En partileder mente forleden at vide, at kvinder i visse indremissionske miljøer skal gå med langt hår på samme måde som muslimske kvinder skal gå med tørklæde. Det er fordom og uvidenhed af værste skuffe udstillet i bedste sendetid. Partilederen blev hurtigt gjort opmærksom på, at det ikke havde noget på sig, og hun beklagede fejlen.
Næppe sidste gang
Det er desværre ikke første og sandsynligvis heller ikke sidste gang en politiker eller medieperson udstiller en kombination af uvidenhed og fordomme om, hvad Indre Mission står for. Der er grund til at forvente et højere niveau af faktuel viden hos ledende politikere, som er betroet ansvar for at træffe beslutninger med stor betydning for os alle.
I Indre Mission har vi lært at leve med, at meningsdannere alt for ofte fremfører påstande om os, som bedst kan karakteriseres som fordomme uden hold i virkeligheden. Indimellem en fordom, som har levet i årtier, og som måske har baggrund i forhold, som er mere end 100 år gamle.
Mine egne fordomme
Selvom vi efter bedste evne prøver at imødegå den slags uvidenhed med oplysning og synlighed, er det ikke nogen rar oplevelse at blive mødt med åbenlyse fordomme. Det har fået mig til at tænke på, at jeg måske også selv har fordomme om grupper af mennesker i vores samfund, som jeg ikke kender meget til. Jeg tror, det er godt at overveje, om de forestillinger, jeg har om, hvordan muslimer eller hjemløse rumænere eller helt andre grupper tænker og opfører sig, er bygget på viden eller uvidenhed.
En kendt efterforsker udtalte engang om det at finde en alvorligt kriminel person: Man søger et monster, men finder et menneske. Det er tankevækkende.
Hvis jeg møder og taler med et menneske fra en religiøs gruppe eller en samfundsgruppe, jeg mest har fordomme om, oplever jeg pludselig, at det netop er et menneske som mig selv, med historie, familie, følelser og netværk, som har formet og dannet vedkommende.
Lad os møde hinanden med den samme åbenhed og nysgerrighed, som vi gerne selv vil mødes med.
