig, når Norine fortalte om, hvordan bønnebevægelsen voksede,« siger Andrew.
Efter sagen er det kommet frem, at der to eller tre gange var en aftale mellem Tyrkiet og USA om at få afsluttet sagen, men i Guds Gidsel skildres det, hvordan Tyrkiet hver gang trak i land i sidste øjeblik. Mens Andrew sad bag tremmer, gik det op for ham, hvorfor han ikke blev lukket ud.
»Efterhånden begyndte jeg at se, at Gud havde et større formål med min fængsling. Jeg så, hvordan Gud byggede denne bønnebevægelse. Jeg tiltrak bønner, og gennem mig gik det ud i Tyrkiet. Gud havde flere formål, og et af de store var at få millioner verden over til at bede for mig, så bønnerne fortsatte ind i Tyrkiet og forberedte jorden for Gud, så mennesker i fremtiden bliver bevæget,« siger Andrew.
Forandret tro
Der lyder et klart ja fra Andrew, da han bliver spurgt, om fængslingen og retssagerne gjorde noget ved hans tro. Faktisk har han for nylig optaget en videoserie, der skal forberede andre kristne på at gå gennem hårde tider, og en af hans lektioner handler om det udbytte, der kan komme ud af at være tvunget gennem forfølgelse.
»En ting er, at jeg elsker Gud højere efter at have lidt for ham og gået gennem hårde tider. Jeg led for ham, og det var smertefuldt. Jeg betalte en høj pris og investerede dermed mere i mit forhold til Gud. Nu, hvor jeg har betalt prisen, elsker jeg ham højere,« siger Andrew og peger på en anden gevinst, der fulgte af fængslingen.
»Jeg oplevede Guds stilhed. Han forlod mig uden en fornemmelse af hans nærvær, og Gud overraskede mig på mange negative måder, men alligevel kom jeg ud af fængslet med en dybere intimitet med Gud, selv om det var to år, hvor jeg følte, at jeg havde mindre nærkontakt, end man normalt har i et venskab,« siger missionæren.
»Der er en forskel på, om soldater har været i kamp eller ej. Selv om de har lært de samme færdigheder, har de, der har været i kamp, også erfaringen af krig. Jeg føler, det samme skete for mig. Jeg blev alvorligt testet i fængslet, og jeg bestod testen. Jeg forblev trofast, blev ved med at elske Gud i hårde tider, blev ved med at elske ham trods mange skuffelser. Jeg følte mig forladt og elskede ham alligevel, og det giver mig en fornemmelse af bevist kærlighed, og det giver mig også et højere niveau af selvtillid i min kærlighed til Gud,« siger Andrew.
Han peger også på udholdenhed som en gevinst af de strenge år.
»Jeg har oplevet forfølgelse, og det er blevet meget værdifuldt for mig, selv om jeg ikke ønsker at gøre det igen. Ingen kan tage det fra mig.«
Norine blev også fængslet
Fængslingen prægede ikke kun Andrews trosliv, men også Norines, da hun i to år kæmpede for at få verdens øjne rettet mod Tyrkiet, mens hun samtidig måtte slås for at få lov til at besøge sin mand i de fængsler, han blev flyttet rundt mellem.
Norine gør det klart, at det altid er hårdest for den part, der er låst inde, og at hun eksempelvis havde mennesker at bede med, mens Andrew var overladt til sig selv bag de tykke mure.
»Det har givet mig en dybere overbevisning om, at det her er den eneste vej at gå, at vi ikke kan klare os alene, men må læne os op ad Gud. Uanset hvilken nåde han lader mig opleve eller ej, må jeg læne mig op ad ham. Det er trængt lidt dybere ind i mit hjerte,« siger Norine, som til at begynde med blev fængslet sammen med Andrew.
»Jeg plejer at sige, at vi var anholdt sammen, og Norine blev løsladt efter to uger, men Gud var nødt til at holde på mig i yderligere to år for at forandre mig til den, han ville have mig til at være,« siger Andrew med et smil.
En enkel andagt
I fængslet var der dog ikke meget at grine ad.
»Til slut i fængslet endte jeg med en simpel andagt, hvor jeg sagde til Gud, at ‘jeg forstår dig ikke, og jeg ved ikke, hvad der skal ske, men jeg har besluttet, at jeg vil holde fast ved dig, og at jeg vil elske dig. Selv om du har skuffet mig på mange måder, er jeg ligeglad, for jeg vil bare holde fast ved dig’, sagde jeg. Det er ganske kraftfuldt, når man når dertil,« fortæller Andrew.
Dermed virker både han og Norine også til at stå stærkere i kampen for, at flere tyrkere må møde Jesus, selv om parret tvunget af omstændighederne må arbejde på afstand.
»Da Gud sagde, at der ville komme høst i Tyrkiet, sagde han også, at det ville komme til at ske i hårde tider. Hvad det betød, og at vi skulle stå i midten af det, vidste vi ikke, men vi er ikke overraskede over, at det bliver svært, så når folk siger, de beder for os, siger jeg, de også gerne må bede for Tyrkiet og de kristne der, for de kommer til at have en hård tid,« siger Norine og tilføjer:
»Vi mærkede kærligheden gennem bønner fra hele verden, og det er kun i Guds rige, at man oplever den slags.«
Andrew Craig Brunson
Amerikansk, presbyteriansk præst. Missionær i Tyrkiet fra 1993 til 2018 sammen med sin kone Norine. Parret har tre voksne børn. Fra 2000 til 2018 bosat i Izmir, der på bibelsk tid hed Smyrna.
I oktober 2016 blev Andrew anholdt og fængslet, blandt andet på anklager om at støtte den kurdiske terrorgruppe PKK samt Fethullah Gülen, en eksil-tyrker bosiddende i USA, som Tyrkiets præsident Erdogan har anklaget for at stå bag et kupforsøg i Tyrkiet i juli 2016.
Den 12. oktober 2018, efter 735 dages fængsling, tweetede USA’s præsident Donald Trump, at pastor Brunson netop var løsladt og snart ville vende hjem til USA. Beskeden vidnede om, at sagen havde bevågenhed fra allerhøjeste niveau.
Under fængslingen bad kristne verden over for hans frigivelse. I Danmark organiserede Dansk Europamission bøn for den fængslede missionær. Andrew Brunsons historie udkom sidste år i bogen Guds Gidsel.
